Dansk satellitfirma sigter mod stjernerne

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. oktober 2006.


Ny teknologi skaber kraftig vækst i brugen af mobil satellitkommunikation. Danske Thrane & Thrane forventer, at det vil bidrage til en fordobling af selskabets omsætning over de næste fem år.

Da orkanen Katrina i eftersommeren sidste år ramte land i området omkring New Orleans, skabte det hektisk aktivitet tusinder af kilometer væk hos Thrane & Thrane på Lundtoftegaardsvej i Lyngby.
For med store dele af infrastrukturen i Louisiana i ruiner var der pludselig voldsom efterspørgsel efter mobile satellitterminaler til medarbejderne hos den amerikanske beredskabstjeneste Federal Emergency Management Agency.
I løbet af en enkelt dag klargjorde Thrane & Thranes amerikanske datterselskab over 100 terminaler - og i dagene og ugerne efter blev der sendt flere hundrede terminaler over Atlanten. Totalt betød Katrina cirka 17 millioner kroner i leverancer for selskabet.

Nødhjælpsarbejdere, tv-journalister og militærfolk er blandt de traditionelle kernekunder for den landbaserede mobile satellitkommunikation. Ud over naturkatastrofer som Katrina har kampen mod terror også været med til at stimulere efterspørgslen efter satellit-terminaler.
- Når der er krig i Irak og Afghanistan, skal alle have terminaler for at sende billeder hjem. Hjælpeorganisationerne og militæret har også brug for dem til logistiske formål, siger Henrik Lunde, Thrane & Thranes øverste direktør.

De store og meget dyre satellittelefoner har hidtil overvejende haft appel til dette ret smalle kundesegment, men en ny generation af terminaler, de såkaldte BGAN eller Broadband Global Area Network-terminaler, er nu i færd med at åbne et betydeligt større marked for Thrane & Thrane.
- De nye terminaler er væsentligt mindre, har højere båndbredde, og så er de langt billigere, siger Henrik Lunde.
Den gamle terminal, der kunne levere 64 kilobit over ISDN, vejede cirka fem kilo og kostede omkring 40.000 kroner. Den nye er en spirrevip på bare et kilo og en pris på cirka 12.000 kroner. Den tilbyder til gengæld væsentligt højere båndbredde - 460 kilobit per sekund, omtrent som et ADSL-modem.
Det er i princippet muligt at udvikle terminaler, som kan tilbyde endnu højere båndbredder, men der er ikke nødvendigvis tilstrækkelig kapacitet på satellitter og jordstationer til at understøtte dem.

BGAN-terminalerne giver nye kundegrupper adgang til satellitkommunikationen. Terminalerne kan anvendes i en lang række professioner, hvor brugere er på farten langt fra alfarvej - det være sig forsikringsagenter, pressefotografer eller ingeniører.
- Det har udvidet vores markedsomfang væsentligt, særligt i forhold til erhvervslivet, siger Henrik Lunde.
- Udfordringen er selvfølgelig, at vi nu skal sælge tre gange så mange terminaler for at fastholde omsætningen.
Globalt består markedet for mobil satellitkommunikation af utallige nicher, og en stor del af kunsten ligger i at identificere de mange anvendelsesmuligheder for terminalerne.
Et eksempel på en anvendelse, der ikke umiddelbart kan synes indlysende, er, at satellittelefoner i Sydafrika anvendes til validering af kreditkort og personlige oplysninger, fortæller Henrik Lunde.
Med den nyeste generation af satellitter kan man nu være online via bredbånd på 85 procent af jordens landoverflade. Dækningen er svagest, hvis man befinder sig i nærheden af polerne.

For Thrane & Thrane er BGAN en væsentlig brik i en ny, mere aggressiv vækststrategi. Selskabet vurderer, at markedet for satellitkommu-nika­tionsudstyr ligger på fem-seks milliarder kroner årligt, mens der årligt omsættes for otte-ni milliarder på airtime til terminalerne. Dertil kommer et maritimt radiomarked på to-tre milliarder.
I dette marked på mellem 15 og 18 milliarder kroner har Thrane & Thrane i øjeblikket en andel på cirka fem procent, hvilket giver gode muligheder for vækst.
Blandt de mulige vækstdynamoer er markedet for airtime, hvor Thrane & Thrane søger at gentage den succes, internetbaserede GSM-operatører har haft.
Via et netværk af distributører vil man sælge airtime til kunder efter en model, der ligner den, mobilselskaber som Telmore anvender. Distributørerne kan for eksempel være teleoperatører eller it-selskaber, mens Thrane & Thrane så står for alt det bagvedliggende arbejde som udskrivning af fakturaer med videre.
I løbet af de næste fire til fem år forventer selskabet at nå op på at sælge airtime til terminalerne for op til 125 millioner kroner årligt.
Det er i høj grad datatrafikken, der skal drive væksten på satellitområdet. For mindre end ti år siden var satellitkommunikation stort set kun et taleprodukt - forbindelserne lå på bare 10 kilobit - men i dag er der absolut mest fokus på datatransmission.
- Folk vil have mere båndbredde, flere data, og det skal være billigere. Det er de samme krav som i andre former for kommunikation, siger Henrik Lunde.

BGAN skal hjælpe Thrane & Thrane med at indfri ambitiøse mål om at fordoble omsætningen til to milliarder kroner i 2010/11.
Selvom det bliver svært, ser det ikke nødvendigvis umuligt ud, vurderer analytikere.
- Det er en vækstaktie, for de befinder sig jo i noget af et højvækstmarked, siger Peter Falk-Sørensen, direktør for analysebureauet Dansk Aktie Analyse.
- Der er det positivt, at de tør sætte overliggeren højt, siger han.
Thrane & Thrane forventer, at halvdelen af væksten skal hentes gennem overtagelser og resten via organisk vækst.
Lyngby-firmaet skød overtagelsesstrategien i gang med et brag tidligere på året, da man købte de mobile satellitaktiviteter hos norske Nera for godt 500 millioner kroner.
Selvom det er for tidligt at give et bud på effekten af overtagelsen af Neras satellitdel, så ser analytikere en positiv dynamik i Thrane & Thranes aktiviteter.
- De har udviklet sig positivt hen over de sidste par kvartaler, og det giver tillid, vurderer Peter Falk-Sørensen fra Dansk Aktie Analyse.
Forventningerne er, at integrationen af Nera vil give stordriftsfordele for det danske satellitfirma.
- Den akvisition frigør udviklingsressourcer, som gør det muligt at udvikle nye produkter, siger Henrik Lunde.
Mobil satellitkommunikation er nemlig et felt, der kræver en meget stor og bekostelig forskningsindsats. Thrane & Thrane har således brugt 800.000 ingeniørtimer på udviklingen af sine BGAN-terminaler.

Faktabokse:
grundlagt af to brødre
Thrane & Thrane blev grundlagt i 1981 af tvillingebrødrene Lars og Per Thrane. Deres første produkt var et radiotelex-modem, en upåfaldende blå boks udviklet for Udenrigsministeriet. Den blev imidlertid en stor succes og var med til at bane vejen for brødrenes arbejde med mobile satellitterminaler - i første omgang primært til det maritime marked.

Frem til en børsnotering af selskabet i 2001 ejede brødrene godt halvdelen af selskabet, men den andel er nu bragt ned til 25 procent.

Per Thrane forlod selskabet i slutningen af 1990'erne, mens Lars Thrane fortsat er en af selskabets direktører og sidder i dets bestyrelse.

Satellit billigere end roaming
De skyhøje roamingpriser på mobilområdet gør, at det kan være billigere at ringe hjem til lillemor fra satellittelefonen, hvis man for eksempel er på rejse i Rusland. Via satellit koster et minuts taletid seks kroner, mens prisen på GSM-roaming kan være tre gange så høj.
- Priser på BGAN-airtime er generelt sammenlignelige med roamingpriser, siger Henrik Lunde.
Men det betyder ikke, at Thrane & Thrane satser på at tage kampen op med GSM-operatørerne.
- Det her bliver aldrig nogen sinde et produkt for den almindelige forbruger, siger Henrik Lunde.

På søen, når den skummer
Thrane & Thranes største forretningsområde er maritim kommunikation, hvor selskabet både leverer satellit- og radioteknologi. Radiodelen blev tilkøbt i 2004 med overtagelsen af Aalborg-virksomheden Eurocom.
Thrane & Thrane henter i dag cirka 60 procent af sin omsætning på søen - en andel, der forventes at falde noget i de kommende år i takt med, at de landbaserede produkter finder et bredere marked.
Der er dog ikke nogen umiddelbar modsætning mellem at ekspandere på landjorden og fastholde de maritime positioner - for Thrane & Thranes produkter kører alle på samme teknologiske platform. Uanset om de finder anvendelse på vand, til lands eller i luften.
- Det er den samme teknologi, vi kan bruge på tværs af markederne. Det gør, at vi kan have lavere udgifter og komme tidligere på markedet, siger Henrik Lunde.

Billedtekster:
efterspørgsel Nødhjælps-arbejdere, tv-journalister og militærfolk er blandt de traditionelle kernekunder for den landbaserede mobile satellitkommunikation.
Foto: Thrane & Thrane

datatrafik - Folk vil have mere båndbredde, flere data, og det skal være billigere. Det er de samme krav som i andre former for kommunikation, siger Henrik Lunde, Thrane & Thranes øverste direktør.

OriginalModTime: 05-10-2006 13:43:50




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere