Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. marts 2005.
Hardware-kometerne Kiss Technologies, løb torsdag med IT-Brancheforeningens it-pris 2005. Stifternes mod til at gå efter det meget hårde marked for forbrugerelektronik imponerede priskomiteen.
Peter W. Christensen, Anne Marie Cramer og Martin C. Manniche, stifterne af Kiss Technologies, blev torsdag aften hædret med IT-brancheforeningens "IT-prisen 2005". En pris der går til en person, eller i dette tilfælde personer, som på særlig vis sætter fokus på den danske it-branche.
Ifølge administrerende direktør for IT-Brancheforeningen, Jakob Lyngsø, er det specielt selskabets mod til at kaste sig ud på markedet for forbrugerelektronik, der domineres af tunge globale spillere, som var det afgørende for, at Kiss Technologies-stifterne løb med årets pris.
- I modsætning til andre ny-startede virksomheder er de hurtigt gået mod eksportmarkedet. De er om sig, og de viser sig frem. Der, hvor de virkelig stikker af fra feltet, er dog i deres risikovillighed. Det er en præstation, at de overhovedet har turdet gå ind på et marked, som stort set kun har globale spillere. De har en amerikansk tilgang til det at gøre forretning. Hvor mange andre har en dansk landsbymentalitet og er tilfredse med at blive i andedammen, er der ikke tvivl om, at Kiss Technologies ønsker at vokse, og at de ønsker at vokse meget, siger han.
Hørsholm-virksomheden Kiss Techonologies blev stiftet i 1994 og begyndte som elektronikdistributører. Eventyret begynder imidlertid først, da de i 2001 udvikler en dvd-afspiller, som blandt andet understøtter DivX-formatet. De var de første på markedet med det tilbud. Siden da har de mere end fordoblet medarbejderstaben, der i dag tæller 55. De er nu udviklere og producenter af en lang række tilbud inden for forbrugerelektronik, som ud over dvd-afspillere også inkluderer fladskærme. I 2005 vil selskabet lancere to nye tv-bokse, der understøtter trådløst internet og den højopløselige udgave af Microsofts Windows Media format.
Ifølge Jakob Lyngsø adskiller årets vindere sig fra tidligere prismodtagere:
- De fleste andre, der har vundet prisen, har så at sige haft udtjent deres værnepligt i branchen. De har haft succes bag sig. Denne her virksomhed og folkene bag den er en åben bog, som først lige er begyndt at blive skrevet, og det har jeg det godt med. Vi giver dem her et skulderklap og forhåbentligt et yderligere skub fremad i håbet om, at de også på langt sigt vil blive en stor succes, siger han.
boks: Tidligere vindere af IT-prisen
1991: Michael Mathiesen, stifter af 2M Invest.
1992: Claus Erik Christoffersen, Ole Lading, Knud Arne Nielsen, Tom
Hetz (stiftere af Dansk Data Elektronik A/S).
1993: Lars Kolind, adm. dir. Oticon.
1994: Jesper Balser, stifter af Navision.
1995: Frank Jensen, it- og forskningsminister.
1996: Mads Bryde Andersen, professor, dr. jur., Københavns Univer-
sitet.
1997: Erik og Preben Damgaard, stiftere af Damgaard Data.
1998: Hermann Weidemann, kommunaldirektør Næstved Kommune.
1999: Allan Fischer-Madsen, adm. dir. Devoteam Fischer & Lorenz.
2000: Ikke uddelt.
2001: Kim Østrup, underdirektør i IBM og næstformand i IT-Branche-
foreningen.
2002: Mads Tofte, direktør IT-højskolen.
2003: Ikke uddelt.
2004: Jakob Lyngsø, adm. dir. IT-Brancheforeningen.