It-branchen har øget min markedsværdi

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. august 2004.


Palle Schwensen stod af it-branchen, da han fik tilbudt jobbet som direktør for Falster Golfklub. Han ser sig ikke tilbage, men erkender, at it-branchen har øget hans markedsværdi.

Den 1. januar i år var det farvel til it-branchen for tidligere Key Account Manager og salgschef Palle Schwensen og goddag til fem kvarters daglig køretur mod skov, åbne marker og høj himmel på Falster.
Det var også goddag til 25 ansatte i Falster Golfklub, en hierarkisk opbygget organisation, der ikke fremmede selvstændig tænkning og initiativ.
- Det første, jeg gik i gang med i januar, var at ændre organisationen til små selvstændige forretningsområder med hver sin ansvarlige leder, for eksempel restaurant, golfbane, service & shop, hotel & konference, køkken og marketing, siger Palle Schwensen.
- Min tid i it-branchen har gjort mig meget løsnings- og helhedsorienteret. At golfbanen ved Virket Sø er blandt Danmarks ti smukkeste kan være lige meget, hvis bøffen i restauranten er sej. Det handler om helheden, mener han.
Han har selv spillet golf i 20 år, men efter sin tiltræden som direktør for Falster Golfklub er det kun blevet til få gange.
- Henrik Fabienke (ejer af Falster Golfklub, red.) siger ganske vist til mig, at jeg skulle spille noget mere golf. Men jeg synes ikke, det ser godt ud over for resten af personalet, at jeg går rundt herude på banen, mens de arbejder, siger Palle Schwensen og træder speederen på den elektriske golfbuggy helt i bund.
Han er ikke ked af at have forladt it-branchen, men ville på den anden side heller ikke have undværet den.
- Jeg er smadder taknemmelig over at have været med, for det er nærmest en nødvendig ballast at have som leder i dag, at man kender mulighederne i it-understøttelse af forretningen med for eksempel business intelligence og integration mellem økonomisystem og CRM. It-branchen har helt sikkert øget min markedsværdi, mener Palle Schwensen.
Han forventer, at erfaringerne som Key Account Manager og salgschef i it-branchen også kommer ham til gode, når han i efteråret skal ud at sælge Company Days og andre golfoplevelser til top 500-virksomhederne.

Bagsiden af medaljen er dog ikke glemt.
- It-branchen er en umoden branche i forhold til at tale kundens sprog, følge projekter til dørs, så det skaber værdi for kunden og forankre løsninger med for eksempel brugerkurser. Alt for mange it-leverandører tror, de har råd til, at kunderne ikke kommer igen, mener han.
Fyringsrunder
Palle Schwensen er heller ikke imponeret over it-branchens ledelsesfokus.
- Der ledes alt for kortsigtet. Der er ikke fokus på at skabe værdier på længere sigt, det hele drejer sig om næste kvartalsresultat. De evindelige fyringsrunder er meget kortsigtede, fordi man fyrer på grund af økonomiske krav - og ikke, fordi man faktisk kan undvære folk, mener Palle Schwensen.
Han savner bestemt ikke fornemmelsen af, at man som ansat aldrig ved, om man er købt eller solgt.
- Det er meget stressende, at fyringerne ofte ikke har nogen sammenhæng med ens egne præstationer, siger han.
Efter at have haft fokus på organisationen, ombygning, nyt konferencecenter, markedsføring og synlighed det første halve år som golfdirektør skal Palle Schwensen nu til at udvikle wellness-koncepter med golf og helbredstjek, company days til virksomheder, hvor golf kombineres med helse, jagt eller fiskeri.
Samtidig står den stadig på kvalitetsudvikling - ikke mindst coaching af de mennesker, der skal levere kvaliteten i sandhedens øjeblik, det vil sige, når de møder kunderne.
- Jeg er meget glad for denne fantastiske udfordring. Men jeg tror ikke, jeg kunne have klaret det, hvis jeg ikke havde været vidt omkring i karrieren. Hvis jeg havde været hos IBM eller i en bank i 20 år - og så var blevet stillet over for det her - så havde jeg nok ikke klaret det, siger Palle Schwensen.

Billedtekst:
- Min tid i it-branchen har gjort mig meget løsnings- og helhedsorienteret, fortæller
Palle Schwensen. Foto: Claus Hansen

Boks:
Karrieren
Palle Schwensen har læst Almen Erhvervsøkonomi (HA) og har HD i afsætning.
Første job var hos Colgate som marketingchef for Norden. Herefter blev han nordisk direktør for Remy-Cointreau og senere direktør for Egmont Film- og Videodistribution. Siden markedschef for bemandingsløsninger hos Manpower.
Entreen i it-branchen skete hos DTM International (CRM-systemer). Næste stop var SPSS (data mining) som Key Account Manager. Efter nedskæringer og fyringsrunde her kom Palle Schwensen til Component Software som salgschef. Her blev han imidlertid også ramt af krav om nedskæringer fra den nordiske ledelse. En ansættelse hos Navicom kort herefter løb ud i sandet, da den direktør, der havde ansat Palle Schwensen, selv blev fyret, og man ikke ønskede at opretholde den kontrakt, den fyrede havde indgået.
Palle Schwensen startede nu som selvstændig konsulent inden for markedsføring. Samtidig stod han i kartoteket hos bureauet Nexus Interim Management - det var det, der førte til jobbet som direktør for Falster Golfklub.
Til efteråret skal Palle Schwensen sideløbende med direktørjobbet undervise på Nykøbing F. Handelshøjskoles nye linie i Leisure Management.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere