Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. oktober 2003.
En del af leverandørerne af hardware til telebranchen har haft kraftig vækst. Og de 17 største leverandører er samlet set blevet væsentlig bedre til at tjene penge. Et samlet underskud på 57 millioner kroner i sidste regnskabsår er vendt til et overskud på 291 millioner kroner.
Samlet set er omsætningen blandt leverandørerne af telehardware steget med godt 700 millioner kroner til godt 20 milliarder kroner siden sidste regnskabsår.
Især Flextronics Internationals danske selskab tegner sig for en markant stigning i både omsætning og overskud. Flextronics har vendt et underskud i forrige regnskabsår på knap 107 millioner til et overskud på godt 123 millioner kroner. Også Thrane & Thrane A/S, Motorola A/S og RTX Telecom A/S tegner sig for flot vækst.
På øretævernes holdeplads finder vi - ikke overraskende - L.M. Ericsson A/S, hvis omsætning er faldet med mere end en tredjedel. Alligevel er det lykkedes Ericsson at begrænse underskuddet med 110 millioner i forhold til sidste år. Virksomheden har også skilt sig af med omkring hver tredje medarbejder.
Antallet af ansatte blandt leverandørerne af telehardware faldt med næsten 260 i selskabernes seneste regnskabsår.
Billedtekst:
Selv om L.M.Ericsson havde sorte tal på den primære drift, kom den svenske leverandør af teleudstyr ud af 2002 med underskud - dog ‘kun' 15,5 millioner kroner mod 125,3 millioner året før. I løbet af regnskabsåret skilte Ericsson sig af med omkring hver tredje medarbejder.
Boks:
Stadig vind i sejlet
Selv om det forløbne år har været hårdt for leverandørerne af mobiltelefoner, har Nokia i Danmark klaret sig nogenlunde helskindet igennem. Både overskud og omsætning er faldet en smule, og organisationen har taget afsked med 56 medarbejdere.
(til siden hører deltabel over teleudstyr samt de 17 største leverandører af teleudstyr samlet)