Et nysgerrigt, legesygt og snakkesaligt hus

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. oktober 2002.


På denne plads bringer vi normalt portrætter af IT-mennesker. Denne uge forsøger vi at pejle os ind på et miljø - nemlig vækstcentret på Katrinebjerg i Århus personificeret i det nye Innovation Lab.

Hvis det nye Innovation Lab var en person, ville det være et nysgerrigt, lidt legesygt menneske, der konstant snakker begejstret om nye teknologiske muligheder. På en vis måde er det nye udviklingscenter en person, idet karakteristikken også passer på den primære initiativtager og drivkraft, Preben Mejer, der ved siden af er udviklingsdirektør i TDC Internet.
Innovation Labs nysgerrighed viser sig i de omkring ti projekter, som centret vil invitere ind om året.
Det legesyge ses i det fælles møde- og briefingrum, som er ved at blive fyldt op med gadgets, lige fra Sonys Aibo-robothund til det nyeste Lego Mindstorm-udstyr. Og det viser sig i det særlige kreativitetsrum, hvor en række genstande fra en antik stearinlys-baseret projektor til en tagsten fra et kinesisk tempel via radiobrik-teknologi selv kan fortælle deres historie og dermed forhåbentlig sætte gang i innovationen.
Fortællelysten er et udslag af det andet spor i Innovation Labs aktiviteter, der løber parallelt med de egentlige udviklingsprojekter: Formidlingen af viden om teknologiens muligheder. Her har foreløbig 60 virksomheder aftalt et sparringsmøder i centret inden jul.
- Vi har været officielt i gang i ti dage, og vi oplever, at alle vil lege med os, lave projekter med os, snakke med os, siger Preben Mejer.
Her ud over vil centret henvende sig bredt til offentligheden med information og teknologi og naturvidenskab. Første initiativ af denne art er et åbent hus-arrangement 1. november. Folkene bag Innovation Lab drømmer allerede om at disse aktiviteter med tiden kan danne grundlag for et Eksperimentarium-agtigt oplevelsescenter for naturvidenskab og teknologi.
Handicaphjælp og hotspots
Det første projekt i Innovation Lab, IP Firefighter er allerede godt i gang. Det går som tidligere beskrevet i Computerworld ud på at give brand- og redningsfolk trådløs besked om eventuelle farlige stoffer i et redningsområde og om, hvor deres kolleger befinder sig.
Det næste benytter Katrinebjerg-virksomheden Personics teknologi til at skabe programmer, der skal understøtte genoptræningen af hjerneskadede.
Et andet udviklingsprojekt benytter sig af, at hele Katrinebjerg-området bliver et stort hotspot med trådløse lokalnet-forbindelser overalt. Dermed bliver det muligt at høste en mængde erfaringer med for eksempel afbrydelsesfri overgang mellem 802.11b-teknologien og GPRS på mobilnettene. Desuden vil der kunne eksperimenteres med applikationer, der kan arbejde henover flere radioteknologier.
Mobilt klasselokale
Mobilt klasselokale er arbejdstitlen på et andet af de projekter, der er under etablering.
- Hensigten er, at se på IT i undervisningen ud fra en bredere synsvinkel end blot som et spørgsmål om antallet af elever pr. pc. Vi vil inddrage de mobiltelefoner, som flertallet af eleverne allerede har i lommen, og nye redskaber som Lego Mindstorm i pædagogikken, siger Preben Mejer.
Innovation Lab vil prøve både at køre projekter, der viderefører det eksisterende, og helt nytænkende initiativer.
- Grundlæggende har vi to slags udviklingsprojekter. Vi går ind i samarbejder om at videreudvikle ting, der findes i forvejen. Og vi foretager kollektive vandringer ind i ubetrådt land.
- Et eksempel på det første er, at vi er i dialog med møbelproducenten B8 og arkitektskolen med henblik på at forberede deres næste møbelserie for at spille sammen med ny teknologi. Et eksempel på det andet er samarbejdet med Falck, der er en af de seneste virksomheder, som er blevet tilknyttet Alexandra Instituttet. Mit håb er, at udspillene fra Falckfolkene kan sætte vores teknologiske fantasi i gang i helt nye retninger, siger Preben Mejer.
I disse bestræbelser på at tænke helt nyt forsøger folk fra Innovation Lab i øjeblikket sammen med en gruppe fra Kulturnet Danmark at nå frem til nye interaktive kulturaktiviteter. Her ud over hjælper centret Told & Skat med at tænke de nye teknologiske muligheder ind i indkrævningen af skatter og afgifter. Det er for eksempel realistisk at indbygge radiobrikker i Europa-paller, og dermed spore dem overalt. Spørgsmålet er, om Told & Skat kan bruge det til noget konkret.

Billedtekst:
Mand og hus er lige nysgerrige. Foran det nye Innovation Lab ses initiativtageren Preben Mejer med en af de små trådløse enheder, centret blandt andet skal udforske mulighederne i.
Foto: Claus Haagensen/Chili




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere