Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. januar 2002.
Som nogle af de første har Discreet udnyttet de nye funktioner, der blev lanceret i grafikchippene sidste år til at gøre livet lettere for designere og animatorer.
Ved at understøtte nye grafikkort-funktioner i 3D Studio Max har Discreet i samarbejde med Elsa gjort det muligt for designere og animatorer i langt højere grad at arbejde i realtid i stedet for konstant at skulle vente på langsomme renderinger
De nye shader-funktioner gør det muligt for producenter af 3D-software selv at lave nye effekter og ikke blot som tidligere bruge de effekter, som grafikkort-fabrikanten har valgt at lægge på kortet. Ved at understøtte disse shader-funktioner i 3D Studio Max har Discreet gjort det muligt at se mange flere effekter i realtid. Det sparer tid for brugerne, som tidligere måtte rendere hele videosekvenser, for at se hvordan for eksempel hår bevægede sig.
- Pixel- og vertex-shaders ligger som en del af Max i partikel, hår og dynamics-systemerne. Det betyder, at man kan se funktioner, som andre ikke kan se, fortæller Christian Hestbæk, der er Business Manager hos Discreet.
Kræver specielt grafikkort
Ind til videre er der dog kun Èt grafikkort, der understøtter de nye funktionerne i 3D Studio Max - Elsas Gloria DCC. På det kort sidder Nvidias Quadro DCC-chip, der er bygget på samme kerne som GeForce3-chippen.
For at udnytte de nye muligheder har Elsa skrevet drivere specielt til 3D Studio Max, der gør det muligt at bruge shader-funktionerne i grafikkortet. Samtidigt betyder de specielle drivere en del for både hastighed og pålidelighed.
- Elsa har været inde og skrive en helt specifik driver til Max'en. Koden er optimeret på deres driverbase. Det giver dem op til 40 procent mere hastighed på nogle funktioner med samme chip. Der er også færre display-problemer og du kan arbejde med større scener og mere komplekse modeller. Det går væsentligt hurtigere, siger Christian Hestbæk.
Også ATI har grafikkort med de nye shader-funktioner, men endnu mangler de rigtige drivere. Rygterne vil dog vide, at de skulle være på vej.