Computerworld News Service: SAP har brugt en stor del af året på at male en bred vision af virksomhedens planer for mobile applikationer, software on-demand og in-memory-teknologi, men konferencen TechEd i Berlin, der åbner i dag, bør give et langt dybere indblik for leverandørens verdensomspændende community af udviklere og partnere, påpeger brancheobservatører.
De største offentliggørelser vil sandsynligvis ske under åbningstalen af SAP's teknologidirektør, Vishal Sikka, som blandt andet vil tale om fremtiden for virksomhedens middleware-platform, NetWeaver. Konferencen vil efterfølges af en lignende begivenhed i Las Vegas i næste uge.
Mobilitet til store virksomheder vil helt sikkert være et nøgletema, hvis ikke det absolut største tema, på begge konferencer. Den ene af SAP's to topchefer eller såkaldte co-CEO'er, Bill McDermott, erklærede, at mobile enheder er "den nye desktop" efter virksomhedens opkøb i år af Sybase, der producerer en udbredt platform til mobilapplikationer.
Bør afstemme med Sybase-platform
I august lovede SAP, at en mobilplatform, der samler Sybases teknologi og virksomhedens egen, vil være klar inden for ni måneder - en tidsplan der tilsyneladende falder sammen med virksomhedens årlige konference for Sapphire-brugere.
Selvom det arbejde antageligvis stadig er i gang, så bør det være muligt for SAP at løfte sløret en smule for TechEds deltagere, der er ivrige efter flere detaljer, siger Kevin Benedict, der er uafhængig konsulent inden for mobilitet til enterprise samt SAP-"mentor", hvilket er en titel, virksomheden giver særligt aktive medlemmer af communityet.
SAP kunne eksempelvis forklare, at udviklerne godt kan begynde at bruge Sybases Unwired-platform allerede i dag, uden at deres arbejde vil forsvinde eller være forgæves, når backend-integrationen til den samlede platform er fuldført, fremhæver han.
"Det vigtige spørgsmål her er, hvordan SAP vil blotlægge alle sine forretningsprocesser og services til eksterne systemintegratorer og partnere?" tilføjer Benedict.
"Det bliver muligvis endnu vigtigere for systemintegratorer og partnere at forstå, hvad opkøbet af Sybase kommer til at betyde for dem, så de kan afstemme deres arkitektur og udviklingsstil til Sybases platform."
Oversat af Thomas Bøndergaard