SHANGHAIi: Intels årlige Intel Developer Forum er stedet, hvor chipgiganten lancerer sine nyeste produkter, planer og forskning.
Det er her, hvor man får en ide om, hvad der rør sig blandt forskerne, der udvikler de teknologier, som du bruger om to, fem eller ti år.
Derfor er det altid interessant at deltage og se, hvad der lægges vægt på hos Intel og deres mange samarbejdspartnere inden for pc-produktion og forskning.
Og budskabet er, at Intel vil være mindre. Ikke i omsætning, men i dimser. Efter at have sat sig solidt på desktoppen og på den bærbare pc med de succesfulde Intel Core 2 Duo processorer, er det din mobil Intel vil udvikle.
De fleste telefoner og håndholdte enheder er i dag kraftigere end din første computer, men måden, vi bruger dem på, har ikke grundlæggende ændret sig. Så mens trådløse teknologier som WiFi, 3G og Bluetooth og stadigt kraftigere processorer hjælper os godt på vej, mener Intel, at det næste hop er baseret på sensorer.
Teknologien kan købes nu
En del af teknologien er her allerede. Du spiller måske allerede på en Nintendo Wii, der lader dig hoppe rundt og spille virtuelt tennis foran fladskærmen i stuen? Eller måske anvender du en iPhone eller iPod Touch, som ikke alene lader dig bruge fingrene, men som også roterer skærmen, alt efter hvordan du holder telefonen. Og HP viste os allerede sidste år, hvordan et mobilkamera kan opfatte omgivelserne og via en database lade dig spille spil, eller blot fortælle dig lidt om, hvad det er, som du ser på.
Intel kalder det ESP - Everyday Sensing and Perception, hvor de små og mobile enheder opfatter komplicerede input. Det kan være at registrere og huske, hvilke venner som der er med på et billede, du har taget - eller genkende, vise prisen og vejen til den nærmeste butik, hvis du har taget billedet af et stykke legetøj.
Teknologien er ikke lige om hjørnet, men de første demovideoer blev vist frem i Shanghai under Intel Developer Forum.