Forbrugerombudsmanden har meldt det københavnske netauktions-selskab MyBuy.dk til politiet.
Det sker, fordi selskabet har udsendt spammail til en lang række danskere, der tidligere har handlet på auktionssitet Macca.dk, der gik konkurs med udgangen af november 2009.
Bag Macca.dk stod blandet selskabet CBJTrade, der er ejet af den tidligere Macca-direktør Caspar Bo Neergaard Jensen.
Bag MyBuy.dk står selskabet JBNJ Aps, der er ejet af hans bror, Jaspar Bo Neergard Jensen.
Overtog alle aktiver
Forbrugerombudsmanden meddeler, at MyBuy.dk overtog alle aktiver fra Macca.dk i forbindelse med konkursen i 2009- inklusive website og hele kundedatabasen, der består af personer, der har handlet på Macca.dk.
Angiveligt har MyBuy.dk i stor stil udsendt reklamemails til disse personer. Og det er ulovligt, da personerne alene har givet deres samtykke til at modtage mails fra Macca.dk.
Forbrugerombudsmanden politianmelder selskabet på baggrund af en række klager fra forbrugere.
"Et samtykke, der tidligere er givet til et andet konkret navngivet firma, må anses for bortfaldet i forbindelse med dette firmas konkurs," siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Macca.dk kom ud af sit sidste regnskabsår med et minus på 3,5 millioner kroner.
Selskabet kom i det kritiske søgelys efter et forbrugerprogram på TV 2 havde berettet om utilfredse kunder og dårlig service.