Artikel top billede

Administrerende direktør Kim Frimer fra Energi Randers er talsmand for fiberalliancen.

Elselskaber skyder over 100 millioner i fiberalliance

De 15 elselskaber, der har allieret sig, spytter over 100 millioner kroner i et nyt selskab, der skal udfordre TDC.

En alliance bestående af 15 elselskaber skød fredag over 100 millioner kroner ind i et nyt fusionsselskab.

Det ny firma skal tilbyde fiber-tjenester i de allierede elselskabers netværk, hvor de hidtidige udbydere kan se frem til at få en fyreseddel, hvis de ikke er en del af alliancen.

"Vi har etableret et Company X, som stadig er vores arbejdstitel, og i fredags har alle energiselskaberne skudt kapitalen ind og købt sig ind i det nye selskab," fortæller administrerende direktør Kim Frimer fra Energi Randers.

Kim Frimer er talsmand for alliancen, som nu har stiftet et selskab med en aktiekapital på 250 millioner kroner. I forvejen havde flere af elselskaberne ejerandele i de to indholdsudbydere, der fusionerer: Smile Content og Profiber. Det er førstnævnte selskab, som fortsætter rent juridisk, da det i forvejen er et aktieselskab.

Aktieposterne i selskabet bliver opdelt i to størrelser: Store og små aktionærer.

"Vi har opgjort det efter antallet af potentielle kunder, man har på fiberdelen. Her er der to kategorier; en stor og en lille," siger Kim Frimer til Computerworld.

Ny bestyrelse på vej

Bestyrelsen i det ny selskab er endnu ikke på plads, ligesom der bliver oprettet en endnu ubesat topdirektørpost i det ny selskab, fortæller Kim Frimer.

I det nuværende Smile Content hedder bestyrelsesformanden Rune Bech, og det er usikkert, om han fortsætter.

"Det finder vi ud af i næste uge," siger Kim Frimer.

Rune Bech er i øjeblikket bestyrelsesformand. Han fortsætter ikke?

"Vi har nogle regler, og vi har lige fået selskabet lavet nu, og så har vi booket et møde, hvor der bliver valgt en bestyrelse, og så konstituerer vi os med en bestyrelsesformand. Det er en form for demokrati, så jeg kan ikke sige, hvad der sker. Det må vi se på til den tid. Vi tror, vi har en plan for det, men det er en anden diskussion," siger Kim Frimer.

Og planen er ikke Rune Bech?

"Det vil jeg slet ikke kommentere. Det vil ikke være fair af mig at sige noget, som er sat til et møde i næste uge."

Computerworld har kontaktet Rune Bech, og han fortæller ligeledes, at situationen er uafklaret.

"Det, jeg har sagt til de nuværende ejere og det nuværende Smile, er, at jeg har stillet mit mandat til rådighed," siger Rune Bech til Computerworld.

"Grundlæggende er det sådan, at den ny bestyrelse træder sammen, og så vælger de en formand, og det er jo op til dem. Og præcis, hvem der kommer til at sidde i den ny bestyrelse, og hvad de vælger og så videre, det er ikke fuldt afklaret endnu," uddyber han.

Stort stykke jura

Allerede i september sidste år kunne Computerworld afsløre, at der foregik forhandlinger mellem elselskaberne. I slutningen af november var det så officielt, at elselskaberne etablerede en fælles tjenesteudbyder på privatmarkedet.

Men siden har der været helt stille omkring alliancen.

"Det kræver en del juristeri at få lavet alle de her papirer, for det er ikke en hel simpel model. Vi kommer fra mange forskellige udgangspunkter, så det har taget tid at finde ud af, hvad tingene er værd, og hvad de koster. Det tager tid at få sat det her op fysisk og få lavet en ejeraftale, må vi konstatere, og så skal det igennem 14 bestyrelser bagefter," siger Kim Frimer om processen.

Forhandlinger med Dansk Bredbånd?

Tidligere har alliancens talsmand fortalt, at elselskaberne ikke ønsker at have fremmede udbydere ind i nettet. Eksempelvis leverer Dansk Bredbånd i flere af elselskabernes net, mens ComX leverer i Syd Energis fibernet.

Betyder dagens beslutning, at I siger farvel til Dansk Bredbånd i de her netværk?

"Ja - det gør det. Nu har vi dog besluttet, at vi ikke bruger ordet 'lukket net', for det har en dårlig klang. Men vi har tjekket af med Konkurrence- og Telestyrelsen, og der er intet i vejen med det, vi gør. Det er helt efter bogen. Vi gør som YouSee, Stofa og andre. Vi vil levere den fjernsyns- og video-on-demand-tjenester i vores net, ligesom de gør i deres net, og det vil sige, at vi ikke kan have fem til seks andre, der kan levere de samme programtjenester," siger Kim Frimer.

Han uddyber, at det er muligt for fremmede tjenesteudbydere at komme ind i nettet, hvis det er tjenester, som ikke konkurrerende. Hovedkonkurrenten TDC købte sidste år DONG's fibernet, og her har teleselskabet meddelt, at nettet er åbent - også for konkurrenter.

Elselskabet SEAS-NVE er med i fiberalliancen, men energiselskabet er samtidig medejer af tjenesteudbyderen Dansk Bredbånd.

På trods af det står Dansk Bredbånd dog ifølge Kim Frimer til opsigelse i de net, hvor firmaet leverer tjenester. Men der er stadig mulighed for, at selskabet bliver en del af alliancen, pointerer han.

"Vi er i dialog med dem pt.," fortæller Kim Frimer.

Så der er stadig en mulighed for, at Dansk Bredbånd bliver en del af alliancen?

"Det må tiden jo vise," siger Kim Frimer.

Bestyrelsesformand Svenn Dam fra Dansk Bredbånd afviser dog over for Computerworld, at der er dialog med alliancen. Der er derimod dialog med de elselskaber, der har fibernet, som Dansk Bredbånd leverer tjenester i, lyder det.

"Der er dialog med det enkelte elselskab, og det er sådan, at det er. Og som jeg tidligere har sagt, så er der en kontrakt med det enkelte elselskab, og det er den, vi forholder os til. Jeg har intet nyt at tilføje," siger Svenn Dam.

Hans selskab risikerer ligesom Finn Helmers ComX at ende som sorteper i fiberalliancens nye projekt. ComX har omkring en fjerdedel af sine kunder i Syd Energis net, og det vil derfor indskrænke selskabets kundetal betydeligt, hvis selskabet skal forlade energiselskabets fibernet.

"Det er en økonomisk bet for mig, for jeg har jo investeret meget i at supportere Syd Energis net og få den teknologi til at fungere, og det har da været en teknologisk udfordring at få alt det der op at stå," fortalte Finn Helmer til Computerworld i december.

Tal fra Dansk Energi viste i september sidste år, at elselskaberne inklusive det nu solgte DONG-fibernet havde gravet fiber ned forbi cirka 640.000 husstande. Dertil kommer, at TDC også har gravet en del fiber ned.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere