SF's skatteordfører, Jesper Petersen, har stillet forslag om, at den danske stat skal købe stjålne data for at afsløre skattefusk i Danmark.
En fremgangsmåde, som myndighederne med stor succes har benyttet i Frankrig og Tyskland.
Forslaget er kontroversielt, fordi SF ønsker at købe oplysninger, som er erhvervet på ulovlig vis af personer med adgang til bankverdenen i lande som Liechtenstein og Schweiz.
I sådanne banker har danskere, ifølge Skat, placeret beløb på mellem 100 og 200 milliarder kroner, der ikke er betalt skat af i Danmark.
Pengene er beskyttet af bankhemmelighed, og derfor kan myndighederne ikke få adgang ad officielle kanaler, hvilket har været bevæggrunden for, at SF har stillet forslaget i Folketinget.
Jesper Petersen og SF har samlet et flertal for forslaget uden om regeringen, bestående af oppositionen og Dansk Folkeparti.
At købe stjålne data er ifølge it-advokat Martin von Haller Grønbæk kritisabelt.
"Hvis man efterspørger oplysninger på en sådan måde, at man opfordrer til kriminalitet, mener jeg, det er en problematisk handling," siger han til Computerworld.
Man må ikke opfordre til datatyveri
Lars Bo Langsted, som er professor på Aalborg Universitet og ekspert i økonomisk kriminalitet, har tidligere sagt til Politiken, at:
"I særlige sager vejer hensynet til almenheden så tungt, at det ikke er kriminelt at videregive fortrolige oplysninger. Og i sager om grov skattesvig vil jeg vurdere, at almenhedens interesse vejer tungere end den bankansattes tavshedspligt."
Den vurdering er Martin Von Haller Grønbæk enig i, men siger samtidig:
"Der er ikke noget forkert i at købe oplysninger, men det er problematisk, hvis man som dansk myndighed lover et beløb for at fremskaffe oplysningerne på ulovlig vis."
"Hvis man ved at købe oplysninger er med til at opfordre til, at nogen begår noget kriminelt, er det efter min mening uholdbart, også selvom det er for at opklare skattesnyderi," vurderer han.
"De danske myndigheder har ikke selv lov til at begå indbrud, og man kan ikke bede andre om at gøre det," siger Martin Von Haller Grønbæk.