Læs alle Computerworlds artikler om Windows 7.
Computerworld News Service: Den gratis prøveversion af artikler]Windows 7 vil om to uger begynde at plage brugerne om at betale for styresystemet, og om en måned vil systemet begynde automatisk at lukke ned for computeren, lyder det fra Microsoft.
Samtidig med at Windows 7 Release Candidate blev offentligt tilgængelig i maj 2009, løftede Microsoft sløret for tidsplanen over, hvornår prøveversionen ville blive pensioneret.
Enden er nærPå daværende tidspunkt oplyste Microsoft, at Windows 7 RC udløber 1. juni 2010. Men før denne dato vil brugerne dog modtage advarsler om, at enden er nær.
Fra 15. februar vil Windows 7 RC med få timers mellemrum advare om, at maskinen fra 1. marts regelmæssigt vil begynde automatisk at lukke ned.
"For at undgå tab af data foreslår jeg, at man planlægger at flytte over på en udkommen version af Windows 7, før de automatiske nedlukninger begynder," skriver talsmand for Microsoft Brandon LeBlanc i et blogindlæg på Windows 7-bloggen.
"Når maskinen lukker ned på denne måde, vil dine data ikke blive gemt."
De automatiske nedlukninger vil fortsætte fra 1. marts til 1. juni.
Herefter vil Windows 7 RC blive mærket som "ikke ægte" og blot starte op i en sort skærm med et aktiverings-vindue.
Men hvad værre er for brugerne af den gratis version, så tillader Microsoft ikke direkte opgradering fra RC-versionen til en af de færdige udgaver.
I stedet skal man som bruger først sikkerhedskopiere alle sine data, foretage en helt ny installation af styresystemet - hvad Microsoft kalder en "brugerdefineret" installation, hvilket sletter det eksisterende indhold på harddisken - og til sidst genoprette de sikkerhedskopierede data og geninstallere alle sine programmer.
Microsoft har dog tidligere bekræftet, at kunderne kan benytte de noget billigere opgraderings-udgaver af Windows 7 til at migrere fra RC til en betalt kopi.
Oversat af Thomas Bøndergaard
Læs alle Computerworlds artikler om Windows 7.