Artikel top billede

Her er Microsofts planer for skyen og Azure

Få et indblik i, hvad der kommer af nye teknologier til Microsofts bud på cloud computing, og hvordan Microsoft satser kommercielt på skyen.

Den ansvarlige for Azure i Danmark, Rene Løhde, har produceret en pædagogisk video om Cloud Computing og relaterede begreber som IaaS, PaaS og SaaS.

Rene Løhdes video falder fint i tråd med hvad internationale analytikere mener, at Microsofts fornemste opgave i 2010 bliver: At forklare Cloud Computing og mulighederne for potentielle kunder.

Andi Mann, vicepresident fra Enterprise Management Associates, sagde kort før jul til Network World:

"Jeg tror, at 2010 for Microsoft bliver mere vigtigt fra et marketing og positioneringsperspektiv end egentlige brugs-historier."

Det betyder dog ikke, at Microsoft ikke er igang med at gøre Azure-platformen anvendelig til produktion.

"Status på Azure er, at vi har en god driftsstabilitet, mens processer omkring deployments og skifte fra staging og deployment stadig har børnesygdomme. Det vores kunder savner allermest lader til at være en roadmap med eksisterende og kommende features og hvordan/hvornår disse er tænkt sat i drift," lyder det fra Rene Løhde.

Microsoft mener det alvorligt. Før jul blev den kommercielt vigtige Server og Tools-division ændret, så den fik et mere cloud-orienteret sigte.

Det skete kort efter, at der kom lidt mere kød på Azure-platformen i form af flere annoncerede teknologier.

Ny forretningsdivision for server med sky

Microsoft annoncerede 8. december, at Windows Azure-gruppen blev fusioneret med Server- og Tools- forretningsenheden til en Server- og Cloud-division.

Dermed bliver Azure en del af en vigtig kommerciel Microsoft-division.

Den gamle Server og Tools-division af Microsoft har især solgt udviklingsværktøjer og produkter som Visual Studio, SQL Server og Windows Server rettet mod virksomhedernes it-afdelinger. Der er således masser af systemer udviklet med Microsoft-teknologi i virksomhedernes it-infrastruktur. En af den nye division Server og Clouds opgaver bliver at finde en fornuftig måde at koble den nye sky sammen med virksomhedens interne it-infrastruktur.

Microsofts tiltag kan ses som en del af udviklingen mod den private sky og et forsøg på at bygge bro til offentlige skyer.

Split mellem skyen og interne servere

Som Amitabh Srivastava, senior vice president for Server- og Cloud-divisionen udtrykte det kort før jul:

"Vores oprindelige fokus var at gøre det enkelt at få nye applikationer op i skyen. Nu sker der et skifte. Vi går blandt andet efter legacy-applikationer, vi vil flytte dem til skyen."

"Der vil være masser af applikationer som vil være opdelt mellem skyen og virksomhedens it eller andre steder. Vi skal have de teknologier, der kan forbinde dem og vi skal levere de services, værktøjer eller andre måder, der kan hjælpe dig med at opdele dine applikationer på enhver tænkelig måde, du ønsker det."

Server- og Cloud-divisionen skal blandt andet anvende de teknologier som blev vist på Microsofts udviklerkonference Professional Developers Conference (PDC) i november måned.

Sydney, AppFabric og næste generation af Active Directory

De Azure-relaterede teknologier består af teknologier som Sydney (virtuelle netværk), AppFabric (et applikationsserver lag), Next Generation Active Directory (som navnet mere end antyder; næste generation af Microsofts Active Directory), System Center "Cloud" management tools samt opdateringer til .Net Framework.

Mange af teknologierne er under udvikling, hvorfor beta-versioner først vil blive frigivet i løbet af 2010.

Et enkelt spørgsmål

Computerworld spurgte Rene Løhde om de annoncerede teknologier er Platform as a Service-komponenter. Et enkelt spørgsmål, der gav anledning til et længere svar.

På næste side giver Rene Løhde sit syn på de nyeste teknologier i Microsofts cloud computing.

Det er en anelse mere kompliceret end Albert og hans legetøjsforretning, men hæng på.

Hvornår er noget PaaS?

Spørgsmålet om, hvorvidt de annoncerede teknologier kan betegnes som PaaS, blev besvaret med en mulig definition på PaaS.

"Hvis jeg skulle opstille nogle retningslinjer for hvornår noget er PaaS, så vil jeg lave følgende lakmus test:

• Har softwaren sin egen autonomi?
• Kan det bruges til at eksekvere egenudviklet software?
• Repræsenterer softwarekomponenten et rammeværk, runtime eller host scenarie?
• Er softwaren generel eller generisk udformet?
• Kan instanser af software komponenten navngives, registreres, fremsøges og adresseres via et åbent interface?
• Kan softwarekomponenten tilgåes og administreres via et åbent API - det vil sige fra multiple platforme?

Hvis svaret er ja til et eller flere af ovenstående spørgsmål, så er der formentlig tale om PaaS-komponenter," lyder det fra Rene Løhde.

I det følgende er der en kort beskrivelse af de nye teknologier samt en vurdering af, hvorvidt der er tale om en PaaS-komponent.

Projekt Sydney

Ved hjælp af en art virtuelle netværk bindes forskellige dele af en applikation, der kører forskellige steder i skyen sammen til et logisk sammenhængende system.

"Formentlig er Sydney fremkommet på baggrund af kundefeedback, hvor der er udtrykt ønske om en sådan feature. Det er de kunder, som har en SQL DB med en masse afhængigheder. Eksempelvis applikationer som gør at deres SQL DB ikke kan flyttes til cloud. Kunderne vil dog gerne gøre brug af skalering via cloud i UI (præsentationslaget, red.) eller forretningslaget. Så kan de med Sydney lade de relationelle data ligge bag egen firewall.

Det kan være regulatoriske årsager som byder, at data skal ligge "hjemme". Der kan være mange grunde til at man måtte ønske at have nogle lag af sin app i cloud og data bag eget sikkerhedsdomæne," er Rene Løhdes vurdering af project Sydney.

Er det så PaaS?

"Jeg opfatter ikke Sydney som PaaS, men som et (midlertidigt) værktøj, som kan gøre PaaS og Cloud mere spiseligt for virksomheder med en governance der kræver SQL "hjemme". Sydney er for specifikt rettet mod MS SQL server til at være PaaS.

Lad os antage, at Sydney blev en generisk kommunikationskomponent så den for eksempel kunne etablere en sikker forbindelse mellem en hvilken som helst SQL DB og en hvilken som helst applikation (også uden for Azure) - så mener jeg, at den bliver en PaaS komponent."

AppFabric

AppFabric er et applikationsserver-lag, som kan strække sig over skyen og interne servere. Microsofts tanke er, at udviklere har et enkelt konsistent miljø for deres .Net applikationer, uanset om det afvikles i skyen eller på interne servere.

Visual Studio 2010 vil derfor indeholde templates som gør det muligt at flytte cloud applikationer mellem hostede og interne netværk.

"AppFabric bliver det sted som nye komponenter i vores PaaS kommer til at ligge. Det er allerede annonceret, at der kommer en datasynkroniseringsservice til AppFabric og jeg forventer flere ting i AppFabric."

Er det så PaaS?

"Ja. AppFabric har en servicebus og en Access Control Service til REST baserede webservices. Servicebussen er PaaS. Den kan eksistere uden at kende til andres tilstand (autonomi), den kan registrere og kommunikere via åbent interface og den kan tilgåes og bruges fra alle platforme. Servicebussen kan bruges af alle uanset sprog og platform. Den fremstår som en komponent i skyen, som alle kan benytte og administrere fra deres platform."

SystemCenter

En suite af System Center "Cloud" management værktøjer forventes at gå i beta i løbet af 2010 og skal give en samlet konsol til at håndtere både systemer på interne servere og i skyen.

"System Center er administration af platformen, hvilket kan være i skyen, hosted eller selfhosted," lyder det fra Rene Løhde.

Er det så PaaS?

"System Center er i min optik ikke PaaS, men et værktøj," vurderer Rene Løhde og uddyber:

"Hvis System Center flyttes til skyen og begynder at få en fuld administrerbar snitflade og den implementerer standarder til administration, så er det en anden historie. På den måde ville den fremstå mere generisk," lyder det fra Rene Løhde, der dog ikke forventer, at det rent faktisk vil ske.

Næste generation AD

Active Directory Federation Services 2.0 (ADFS 2) vil muligvis kunne hostes i Azure.

"Faktisk havde vi en instans af ADFS 2 hosted i Azure indtil kort før PDC09. For tiden kan man ikke gøre det, men det er muligt, at der kommer ADFS 2 lignende egenskaber i Windows Azure og måske i AppFabric på sigt."

Man kan koble AppFabric's Access Control Service sammen med en on-premis ADFS 2. Hvor Sydney forbinder en cloud-database og en normal database internt i virksomheden DB, så eksisterer der en lignende konstruktion for cloud og ADFS2, med navnet Microsoft Services Connector.

Er det så PaaS?

"Det er ikke PaaS, men har potentiale til at blive det," vurderer Rene Løhde.

SQL Azure

SQL Azure er en relationel database.

"Den har sin egen autonomi. Den kan tilgåes via åbne interfaces og API'er fra alle SQL supporterede miljøer og tools."

Er det så PaaS?

"SQL Azure er PaaS."

Projekt Vidalia

Adgangskontrol, separation og kryptering for SQL Azure. Vidalia er en komponent til SQL Azure database.
Formålet med Vidalia er, at give organisationer mulighed for at vedligeholde alle data i en logisk database, men samtidig skærme og isolere data afhængigt af brugernes rettigheder.

Er det så PaaS?

"Nope. Det er en tilføjelse til PaaS-komponenten SQL Azure."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere