Artikel top billede

IT Factory-skandalens løse ender stritter stadig

ComputerViews: Status et år efter en af danmarks-historiens største erhvervsskandaler er én dom og rigtig mange løse ender. Hvad skal der nu ske?

ComputerViews: I 2010 var planen, at Stein Bagger skulle træde ind på Nasdaq-børsen i USA. Hans succesrige selskab, IT Factory, skulle børsnoteres.

Verden ville på dette tidspunkt have lært selskabets navn at kende under en af verdens største sportsbegivenheder, Tour de France, via dets sponsorat med Bjarne Riis' cykelhold.

Og forventningerne til IT Factory ville være tårnhøje blandt investorer, analytikere, samarbejdspartnerne og journalister.

IT Factory, der ville revolutionere det globale software-marked, havde nemlig fået et hav af priser af blandt andre IBM og havde fremvist fremragende regnskabstal.

Direktør Stein Bagger og medejer Allan Vestergaard havde da også igennem længere tid været på turné rundt omkring i Europa for at fortælle investorer om det fantastiske investeringsobjekt.

Og fra foråret 2008 kunne de to rejse rundt med papirer fra Danske Market, der vurderede selskabets værdi til otte milliarder danske kroner.

Selv meldte Stein Bagger ud i slutningen af 2008, at IT Factory i januar 2009 - op til IBM's store Lotusphere-konference - ville fremvise partnere og kunder i "bundt-vis".

Så ingen tvivl om, at mange helt sikkert ville se en aktiekurs for sig, der røg mod himlen. Men så langt nåede det ikke.

Noget kom øjensynligt i vejen for både børsnoteringen og de salgsplaner, der også blev arbejdet meget konkret med.

Præcis hvad der fik selskabet til at kollapse, ved vi fortsat ikke.

Men fakta i sagen et år efter IT Factory-skandalen brød ud i lys lue 1. december 2008 er, at teknologien i IT Factory er blevet solgt for knap seks millioner kroner til et tysk selskab, der i dag har én kunde til produktet.

Her bagefter kan man kun gisne om den ballade, det ville have udløst, såfremt milliard-børsnoteringen på Nasdaq var lykkeds med stort set ingen produkter af værdi på hylderne i it-fabrikken.

En skurk - hvor belejligt

I stedet for at bore i, hvordan selskabet kunne komme så langt med børsnoteringen og salgsplanerne, hvor store anerkendte finanshuse var involveret, så har man fundet skurken.

Han hedder Stein Bagger - måske hjulpet af en svensk bedrager ved navn Mikael Ljungman.

For status i sagen er, at der er faldet én dom. En storsmilende Stein Bagger blev ført ud af retten i Lyngby.

Hvorfor han tilsyneladende var så glad er uklart, men måske fordi stort set intet om de følsomme og afgørende spørgsmål om fupnummeret kom frem.

Ikke et spørgsmål til blandt andet planerne om børsnoteringen eller salgsplanerne er stillet under vidneansvar.

Først svindel fra 2006 - næppe

En ting fortæller dommen os dog: Leasingsvindlen begyndte i april 2006.

Men denne udlægning af fupnummeret hænger ikke helt sammen.

For flere ting indikerer, at der også før 2006 har været uregelmæssigheder i og omkring IT Factory.

I et interview med Dorte Toft og Computerworld, inden skandalen brød ud, berettede Stein Bagger blandt andet, at han i hele fem år havde samarbejdet med to svenskere med plettede papirer, Mikael Ljungman og Carl Freer. To personer, der i øvrigt bliver beskyldt for mildt sagt urent trav i forbindelse med børsnoteringer af forskellige selskaber i udlandet.

Ligeledes har Jyllands-Posten afsløret, at Stein Bagger helt tilbage i 2002 rentefrit lånte penge til at købe sig ind i IT Factory af en omstridt forretningsmand, Flemming Nielsen, der tidligere har lånt penge ud til en dømt bedrager og har handlet med Harley Davidson-motorcykler, der er populære i rockerkredse.

I 2003 droppede politiet en anklage mod Stein Bagger om dokumentfalsk, fordi beviserne var for svage.

Og da Stein Bagger blev anholdt i 2008, forklarede den tidligere direktør i første omgang, at svindlen egentlig startede i 2004 - det ændrede han siden til april 2006.

Og endelig i en retssag om konfiskering af hustruen Anette Uttenthals smykker og andre værdigenstande konkluderede retten direkte, at den indkomst, som Stein Bagger havde haft i 2005, ikke kunne stamme fra lovlig aktivitet.

Så hvorfor svindlen ifølge Stein Bagger netop startede i april 2006, står således noget uklart.

Fra småtyve til storsvindlere?

I leasing-kriminaliteten for op imod 1,2 milliarder kroner er fire personer sigtet.

Det drejer sig ud over svenskeren Mikael Ljungman også om to nordmænd. De to nordmænd blev dog i retten af Stein Bagger kaldt uskyldige.

Stein Bagger, der stjal rullepølseopskrifter fra smørrebrødsjomfruen Ida Davidsen, og Mikael Ljungman, der går rundt med knojern i computertasken og har brændt sit eget hus ned for at score forsikringspengene, er altså gået fra at være det, man kan kalde småtyve, til storsvindlere i milliard-klassen.

Selvom flere andre i personkredsen omkring IT Factory har en mere eller mindre uheldig historik, så er ingen af dem altså sigtet i sagen.

Det gælder blandt andre Asger Jensby, der i 1980'erne arbejdede sammen med en Benny Munch, der fik bøde på fem millioner kroner og fængselsstraf for momssvindel.

Dengang kaldte Asger Jensby det "sit livs største bommert".

Asger Jensby var tæt på processen med at få solgt eller børsnoteret IT Factory, men kendte altså tilsyneladende hverken til Stein Baggers leasing-numre eller det faktum, at værdien af produkterne i IT Factory for nu at sige det på jysk, ikke kunne bære en børsnotering i milliardklassen.

At Stein Bagger ikke har omgivet sig med moralens vogtere, vidner fortiden hos en række andre personer i om og omkring IT Factory om.

Det gælder blandt andre Stein Baggers hustru, Anette Uttenthal, der ifølge B.T., tidligere har været gift med en sidegadevekselerer, der blev sigtet for bedrageri.

Den tidligere ejendomsmægler har også siddet i selskaber stiftet af den kendte selskabstømmer Bjørn Stiedl.

I forhold til presserådgiver Erik Ove er det kommet frem, at han arbejdede for Hafnia, inden det faldt fra hinanden.

Ligesom han engang har solgt et selskab til en selskabstømmer.

En anden samarbejdspartner til Stein Bagger er den tidligere formand i Lyngby Boldklub, Hans Bjerg-Petersen.

Han ejer selskabet Lions Leasing, der formidlede for 300 millioner kroner leasingaftaler for IT Factory.

Hans Bjerg Petersen er tidligere dømt seks måneders fængsel for økonomisk kriminalitet.

Vrimler med rockere

Andre i personkredsen omkring IT Factory, der heller ikke er sigtet i sagen, tæller rockeren Brian Sandberg.

Han var personlig livvagt for Stein Bagger.

Desuden har man fundet DNA-spor fra et medlem af rockergruppen Hells Angels' støttegruppe AK81 på gerningsstedet i Farum, hvor den hemmelige investor Allan Vestergaard blev slået ned i november 2008.

En sag, hvor Stein Bagger, der i dag sidder i rockerfængsel, fortsat er sigtet.

Også Asger Jensby er - på en anden måde - kommet tæt på rockerne.

Nogle måneder efter skandalen brød ud, dukkede Asger Jensbys Lamborghini op i en politirazzia hos nogle personer med rocker-relationer i Valby.

Asger Jensby troede angiveligt, at hans Lamborghini stod i en parkeringskælder på Islands Brygge, fremgår det af Erik Oves bog om sagen.

Helt fra starten af efterforskningen af sagen har NEC, der er politiets særlige enhed til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, været involveret.

Under alle omstændigheder vil det ikke være for meget at undre sig over de påfaldende mange rocker-forbindelser, der er i sagen.

Hvad så, Bagmandspolitiet?

For Bagmandspolitiet er status i sagen en sejr i form af en Bagger-lyndom. Mikael Ljungman står som næste person, der hives i retten.

I den kommende tid venter også et erstatningsopgør mod KPMG og bestyrelsen i IT Factory, der er blevet stævnet af kuratoren i IT Factorys konkursbo, Boris Frederiksen.

På samme vis har to engelske statsborgere lagt sag an mod Carl Freer og hans tætte samarbejdspartnere i form af 34 personer og firmaer omkring ham - herunder Mikael Ljungman, Freers hustru og Ljungmans hustru. I den erstatningssag skulle IT Factory-ugerninger indgå som kernen, skriver dagbladet Børsen.

Og endelig har Nordsjællands Politi altså lagt op til, at opklaringen af overfaldet på investor Allan Vestergaard er på trapperne med en sigtelse mod Stein Bagger.

Men selv om alle disse sager køres til ende, er det store spørgsmål, hvilke løse ender der fortsat vil være i sagen.

Bagmandspolitiets medarbejdere, der har været med i efterforskningen, har i politiets eget fagblad kaldt det "fagligt utilfredsstillende" ikke at have tiden og ressourcerne til at gennemgå eksempelvis de tusindvis af mails, der blev fundet på Stein Baggers computer.

Mails, der ifølge selv samme efterforsker, kunne have peget på nye spor i sagen.

Så vi kan derfor kun håbe, at Bagmandspolitiet har modet og ressourcerne til at komme til bunds i en af danmarkshistoriens største svindelsager.

Det vil simpelthen være for let at læne sig tilbage i lænestolen og lune sig over den lille sejr over Stein Bagger, når der måske ligger større sejre derude.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere