Espoo, Finland: Når man som Nokia har rødder så langt tilbage som 1865, har man været vidne til adskillige teknologiske revolutioner gennem tiderne.
De seneste 10 år har dog i en hidtil udset grad været med til at vende alting på hovedet for telegiganten.
Siden Nokia i oktober 1999 lancerede sin første telefon med en WAP-browser, Nokia 7110, er selskabet gået fra primært at være en mobilproducent til primært at være et internet-selskab.
"Den verden, vi har hjulpet til med at skabe, er under forandring," lød det, da Mary McDowell, Executive Vice President og Chief Development Officer hos Nokia, i dag indledte selskabets årlige presseevent.
"Så hvad gør du, når du sidder på toppen af den verden, der hurtigt ændrer sig? Du er selvfølgelig også nødt til at ændre dig selv. Og det gør Nokia også," sagde Mary McDowell til de omkring 120 journalister fra hele verden, der er samlet i hovedkvarteret i Espoo lidt uden for Helsinki.
Giganten ændrer sig
Nokia er et globalt foretagende. I 2008 omsatte virksomheden for 50,7 milliarder euro på verdensplan, cirka 384 milliarder kroner, og havde flere end 125.000 ansatte fordelt på hele kloden.
Ifølge Gartner havde Nokia i andet kvartal en global markedsandel inden for smartphones på 45 procent, mens RIM's Balckberry lå på 18,7 procent, Apple på 13,3 procent og HTC på seks procent.
Men selvom der dermed er en vis pondus i de budskaber, som selskabet kommer med, så er Nokias transformation blandt andet forårsaget af den stigende konkurrence på markedet.
Det er ikke mindst Apples iPhone og Googles Android-styresystem, der anvendes på en række forskellige enheder, der har stjålet rampelyset i de senere år.
På dagens møde i Finland blev der dog ikke brugt meget tid på konkurrenterne. I stedet er der fokus på Nokias egne tiltag, der kommer til at præge mobil-scenen i de kommende år, hvis man skal tro selskabet.
Internet, internet, internet
Nokias budskab er ikke til at tage fejl af. Det er internettet, der ændrer verden i disse år, og Nokia kan og skal som verdens største producent af mobiltelefoner og smartphones gå forrest med innovative tjenester, forklarede Mary McDowell.
"I modsætning til en computer, er din mobiltelefon altid tændt, og den ved altid, hvor du befinder dig. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi udnytter det," sagde hun med henvisning til den GPS, der efterhånden er standard i de fleste high-end-mobiler og omdrejningspunkt for mange tjenester.
Et eksempel på dette er, at selskabet har lanceret en tjeneste, der gør det muligt at anvende positionsbestemmelse i sine Facebook-statusopdateringer.
Cloud computing er ikke alt
"Connecting people plejede at handle om telefonsamtaler, men nu handler det om at 'connecte' folk med de mennesker, der betyder noget for dem," forklarede Mary McDowell om Nokias internet-strategi.
Men selvom nettet er Nokias mantra i disse år, afviser selskabet, at cloud computing og software-as-a-service vil reducere mobiltelefonen til en "dum" terminal i fremtiden.
"Vi er meget interesserede i cloud, og vi tror på, at skyen vil vokse, men at intelligente enheder fortsat vil være en del af systemet. Vi hører nogle af vores konkurrenter sige, at al intelligensen vil være på netværkene, men vi tror ikke, at mobiltelefonen blot bliver reduceret til et stykke glas," sagde Mary McDowell.
Ovi er Nokias fremtid
At anvendelsesmulighederne på smartphones er steget voldtsomt i de senere år ses tydeligst i de applikations-butikker, der er skudt op. Det mest omtalte eksempel er Apples App Store, der ifølge selskabet nu indeholder flere end 85.000 applikationer, der samlet set er blevet downloadet mere end to milliarder gange af de omkring 50 millioner iPhone- og iPod Touch-brugere.
Nokia har på dette område måttet se sig overhalet af Apple, hvad angår brugervenlighed og hype omkring applikations-butikker.
Men samtidig har Nokia en unik position, fordi selskabet som intet andet har tråde ud i hele verden.
For at sikre så mange applikationer som muligt til Nokia-brugerne, har selskabet lanceret sit eget bud på en applikations-butik, Ovi, hvor man kan downloade alt fra spil til forretnings-applikationer.
Samtidig har man gjort Symbian-platformen open source for på den måde at få skabt et mere levende miljø omkring udvikling til Nokia-telefoner.
Purnima Kochikar, der leder Forum Nokia & Developer Community, pegede på mødet i Espoo på, at tredjepartsudviklerne er en af de største styrker for Nokia, fordi de sikrer mangfoldigheden i udbuddet af applikationer.
"Vi har brug for et udviklermiljø, der trives og drives lokalt. Det lokale ændrer betydning og bliver globalt," sagde hun med henvisning til, hvor stor en effekt en web-udvikling applikation kan have.
Hun pegede som et eksempel på den amerikansk udviklede video-tjeneste Qik, der blev anvendt af iranere under de iranske valg-begivenheder for nylig. Videoerne endte senere med at blive de første reportager fra de dramatiske protester i landet, da amerikanske nyhedsstationer broadcastede de små videoklip ud i hele verden.
En fransk journalist spurgte i den forbindelse, hvordan man på den ene side kan tale om at koble folk sammen og skabe et fællesskab, og på den anden side have et land som Kina, der begrænser befolkningens adgang til informationer, som et hoved-marked.
"Enhver adgang, du skaber, forbedrer liv. Mobilitet vil være en af de ting, der bløder op," lød svaret fra fra Nokias Purnima Kochikar.
Læs mere om Nokias og Symbians fremtid de kommende dage på Computerworld