Artikel top billede

Fotograf: Lyngby-Taarbæk Kommune/Henrik Holst

OpenOffice-kommune forundret over Microsoft-pres

Microsofts offentlige pres på Lyngby-Taarbæk Kommunes valg af OpenOffice-pakken giver løftede øjenbryn i kommunen. Blandt andet Microsofts påstande om minimal besparelse får kold skulder.

Borgmester Rolf Aagaard-Svendsen (K) fra Lyngby-Taarbæk Kommune og kommunens it-chef Jens Kjellerup er mildest talt forbløffede over, at software-giganten Microsoft offentligt er gået dem på klingen ved kommunens skifte fra Microsoft Office til open source-produktet OpenOffice.

I et åbent brev til borgmesteren i Lyngby-Taarbæk Lokalavis langer Microsoft Danmarks teknologidirektør Jasper Hedegaard Bojsen kraftigt ud efter kommunens software-dispositioner.

I brevet skriver Jasper Hedegaard Bojsen blandt andet, at software-skiftet "forringer it-understøttelsen i læringen," og han påpeger, at skiftet både går ud over kommunens økonomi og elevernes evne til at modtage undervisning.

Det får borgmester-brynene til at løfte sig.

"Microsoft vælger den debatform, som selskabet mener, tjener det bedst. Men det vækker da en hvis forundring, når jeg kan konstatere, at en teknologidirektør skriver et åbent brev til borgmesteren om forskellige produkters egenskaber. Vi har selvfølgelig orienteret os om kontorpakkernes produktinformation på forhånd og har på den baggrund valgt OpenOffice," forklarer borgmester Rolf Aagaard-Svendsen til Computerworld.

Øget opmærksomhed fra andre kommuner

Lyngby-Taarbæks it-chef Jens Kjellerup forklarer, at efter Microsofts åbne brev og i kølvandet på den efterfølgende debat, har kommunen oplevet et stigende antal forespørgsler fra andre kommuner, der har vist sig interesserede i OpenOffice-løsningen.

Han forklarer samtidig, at kommunen sparer op mod 800.000 kroner i initial-omkostninger på Office-licenser, mens det har kostet kommunen mindre end 100.000 kroner at skifte til OpenOffice i form af udrulning, kommunikation, tilpasning og brugeruddannelse.

"Vores omkostninger til dette skift modsvarer fuldstændigt de omkostninger, vi tidligere har haft ved skift fra MSOffice 2000 til MSOffice 2003," forklarer Jens Kjellerup, som siger til Computerworld, at licenspengene i stedet bliver benyttet til at købe flere pc'er til eleverne.

Business as usual i skolen

"Rent teknisk har vi ikke ændret i infrastrukturen eller arbejdspladserne ud over at skifte kontorpakken og implementere et par andre open source-produkter i skolerne," forklarer Jens Kjellerup.

Han mener ikke, kontorpakkeskiftet har nogen betydning i dagligdagen udover, at der kommer flere computere til eleverne.

"Kontorpakkerne dækker de samme funktionsområder ligeligt og ligeværdigt. Skiftet af format synes heller ikke at have betydning, idet OpenOffice Novell Edition kan læse alle de kendte formater - også Microsofts nye. Skiftet har givet alle elever mulighed for at anvende samme kontorpakke hjemme, som anvendes på skolerne," forklarer Jens Kjellerup.

Microsoft køber den ikke

Microsofts teknologidirektør Jasper Hedegaard Bojsen køber dog ikke de økonomiske argumenter.

De fleste kan ikke kende forskel på kontorpakkerne

"Med 1.200 elever, som er det tal som kommunens beslutning bygger på, og en stykpris på omkring 180 kroner per skole-Microsoft Office-licens per år, kan kommunen højst spare lidt over 200.000 kroner på licenser per år."

"Den besparelse mener vi så blot bliver omfordelt til andre konti, blandt andet fordi det kræver en del flere mandsskabsressourcer at implementere og vedligeholde OpenOffice. Derudover er vores Office-pakke mere brugervenlig for elever, forældre og lærere," siger Jasper Hedegaard Bojsen.

Han afviser samtidig, at Microsoft ryster i bukserne over, at kommune efter kommune vil falde som dominobrikker således, at størstedelen af danske skoleelever mister førstegangsberøringen med Microsoft-produkter allerede fra 1. klasse.

"Det, man har gjort i Lyngby-Taarbæk Kommune, viser jo med al tydelighed, at man har et valg," siger han og indskyder, at årsagen til at starte debatten er, at kommunen er gået offentligt ud og har fortalt pressen misvisende oplysninger.

"Hvis jeg ikke skulle kommentere på den slags, hvem skulle så?" lyder det retoriske spørgsmål fra Jasper Hedegaard Bojsen.

Fastholder besparelserne

Lyngby-Taarbæk Kommune fastholder dog sine besparelser over for Computerworld og kommunens it-chef Jens Kjellerup ved ikke, hvor Microsoft får en stykpris på 180 kroner fra.

"Vi fik et tilbud om at købe Office-pakker igennem vores leverandør KMD til en pris på små 500 kroner, og det takkede vi så nej til. Men at priserne kan variere så meget, er jo kendetegnende for et monopol," fortæller han.

"Vores besparelse er udregnet som alle implementeringsomkostninger (tekniske, kommunikations- og kompetencemæssige) trukket fra besparelserne. Denne beregning indeholder ikke fastlæggelse af et eventuelt produktivitetstab idet alle uafhængige undersøgelser, vi har kendskab til, har påvist, at et sådant produktvitetstab ikke eksisterer," forklarer Jens Kjellerup.

Han forklarer endvidere, at forskellene i brugergrænsefladen mellem elevernes tidligere MS Office 2003 og det nuværende OpenOffice er så små, at de fleste almindelige brugere har svært ved at skelne mellem produkterne.

Han nævner i forhold til Microsofts "nye" brugerinterface i MS Office 2007, at kommunen kun kunne finde en uafhængig undersøgelse foretaget af britiske myndigheder.

Den britiske undersøgelser fremhæver blandt andet, at Microsoft skal udvikle en overbevisende business case som argument for implementering af Office 2007-pakken i skolerne.

"Vi holder selvfølgeligt løbende øje med udviklingen i redskaber til undervisningsområdet for at sikre, at vi altid opnår den rette prioritering mellem omkostninger og de muligheder vi giver eleverne i Lyngby-Taarbæk Kommune," slutter kommunens it-chef Jens Kjellerup.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere