Det er ikke kun Windows 7, der er løbet ind i installationsproblemer.
Et hurtigt blik ned over overskrifterne på det danske Ubuntu-forum viser, at open source-styresystemet ligeledes er løbet ind i nogle startproblemer.
På den første side i forummet finder man eksempelvis disse indlæg:
- Ubuntu 9.10 går i sort.
- Ubuntu 9.10 kan ikke starte op.
- Ubunt 9.10 går i baglås.
- Hjælp til systematisk fejlfinding af ingen lyd i 9.10.
Ubuntu 9.10 blev lanceret i slutningen af sidste uge.
Startproblemer og tre gode råd
Martin Pihl, der har skabt den danske Ubuntu-brugergruppe, er dog fortrøstningsfuld.
"Der er altid nogle, der har problemer, når der opgraderes. Samtidig er antallet af Ubuntu-brugere i Danmark fordoblet i løbet af det seneste år, og derfor er antallet af dem, der har problemer naturligvis større," siger han.
"Der har været dog et par områder, der har givet anledning til problemer, som eksempelvis trådløst netværk, men der er ikke tale om markante stigninger."
Utålmodighed blandt brugerne kan være en af årsagerne til, at opgraderingen går i sort.
"Det kan skyldes, at rigtig mange brugere vil hente distributionen på samme tid. Derfor bliver download-serverne overophedede, hvilket kan betyde, at der kan opstå problemer i forbindelse med overførslen af data," fortæller Martin Pihl.
Han giver følgende tre råd til brugere, der vil installere version 9.10:
- Tag altid backup før du går i gang.
- Vent en uge med at hente distributionen. Derved er de værste fejl rettet, og der er ikke så stort pres på download-serverne.
- Er du i tvivl om noget, så hent cd-versionen og brænd den ud. Det er altid mere sikkert at installere fra en cd.