Artikel top billede

3 vil kryptere dansk data efter svensk spion-ja

Teleselskabet 3 vil kryptere data og eventuelt opbygge et dansk datacenter for at undgå svensk aflytning af kunders elektroniske kommunikation.

Onsdag i sidste uge stemte et snævert flertal af politikere i den svenske Riksdag som ventet den omdiskuterede FRA-lov igennem med en række ændringer, der blev til som følge af en ophedet debat mod loven.

De svenske politikeres endelige vedtagelse af overvågningsloven betyder, at teleselskabet 3 i Danmark nu indleder det varslede arbejde med at kappe båndene til Sverige, så selskabets kunder kan undgå overvågningen fra Försvarets Radioanstalt.

"Det, vi forventer at komme til at lave, er en form for krypteringsløsning. Og hvis det ikke bliver nok, må vi have et termineringspunkt i Danmark," siger Stine Green Paulsen, der er kommunikationschef hos 3.

Problemet for selskabets danske mobilkunder er, at stort set alle teleoperatører i Danmark opererer med net, hvor den digitaliserede trafik krydser de nordiske grænser for at opnå stordriftsfordele. Det betyder, at elektronisk kommunikation imellem danskere i Danmark udmærket kan passere Sverige.

Frygter spionage

Mens 3-kundernes samtaler på grund af danske centraler ikke bliver berørt, går selskabets datatrafik gennem Sverige. Og dermed må den svenske overvågningsmyndighed fra december overvåge denne trafik.

"Voice er heldigvis ikke påvirket af det. Det er kun vores data, som går over en server i Sverige," siger Stine Green Paulsen, som tilføjer, at loven i praksis først får virkning fra næste år, fordi en aftale mellem overvågningsmyndigheden og selskabets leverandør først skal forhandles på plads.

FRA-loven betyder, at Försvarets Radioanstalt, som bedriver efterretningstjeneste for svenske myndigheder, fra december må overvåge al elektronisk kommunikation, som passerer den svenske grænse.

Dermed kan Folketing, PET og danske borgere risikere svensk overvågning som følge af den omdiskuterede lov.

Det har tidligere fået dansk erhvervsliv til at frygte industrispionage. Derfor udgav ITEK en vejledning i at omgå den svenske overvågning.

Kryptering og dansk datacentral

Teleselskabets endelige valg af løsning afhænger ifølge Stine Green Paulsen af, hvordan svenskerne præcis skruer deres overvågning sammen.

Derfor er det endnu usikkert, om kryptering alene er nok til at beskytte kunderne mod den svenske overvågning.

Det betyder i praksis, at virksomheden bliver nødt til at oprette en form for datacentral indenfor landets grænser.

Stine Green Paulsen har ikke noget bud på, hvad de nødvendige omlægninger økonomisk vil løbe op i for selskabet.

Offentlige kunder indenfor forsvarsområdet

Når teleselskabet overhovedet interesserer sig for overvågningsproblematikken, er det i høj grad fordi spørgsmålet har høj værdi for kunderne.

"Det interesserer os, fordi det interesserer vores kunder. Særligt vores business-kunder," siger Stine Green Paulsen.

"Vi har jo også offentlige kunder. Nogen af dem er inden for forsvarsområdet, og jeg ved ikke, hvordan de vil have det med, at svenskerne sidder og opsnapper alle vores data," siger hun.

Ifølge Stine Green Paulsen er planen nu, at løsningen på problemerne skabt af den svenske FRA-lov skal være klar til drift om et år, når overvågningen træder i kraft.

Overvågning kræver aftale

Mens Riksdagen i sidste uge vedtog den omdiskuterede FRA-lov, der gælder fra december, er der nemlig længere tid, til den vil få praktisk indflydelse for selskabets kunder.

Teleselskabets leverandør hedder IP Only, og ifølge Stine Green Paulsen har de svenske myndigheder ikke haft kontakt med leverandøren endnu.

Før det bliver muligt for Försvarets Radioanstalt at overvåge 3-kundernes datatrafik, skal man først finde ud af, hvordan de svenske myndigheder overhovedet kobler op til 3's netværk.

"De skal have alle de der detaljer på plads. Og det kommer til at tage lang tid, for de er slet ikke startet," siger Stine Green Paulsen.

Dermed er det simpelthen fysisk umuligt at gå ind og overvåge, før en aftale er på plads med IP Only, forklarer kommunikationschefen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere






Computerworld
Test af monster-tablet: Det er den skøreste og mærkeligste computer, som jeg har testet i lang tid – men jeg vil nu gerne have den alligevel