Artikel top billede

SAP-aftale afgørende for salg af KMD

KMD's partnerskab med SAP var afgørende for køberne af den kommunale gigant. Partnerskabet knytter to stærke virksomheder sammen i et samarbejde, som kan vise sig svært at slå.

På en mark uden for den lille tyske landsby Walldorf ligger SAP's hovedkvarter. For enden af en motorvej - som angiveligt er bygget på forandledning af SAP - tårner en skov af højhuse sig op.

Men det er ikke en by. Det er SAP. Verdens største ERP-leverandørs hovedkvarter er fordelt ved boulevarder opkaldt efter stifterne af virksomheden.

Et hovedkvarter, som ikke springer i øjnene med flot arkitektur eller dotcom-ekstravagance.

Hovedsædet, hvor 10.000 medarbejdere har deres daglige gang, kunne ligeså godt rumme en af de industrivirksomheder, som SAP har skabt en forretning på at it-understøtte. Den grå beton rummer alligevel en it-virksomhed, der må imponere de fleste.

SAP blev dannet i 1972 af fem tidligere IBM-medarbejdere. I dag omsætter firmaets cirka 50.000 medarbejdere for godt og vel 74 milliarder kroner om året.

Så det var ikke hvem som helst, den kommunalt ejede virksomhed KMD i 2005 indgik en samarbejdsaftale med. En samarbejdsaftale, som analytikeren Brian Troelsen fra analysevirksomheden IDC, der følger det danske it-marked tæt, ikke har set magen til.

"Den aftale er ret speciel og de arbejder meget tæt sammen. Og KMD har investeret virkelig mange penge i det her," fortæller Brian Troelsen.

SAP spillede nøgle-rolle i KMD-køb

Da KMD sidste år fik ny ejer, spillede SAP også en meget vigtig rolle. Det bekræfter KMD's bestyrelsesformand Vagn Sørensen, der er udpeget af ejerne i kapitalfonden EQT og medejeren ATP.

"KMD's SAP strategi var en betydende faktor i selve købet af KMD. Opus suiten (KMD's SAP-løsning, red.) giver KMD væsentlige forretningsmuligheder, både nu og på længere sigt. KMD har en ambitiøs vækststrategi, og her spiller KMD Opus en afgørende rolle," siger Vagn Sørensen om det specielle samarbejde," siger Vagn Sørensen.

Da aftalen blev indgået sagde partnerne, at der skulle investeres omkring en milliard kroner i aftalen, uden at der blev sat tal på, hvor meget KMD skulle investere. KMD bekræfter i dag at beløbet holder.

Men selv så stor en investering skulle de to virksomheder nok kunne finde.

De er sværvægtere på hver deres marked. SAP og KMD er it-virksomheder fra før internettet kom til, og det er da heller ikke web 2.0 og andre smarte teknologier, der henter million­ordrerne hjem. Det er hardcore økonomi- og produktionsstyring - eller sagsbehandlingssystemer, som skal leve op til politikernes seneste påfund, der er kerneforretningen.

På begge sider af den dansk-tyske grænse sidder direktører, som kan se store muligheder, hvis det lykkes at kombinere de to forretningsområder.

Socialt eksperiment

KMD's samarbejde med SAP bygger især på en fælles interesse i socialområdet og den offentlige sektors mere specielle sagstyper.

For KMD lever af at udvikle den type systemer. Og SAP vil gerne længere ind på det marked. Derfor gik de to virksomheder sammen for fire år siden. Nu begynder resultaterne for alvor at vise sig, men der har været en lang startbane for egentlige produkter.

"Helt frit af it har vi prøvet at beskrive, hvad der sker i en kommune. Vi har kigget ind ad vinduet i en kommune og beskrevet, hvad der sker. Hvad er det for et arbejde, Det har vi beskrevet med hændelser og aktivitieter, hvem er involveret, og hvordan organiserer man sig. Den viden er vores guld," siger Jan Hesthaven, afdelingsdirektør i KMD, med ansvar for samarbejdet med den store, tyske partner.

Jan Hesthaven færdes hjemmevant på øverste etage i SAP's hovedkvarter i Walldorf, for der samarbejdes tæt om den store satsning, der skal give begge virksomheder nye muligheder.

"Vores beskrivelse er godt nok ud fra danske love og regler, men der er rigtig meget af det, som er generisk for hele Europa," siger Jan Hesthaven.

Men hvorfor er det lige, at KMD giver sit guld væk til SAP? Den hænger ifølge Jan Hesthaven sammen med den måde, partnerskabet fungerer på. KMD er nemlig med til at forme fremtidens SAP-platform for den offentlige sektor.

"Den del af vores model, som de vurderer er global, det implementerer de så i deres kerne-system," siger Jan Hesthaven, der forklarer, at KMD på den måde sikrer sig en optimal platform og et unikt indblik i, hvad der er på vej fra SAP.

Socialområdet er udset til et område, hvor samarbejdet mellem KMD og SAP skal bære frugt for den danske virksomhed.

Jan Hesthaven forklarer, at det længe har været besværligt at udvikle en it-arkitektur, som på en tilfredsstillende måde understøtter beregning af pensioner og andre overførsler.

For et par år siden gik SAP med til at lave en ny bereg­nings­motor til området. Og den er færdig nu og kommer til at ligge til grund for blandt andet et nyt barselsdagpengesystem, KMD arbejder på.

"Det var et gennembrud, vi fik for et par år siden, da SAP gik med til at lave en ny beregningsmotor. Før det brugte man en lønberegningsmotor, men det er ikke det samme at beregne løn og pension," forklarer Jan Hesthaven.

En af fordelene ved at samarbejde med SAP er ifølge Jan Hesthaven, at den store tyske softwarevirksomhed har så mange ting i værktøjskassen i forvejen. For eksempel har SAP allerede en del komponenter fra finans-sektoren, som kan bygges om til offentlig økonomi. Det kunne også være systemer til energi-styring eller for eksempel vedligehold af bygninger.

"Men når vi kigger på socialområdet, så havde SAP et hul," konstaterer han.

Det er det hul, som en mere eller mindre permanent KMD-delegation hos SAP hjælper med at lukke. Og KMD hjælper ikke SAP alene af venlighed.

Stort marked

KMD blev sidste år overtaget af to kapitalfonde, der betalte omkring to milliarder kroner for det gamle kommunale it-selskab. Penge som skal tjenes hjem og forrentes inden for de tre til syv år kapitalfonden EQT satte som deadline for ejerskabet, da EQT og partneren ATP købte KMD.

Det ændrede ejerskab har ikke medført et skift i KMD's strategi. Og Jan Hesthaven fastholder da også, at Danmark er det primære mål for KMD's satsning.

"Vi har en strategi om, at vi i første omgang skal have dækket det danske marked. Men omvendt kan man sige, at meget af det software kan bruges i en stor del af Europa og EMEA-området (Europa, Mellemøsten og Afrika, red.)," siger Jan Hesthaven.

Han fortæller, at der blandt andet samarbejdes med softwarehuse fra både Europa og Sydafrika i en brugergruppe af virksomheder, der bruger SAP som kerne for socialsystemer.

På lidt længere sigt kan Jan Hesthaven godt forestille sig, at KMD kan udnytte sin viden og position uden for Danmarks grænser.

"Vi får jo indsigt i mere og mere og får kontakter rundt omkring i verden. Jeg er overbevist om, at når vi får softwaren færdig, så har vi også en platform at gå uden for Danmarks grænser med. Men i den rækkefølge,"konstaterer Jan Hesthaven.

Stærke SAP-folk

Netop det internationale marked ligger iføge IDC-analytikeren Brian Troelsen lige for, når det gælder KMD's næste skridt. Han mener, at det vil være en naturlig vej at gå.

"Det er svært for KMD at vokse på sit traditionelle marked, fordi virksomheden står så stærkt. Strategien er lige nu at fokusere på det lokale danske marked, men på nye områder. På sigt er det naturligt, hvis der er internationale overvejelser," siger Brian Troelsen.

Han forklarer, at det kan være et meget stort marked, hvis KMD finder ud af at tilpasse et standardsystem til forskellige lande.

"Hvis de får held til at eksportere løsningerne er der store muligheder. Offentlige sektorer er forskellige på tværs af landegrænser, men mange af tankegangene er ens," siger Brian Troelsen.

IDC-analytikeren peger også på KMD's efterhånden meget store SAP-kompetencer blandt medarbejderne som en styrke. Men samtidig kan SAP-området blive KMD's akilleshæl.

"Risikoen for KMD er, at nogle af de andre bliver aggressive på deres SAP-kompetencer. For eksempel kan NNIT have kig på noget af det, KMD foretager sig. I princippet kan NNIT gå ind og overtage noget af udviklingen, når det bliver på SAP's platform," konstaterer Brian Troelsen og tilføjer, at det på helt basalt niveau kan blive svært at holde på de mange SAP-uddannede medarbejdere, som er i høj kurs.

"Du kan risikere at dine SAP-folk forsvinder, når du har betalt for deres uddannelse," siger Brian Troelsen.

Slipper for vedligehold

KMD's Jan Hesthaven ser ikke videre bekymret ud, når han taler om KMD's SAP-kompetencer på øverste etage i SAP-hovedkvarteret i Walldorff. Faktisk tværtimod.

"Vi har opbygget en meget stor base af SAP-konsulenter internt i KMD. Det har virkelig en værdi i forhold til, at vi kan frigive dem til andre SAP-opgaver, når vi er færdige med nogle af de ting, vi arbejder med nu," siger Jan Hesthaven.

KMD's aftale med SAP drejer sig ikke primært om at erobre nye markeder - i hvert fald ikke i første omgang. Det handler snarere om, at KMD gerne vil gøre sig fri af den tunge vægt, som vedligeholdelsen af de gamle systemer kræver.

"Vi skal ikke længere selv udvikle kernen. Men endnu vigtigere skal vi ikke selv vedligeholde den teknologiske platform. Det skulle gerne blive meget bedre for os, for vi binder ikke ressourcer i det arbejde," fortæller Jan Hesthaven.

Det giver også mening, hvis man ser på KMD's nye ejere, som har forpligtet sig til at levere samme service på samme prisniveau de næste syv til ni år på en række systemer.

Med SAP til at vedligeholde kerne i KMD's systemer kan virksomhedens egne medarbejdere koncentrere sig om at udvikle nye systemer oven på kernen - eller måske tilpasse systemer til nye markeder i udlandet eller på det private marked.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere