Computerworld News Service: Fremtiden for Yahoo's højtprofilerede og meget anvendte søge-API'er og søge-programmer for eksterne udviklere er usikker, efter selskabet har indvilget i at outsource dets søge-tjenester til Microsoft i en stor aftale.
Usikkerheden vækker bekymring blandt udviklere, der har brugt tid og ressourcer på Yahoos søge-API'er og programmer som BOSS (Build Your Own Search Service) og Search Monkey.
Efter onsdagens meddelelse om, at Microsoft og Yahoo har indgået en tæt partneraftale på søgeområdet, vil Yahoo ikke gøre meget for at mane udviklernes bekymringer i jorden, selv om netop udviklerne indtil nu har været genstand for nærmest aggressive bejlerier fra Yahoos side.
"Dette er begyndelsen på en proces, og vi vil sammen med Microsoft beslutte os for, hvad der giver mest mening for både os og for udviklerne," lyder svaret fra Yahoo på spørgsmålet om, hvordan aftalen med Microsoft vil påvirke selskabets udvikler-initiativer.
Yahoo meddeler dog, at selskabet vil fortsætte innovationen, når det gælder brugernes søge-oplevelser, ligesom selskabet vil fortsætte samarbejdet med udviklere på "adskillige fronter," hedder det.
"I løbet af de næste mange måneder vil vi beslutte os for, hvad der giver mest mening, når det gælder vores tilbud til udviklerne. Vi vil komme med flere informationerne med tiden," lyder det fra selskabet.
Skal man - eller skal man ikke?
IDC-analytiker Al Hilwa mener, at fremtiden for Yahoos udvikler-initiativer inden for søgning er meget usikker. Han forstår udmærket udviklernes bekymringer.
"Det er helt forståeligt, at udviklerne bekymrer sig lige nu, og at de forsøger at få forpligtende svar," siger han.
Han maner dog til besindelse. Aftalen skal nemlig først godkendes af konkurrence-myndighederne, og selv hvis det sker, kan processen tage lang tid.
Efter en godkendelse vil aftalen først være fuldt implementeret efter et par, hvilket betyder, at Yahoos udviklings-værktøjer vil forblive uberørte i lang tid fremover, siger Al Hilwa.
"Så mit råd til udviklerne er nuanceret. Siden der ikke vil ske noget i et stykke tid, er mit råd til folk, der står med projekter, der er klar til udrulning, at fortsætte projektet. Står man med et helt nyt projekt, bør man til gengæld nok tænke sig om to gange," siger han.