De Radikales spidskandidat til EU-parlamentsvalget 7. juni, Sofie Carsten Nielsen, mener, at EU skal fravriste USA magten over internettets styreorgan, ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers).
"Der ligger en enorm magt i at kunne trykke på den knap, der slukker Internettet. Den magt ligger i dag hos det private, amerikanske non-profit firma ICANN i samarbejde med det amerikanske handelsministerium. Er det rimeligt? Det tror jeg ikke, USA's uvenner synes," siger hun.
ICANN's aftale med det amerikanske handelsministerium udløber til september.
"Det er helt oplagt, at EU - som en ligeværdig partner til USA - skal spille en rolle i beslutningen om, hvad der rent juridisk skal ske med internettet. Jeg håber, man kan nå til enighed om en fornuftig løsning, der for eksempel placerer en del af ansvaret hos FN," siger hun.
Den Radikale kandidat noterer sig da også, at den europæiske kommissær for medier og it, Vivianne Reding netop har været ude med et lignende budskab i forhold til USA's rolle.
Bredbånd ud til alle dele af EU
Når det gælder den økonomiske vækst i Europa og borgerinddragelsen og den demokratiske udvikling i EU, mener Sofie Carsten Nielsen, at så mange europæere som muligt bør have adgang til nettet.
Hun forklarer, at halvdelen af EU's borgere - over 250 millioner - har adgang til internettet og benytter det jævnligt.
Mange af disse bruger en bredbåndsforbindelse. Og bredbåndsdækningen i EU er gennemsnitlige på 20 procent, men det dækker over meget store variationer mellem de enkelte lande og mellem land og by, fortæller hun.
"Jeg mener, EU skal støtte op om fortsat udbredelse af bredbåndsforbindelser samt holde landene fast på de målsætninger, de selv har sat. Det er et oplagt område, når der i lyset af finanskrisen skal fremrykkes offentlige investeringer for at sparke gang i økonomien - for eksempel i de øst- og centraleuropæiske lande, fordi det har en langsigtet økonomisk virkning," siger hun.
Hun mener samtidig, at EU bør satse mere på områder som e-sundhed og telemedicin.
"Fordi det har stort potentiale for udvikling af sundhedsområdet i en tid præget af aldrende befolkning, lægemangel og stigende krav til sundhedsvæsenet."
"Skal det fungere på EU-plan, så man udnytter kompetencer på tværs af kontinentet via informationsteknologi, kræver det fælles standarder og formater, og det må EU bidrage til," siger hun.
Netop de grænseoverskridende løsninger, som også er påkrævet inden for eksempelvis kriminalitetsbekæmpelse, er en af de afgørende grunde til, at Sofie Carsten Nielsen stiller op til Europa-parlamentet.