Artikel top billede

Topfolk i Hewlett-Packard flankeret af solbrillebærende Matrix-klædte folk. Det er Mark Potter, vicedirektør for BladeSystem i HP til venstre, og Paul Miller, vicedirektør for enterprise storage i HP, til højre. Fotokilde: Ming Ou Lü

HP sender Cisco-dræber på markedet

Det skal ikke være en kompliceret sag at virtualisere sit datacenter. HP lancerer et nyt produkt, der indeholder virtualiseringssoftware, server, lagring og netværksplatform i en og samme løsning.

Virtualisering er efterhånden en gammel sag.

It-cheferne har fået virtualiseret deres datacentre i en sådan grad, at en server nu kan klare arbejdsbyrden af 10 servere. Men der er flere effektiviseringsgevinster at hente.

Nu lancerer Hewlett-Packard en løsning, der kombinerer virtualiseringssoftware, lagring, server, netværk og datasikkerhed på en automatiseret løsningsmodel.

Systemet hedder HP BladeSystem Matrix, og det skal være med til at reducere den kompleksitet, der kommer, når store datacentre bliver virtualiserede.

"Det her er helt klart et svar på Ciscos Unified Computing System. Generelt er der en stigende interesse for samlede datacenterløsninger," siger Anders Elbak, datacenteranalytiker i IDC.

"Hewlett-Packard kan dog med disse samlede løsninger risikere at støde visse af deres kunder fra sig, hvis samlede løsninger bliver standarden fremover."

Sidste måned annoncerede Cisco derfor sit Unified Computing System, men det er først klar til juni.

HP's initiativ tager duellen op mod HP's tidligere partner Cisco, der ellers så ud til at være den første store it-virksomhed, der ville begynde at integrere datacenterkomponenter ud i ét samlet system.

Den komplette virtualisering

På HP's pressemøde lancerede selskabet det nye produkt med et lysshow, der kunne give epilepsianfald, og topchefer klædt i tøj, der skulle henvise til den 10 år gamle film "Matrix", der deler navn med HP's nye produkt.

"Det handler om at omdanne datacenterløsninger til en forudsigelig forretningsproces snarere end en kunst. Datacenterløsninger har været så komplicerede, at virksomheder har været afhængige af nøglepersoner til at løfte disse opgaver," siger Paul Miller, vicedirektør i HP for Enterprise Storage og Server Marketing.

"Alle komponenter forbliver unikke, men tilgangen til det er standardiseret. Det her vil revolutionere måden, som kunderne vil bruge og købe datacentreløsninger på."

HP's BladeSystem Matrix kommer til at starte med et fuldt rack af ProLiant blades, et StorageWorks array, HP Virtual Connect Flex-10 Ethernet og 8 gigabit Fibre Channel-moduler samt Insight Dynamics-software, der automatisk kan styre ressourcer.

I virtualiseringssoftwaren er der valg mellem VMwares, Microsofts og Citrix' produkter.

Der er mulighed for, at startpakkerne kan blive udvidet uden begrænsninger på en modulær struktur.

Kritik af standardløsningerne

Men det er ikke alle, der er lige glade for, at flere selskaber nu vælger at integrere datacenterkomponenter i en samlet løsning.

Tidligere har Juniper, der er en producent af netværksløsninger kritiseret, at Cisco lancerer en én-i alt-løsning.

"I stedet for at holde hver komponent for sig - servere, storage, netværk og styring - med hver sit lille økosystem og med mulighed for, at det kan forbedres individuelt af forskellige leverandører, så har Cisco valgt den proprietære vej og har samlet det hele," siger David Yen, som er vicedirektør i Junipers data center business group.

"Det fratager forbrugerne muligheden for få fordel af den konstante udvikling, der findes på servermarkedet og på storagemarkedet og i alle de andre nicher. Desto mere du integrerer, jo mere vil du også have tendens til at specialisere dig."

Et mindre marked i Danmark

HP Danmark mener, at der er tale om en lancering, som først og fremmest er rettet mod de større datacentre og dermed en begrænset kundekreds på det danske marked.

"Det er de helt store virksomheder i Danmark, der virkelig kan bruge det her nye produkt. Det er typisk de virksomheder, der har store datacentre, som KMD, NNIT og CSC, der typisk vil være interesserede i et sådant nyt produkt," siger Karl Hansen, produktchef i HP Danmark.

"Alle analyser peger på, at der, hvor de største besparelser ligger, er på drift og management-siden. Det, vi typisk oplever ude hos kunderne, når vi er ude og tale med dem, er, at de er rigtig interesserede i komplette løsninger, men at de er så ikke har tiden til at implementere dem. Det har vi nu gjort i denne BladeSystem Matrix."

Prisen for et sådant BladeSystem Matrix-system kommer til at starte omkring en million kroner.

Den pris er dog ikke noget, som vil skræmme kunder væk. Kunderne ser snarere på besparelserne i det lange løb, mener Anders Elbak, datacenteranalytiker i IDC.

"Mange it-projekter kan sagtens løbe op i millionbeløb. Når det er en samlet løsning, så er kunderne også interesserede i besparelser på implementering og drift af systemet," siger Anders Elbak.

"Jeg tror dog ikke, at HP's hurtige lancering af Matrixen vil spille den store rolle i forhold til Ciscos Unified Computing System. Ciscos system kommer halvanden måned senere, men det spiller ikke den helt store rolle, da it-investeringerne som sådan ikke er de helt store for tiden," fortsætter Anders Elbak.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de it-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

06. november 2024 | Læs mere


Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de it-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

12. november 2024 | Læs mere


Fremtidens digitale kraftværk: Tag styringen med dit ERP-system

I dag ligger moderne ERP-platforme i skyen og opdateres adskillige gange årligt. Samtidig får man nærmest pr. automatik adgang til en omfattende portefølje af integrationer, add-ons, 3. partsmoduler, BI og avancerede funktioner til AI/ML-understøttelse af forretningsprocesser. På denne dag går vi derfor i dybden med, hvad det betyder for din virksomhed. Uanset om I har migreret til en cloudbaseret platform eller planlægger at gøre det indenfor en overskuelig fremtid.

13. november 2024 | Læs mere