Denne artikel er en aprilsnar. Vi ser frem til at forsøge at snyde jer igen næste år.
Tidligere IT Factory direktør Stein Bagger bliver ny blogger på Computerworld, hvor han ifølge en ny aftale vil skrive mindst et ugentligt blog-indlæg i en ny blog, der kommer til at hedde "Bagger på Bloggen."
Stein Bagger vil bruge sin blog til at behandle emner som SaaS, DIaaS, it-branchens buzzwords, den danske it-branche, ligesom han vil udnytte sit store kendskab til it-branchen og dens aktører til at beskrive mindre kendte sider af den internationale it-branche i sine blog-indlæg.
Stein Baggers skriverier vil desuden finde vej til papirudgaven af Computerworld, der hver anden uge vil bringe en klumme af Stein Bagger, som vil opsummere nogle af de emner, som bloggen har behandlet i løbet af ugen.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Stein Bagger - der har erkendt svindel i million-klassen - efter alt at dømme ender med en længevarende fængselsstraf.
Alligevel er der intet, der tyder på, at han ikke kan blogge for Computerworld fra fængslet.
Tidligere har bedrageri-dømte Kurt Thorsen eksempelvis kunne hoste sit eget tv-program på Kanal 4. ligesom den ligeledes bedrageri-dømte direktør i PFA, Rasmus Trads, har taget en journalistuddannelse i fængslet og fungeret med stor succes på DR2 i Clemens Direkte.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra vicestatsadvokat Per Justesen om, hvorvidt Stein Bagger automatisk vil få lov til at blogge for Computerworld. Men umiddelbart har danske kriminelle i åbne fænglser haft adgang til internettet på begrænsede vilkår.