Netværksselskabet Cisco lancerer senere i dag sine planer vedrørende selskabets nye produkt til datacentret, som ellers er blevet holdt hemmeligt for offentligheden i de to år, der er blevet arbejdet på projektet.
Flere rygter går på, at Cisco barsler med en blade server, der har til hensigt kapre kunder fra selskaber som HP og IBM, der ellers tidligere har været allieret med Cisco.
Men den tekniske udvikling med at kombinere software, storage og netværk i samme datacenter samt den finansielle udvikling med dalende markedsandele har fået Cisco til at slå hårdt mod sine tidligere partnere med måske kommende server-lancering, der går under kodenavnet California.
Virtualisering til datacentret
Der er indtil nu sluppet ganske få oplysninger ud om Ciscos datacenter-produkt, men det rygtes blandt andet, at den måske kommende blade server vil have integreret virtualiseringsteknologi fra VMware samt software- og storageprodukter fra BMC, EMC og Microsoft.
"California er i blade-kategorien: Tynd, relativ simpel og som kan blive sat sammen mange ad gangen," lyder vurderingen fra Stifel Nicolaus-analytikeren Sanjiv Wadhwani, der i fredags havde et møde med topledere fra Cisco.
"Ciscos mål er at ændre radikalt på datacentrets design, opbygning og den måde, som man styrer det på," fortsætter Sanjiv Wadhwani til AP.
Venner bliver fjender
At finanskrisen giver gamle alliancer dødsstødet, kommer ikke bag på Cisco, der selv er villig til at udpege selskabets største kommende konkurrent.
"Vi skal ud og konkurrere mod HP, og der er ingen grund til at pakke det ind. Det er givet, at der kommer ændringer i, hvem man konkurrerer med, og hvem man indgår partnerskab med," fortæller Ciscos CTO, Padmasree Warrior, til The Wall Street Journal.
Konkurrenten fra Juniper Networks, der er indgået i en strategisk alliance med IBM, trækker på skuldrene over Ciscos initiativ.
Selskabets marketing vicepræsident, Mike Banick, fortæller, at Cisco vil benytte proprietær teknologi, der vil tvinge selskabets datacenter-kunder til at købe Ciscos kommende produkter i en pakke.
Også Sun Microsystems er ude med riven efter Ciscos forsøg på at sparke hoveddøren til datacentret ind.
"Du kan ikke møde op om morgenen og være ekspert med det samme," siger vicepræsident John Fowler fra Sun Microsystems til AP.