Artikel top billede

EU-kommissionen vil nu kæmpe for lavere mobilpriser til forbrugerne.

EU til kamp mod teleselskaberne

Det er den lille mands kamp mod høje mobilpriser, som EU vil tage op med en ny prisregulering på udlandstelefoni. Teleselskaber og forskere advarer mod regulering.

Milliarder af euro bliver årligt tjent af teleselskaber, når man som forbruger ringer fra udlandet. Nu har man i EU besluttet, at teleselskaberne ikke må tjene så mange penge på roaming, udlandstelefoni, som før.

"EU har i 10 år håbet på, at den frie konkurrence på markedet ville skabe lavere priser for forbrugerne. Det har ikke været tilfældet, for de ekstraordinært høje priser, der ikke har nogen relation til omkostningerne, har ikke flyttet sig en meter," siger Martin Selmayr, talsmand for EU-kommissionens industrikomite.

"Vi vil gerne have et marked, hvor teleselskaberne investerer for at give bedre services til forbrugerne, og ikke et marked hvor man ser forbrugerne blive flået, når de krydser en landegrænse. Teleselskaberne har lobbyet for at slippe for lovgivningen, men denne gang slipper de ikke for regulering på markedet."

I en afstemning i Europa-kommissionens industrikomite blev det vedtaget med stemmetallene 21 mod otte at sende loven til endelig afstemning i Europa-Parlamentet engang sidst i april.

Teleselskaberne raser

Det er ikke alle, der er lige glade for den her lov. Telias juridiske direktør i Danmark, Jens Ottosen-Støtt, mener, at loven hæmmer den frie konkurrence.

"Den her regulering sætter en stopper for de frie markedskræfter på området. Reguleringen betyder, at det vil blive uden mening for teleselskaberne at konkurrere på roaming-markedet," siger Jens Ottosen-Støtt.

"Det vil betyde, at der ikke vil komme nær så meget prisudvikling på hele teleområdet. Der var en bevægelse i gang på området, men den har man nu effektivt sat en stopper for."

Tjener to kroner per sms

Ifølge en rapport fra It- og Telestyrelsen på området, er gennemsnitsprisen for en sms, der sendes i udlandet på to kroner og 50 øre. Men omkostninger for teleselskaberne på området beregnes til blot 31 øre.

Det betyder altså, at teleselskaberne i gennemsnit tjener to kroner og 19 øre per sms, der sendes fra udlandet.

Christian Bergqvist, ph.d. og adjunkt ved CBS, er ekspert på EU-konkurrenceret. Han kan se både fordele og ulemper ved den nye regulering.

"Prisregulering er grundlæggende noget hø. Historisk set har de højere roaming og termineringspriser sikret en opbygning af de mobile netværk, så man i modsætning til fastnettet fik en reel konkurrence," siger Christian Bergqvist.

"Desuden bør man ikke være blind for, at mobilselskaberne for 10 år siden blev afkrævet nogle astronomiske beløb for mobillicenserne. Men Europa-Kommissionen har interesseret sig for området siden 90'erne, og påpegede i 2000, at de oppustede afgifter var uforenelige med konkurrencereglerne."

Regulering den eneste vej frem

I løbet af 90'erne begyndte teleselskaberne at etablere mobilnetværk rundt omkring i Europa. Det var set ud fra et økonomisk synspunkt rentabelt at gøre det. På den baggrund kunne teleselskaberne udbygge de internationale mobilnetværk, der bruges i dag.

Men priserne for roaming i EU har altså været for høj, og derfor har EU-Kommissionen ment, at der har været noget galt med konkurrencen på området.

"Man har vurderet, at de høje priser ikke kan kommes til livs på nogen anden måde. Der har ikke været noget regulært konkurrencepres, der kunne bringe priserne ned for forbrugerne. Derfor forsøger man med denne regulering," siger Uffe Larsen, fuldmægtig i IT- og Telestyrelsen.

"Et af problemerne er, at man ikke kan købe roaming som et separat produkt, men alene som et tillæg til det nationale abonnement. Forbrugerne er typisk mest optaget af de nationale priser og er derfor ikke særlig opmærksomme på roaming-priserne. Teleudbydernes incitamenter til at tilbyde lave roaming-priser til forbrugerne er dermed begrænsede."

Landekonflikt i vente

Et af de lande, der måske kommer til at lide under en ny regulering, kan være Spanien. Spanske selskaber modtager en forholdsvis høj mængde af datastrøm og tjener altså mange penge på de nuværende roamingaftaler.

Spanien vil derfor gerne beskytte deres egne teleselskaber. Fra spansk side er der blevet forsøgt at bremse denne regulering. Men andre lande som Danmark er mere positive. Danmark presser på for at få en sådan regulering på markedet.

Priserne for roaming er da også meget anderledes i USA, hvor der er nationale selskaber. Det er dog også ved at ændre sig i Europa, da det engelske teleselskab Vodafone har introduceret Vodafone Passport, der gør det muligt for forbrugeren at roame på selskabets interne netværk i Europa.

"Det er absurd, at forbrugerne skal betale så høje roamingpriser i Europa på et frit marked uden økonomiske grænser mellem landene. Til sammenligning, så er der ingen data-roaming priser i USA," mener Martin Selmayr, talsmand for Europa-Kommissionens industrikomite.

Reguleringen skal dog ikke vare ved, og Martin Selmayr mener, at det ligefrem kan blive en win-win situation.

"Vi går kun ind og regulerer på markedet, så længe det er nødvendigt, derfor vil den nuværende regulering kun gælde til 2012. Hvis der kommer forbedringer, vil vi naturligvis genoverveje reguleringen," siger Martin Selmayr.

"Vi mener, at reguleringen også vil skabe et nyt marked for teleselskaberne. De vil få flere kunder, da man nu vil bruge mobiltelefonen også i udlandet."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere