Artikel top billede

Foto: Jacob Nielsen

IT-Prisen 2009 til Dorte Toft

Den vedholdende vagthund Dorte Toft modtager IT-Prisen 2009. Hun er den første kvinde - og første journalist - der modtager prisen.

Hun har i årevis været kendt, frygtet og respekteret i den danske it-verden. Og i de seneste måneder har de fleste danskere hørt om den kvinde, der længe før nogen andre offentliggjorde sin skepsis og stillede kritiske spørgsmål til det, der viste sig at være luftkastellet IT Factory.

Torsdag aften hædredes bloggeren, journalisten og vagthunden Dorte Toft for sin årelange, vedholdende it-journalistik med IT-Prisen 2009. Prisen uddeles af foreningen IT-Branchen og medievirksomheden IDG (der blandt andet udgiver Computerworld).

Frygtet og respekteret

"Dorte er frygtet, når hun bider sig fast i en sag. Dorte kan om nogen få branchens direktører op i det røde felt. Men frygten for hende er parret med respekt. Der lyttes og læses, når Dorte går til tasterne," lyder det blandt andet i priskomiteens motivering.

Juryen fremhæver Dorte Tofts arbejde med Stein Bagger og IT Factory, men lægger især vægt på hendes mange år som "yderst kompetent, vågen og vedholdende vagthund":

"It-branchen vil med valget af Dorte Toft gerne signalere respekt for mange års solidt, kritisk og konstruktivt arbejde. Dorte blev verdensberømt i Danmark for sine afsløringer i Stein Bagger-sagen, men it-prisen får hun for det lange seje træk, uden hvilket en sådan afsløring ikke er mulig," lyder det.

En erfaren rotte

Årets modtager af IT-Prisen er ikke kun en vedholdende vagthund, men også en erfaren rotte. Både i it-verdenen og i journalistikkens verden.

I 1966 blev Dorte Toft ansat som programmør i NCR, hvor hun var i syv år, indtil hun et år overså, at bøgen sprang ud:

"Det er det danske forårs skyld, at jeg i dag har en meget bred baggrund. Jeg var nemlig programmør, men blev så bidt af arbejdet med kodningen og computeren, at jeg et år overså, at bøgen sprang ud, og det er jo tæt på utilgiveligt i et land som Danmark. Derfor tog jeg beslutningen om i stedet at tage en journalistuddannelse, for i det erhverv SKULLE man jo ud blandt folk," fortæller hun på profilsiden for sin private blog.

Efter journalist-uddannelsen i 1973-1977 har hun været vidt omkring i medielandskabet:

På den ene side af bordet har hun været informationschef i Kommunedata, informations- og marketingchef i Chr. Rovsing og presseattache i Udenrigsministeriet. Og på den anden side af bordet journalist hos Berlingske Tidende, Danmarks Radio, Børsen, Computerworld og IDG News Service i Boston.

Siden 2006 har hun arbejdet som freelancejournalist for flere medier, men med fast holdepunkt først i sin ugentlige klumme i Berlingske Tidendes Business-sektion og senere også sin professionelle blog på Business.dk.

Anden pris i år

På Business.dk etablerede hun sig hurtigt som en af landets mest dedikerede journalistiske bloggere, som gør en dyd ud af at udnytte blog-genrens muligheder for at formidle både holdninger med fakta - og ikke mindst indgå i en rig debat med brugerne, der ofte har hjulpet hende videre med hendes research.

For den indsats modtog Dorte Toft for en måned siden Journalisthøjskolens eJour-pris 2009 for at have "skabt et fyrtårn af en blog, som i sandhed gør en forskel".

Det var også på denne blog, at Dorte Toft første gang - for over et år siden - udtrykte sin skepsis over for IT Factorys fantasillioner:

"Men spis brød til, kære venner. Milliarderne er jo foreløbig kun på papiret. Nok er der sket en eller anden prisfastsættelse af en eller anden investeringsbank, men om vurderingen holder, ser vi først ved en eventuel børsnotering."

Og det var på denne blog, hun begyndte at modtage kritiske tips fra læserne, da Børsen og Computerworld i sommer kårede IT Factory som Danmarks dygtigste it-selskab på baggrund af selskabets imponerende regnskabstal.

Kort efter Computerworld-kåringen i september indgik hun et samarbejde med netop Computerworld, der førte til en række kritiske blogindlæg og artikler på hendes blog og i Computerworld blot 10 dage før konkursbegæringen den 1. december.

Og netop nu knokler hun på en af de mange bøger om IT Factory sammen med erhvervsjournalisten Henrik Tüchsen. "Bedrag", som bogen hedder, udkommer 1. april på Gyldendal Business.

Fuldblods journalist

For hendes indsats i IT Factory-sagen mener blandt andre den kendte forfatter og journalist Morten Sabroe, at Dorte Toft skal belønnes med dansk journalistiks højeste æresbevisning: Cavling-prisen.

I et debatindlæg i Politiken beskrev han i december Dorte Toft som "en fuldblods journalist", "som trods trusler og modvind bliver ved med at skrælle luftkastellet IT Factory som et løg, indtil der intet er tilbage."

Priskomiteens motivering

Enhver branche skal have en vagthund.

It-branchen har i Dorte Toft gennem mange år haft en yderst kompetent, vågen og vedholdende vagthund, der kan levere både et godt bjæf og knurrende tavshed.

Dorte Toft er uddannet programmør og båret af kærlighed til informationsteknologien. Hun har bedre end de fleste forståelse for de mirakler, rigtig brug af it kan udrette i samfund og erhvervsliv.

Som journalist udmærker hun sig ved at kombinere historisk dybde, indsigt og kritisk refleksion.
Hun er sagsorienteret og krydrer den opsamlede viden med holdninger. Som kommentator og vagthund for en vækstbranche er hun i en liga for sig. Dorte er frygtet, når hun bider sig fast i en sag. Dorte kan om nogen få branchens direktører op i det røde felt. Men frygten for hende er parret med respekt. Der lyttes og læses, når Dorte går til tasterne.

It-branchen vil med valget af Dorte Toft gerne signalere respekt for mange års solidt, kritisk og konstruktivt arbejde. Dorte blev verdensberømt i Danmark for sine afsløringer i Stein Bagger-sagen, men it-prisen får hun for det lange seje træk, uden hvilket en sådan afsløring ikke er mulig.

Dorte Toft fortjener også ære for som den første at have fået bloggen til at virke som effektivt journalistisk værktøj og dermed i praksis bruge den videndeling, som så mange udmærkede it-værktøjer lægger op til.

Dorte Toft er den første kvinde - og den første journalist - der modtager den ærefulde it-pris.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere