13 strategier til at forbedre dit online-omdømme

Del to af tre i serien om internettet som en vigtig del af at opretholde et professionelt image over for potentielle arbejdsgivere og andre interesserede.

Tilbage til hovedartiklen Dit omdømme på nettet kan styre din karriere

Computerworld News Service: Her får du 13 strategier og taktikker til at holde styr på dit professionelle omdømme på nettet.

1) Dobbelttjek dine privacy-indstillinger

Mange mennesker inddeler deres sociale netværksaktiviteter i grupper og bruger LinkedIn som professionelt netværk til kolleger og kunder og Facebook til venner og familie, fortæller Richard Binhammer, der er ansvarlig for Conversations, Communities and Communications hos Dell.

"Det er fint, at man kan inddele aktiviteterne på den måde, men begge netværk er søgbare, så hvis en arbejdsgiver søger efter dig på Facebook, kan han finde alle de ting, du forsøger at holde privat, med mindre du har sørget for at beskytte din profil," siger han.

2) Undlad at forsømme dine social network-konti

Det er en stor fejl at oprette en profil på en social networking-side for derefter at glemme alt om den, mener Paolo Pasquini, talsperson for Consumer and Online hos Microsoft Canada.

"Hvad sker der, hvis du opretter dig på LinkedIn og derefter glemmer at opdatere din konto, fordi du har travlt med Facebook eller din blog? Din konto på LinkedIn viser de seneste to virksomheder, du har arbejdet for, og indeholder måske kontaktoplysninger eller andre personlige oplysninger, der ikke længere er relevante" siger han.

Paolo Pasquini anbefaler, at folk med flere konti på nettet bruger en aggregator, så det bliver lettere at oprette indhold én gang og lægge det ud på flere sider. For eksempel offentliggjorde Microsoft Live for nylig et samarbejde med Facebook og har allerede gang i partnerskaber med LinkedIn og Twitter, fortæller han.

Gode råd 3 - 6

3) Oprethold et konsekvent personligt brand

"Når du opdager, at du ikke kan kontrollere alle de personlige oplysninger, der ligger om dig på nettet, må du vende situationen og se det som en mulighed for at profilere dig som et proaktivt brand online. Jeg plejer at sige til folk, at de skal se det som et personligt logo. "Når folk tænker på mig, hvilket billede vil jeg så gerne fremkalde i deres bevidsthed?" Dét billede skal være konsekvent alle steder, hvor du socialiserer på nettet," siger Paolo Pasquini.

4) Vær gennemskuelig

"Nogle medarbejdere hos Dell er meget aktive på de forskellige social networking-sider. De har det fint med at sige "Jeg er og vil altid være Dell-medarbejder. Hver gang jeg siger noget, kommer det fra mig som Dell-medarbejder'," fortæller Lionel Menchaca, chef-blogger hos Dell.

"Jeg tilhører den anden gruppe, der værdsætter balancen mellem personlige interesser og rollen som repræsentant for Dell. Vores eneste regel er, at vi skal være gennemskuelige, således at hvis vi taler om et arbejdsrelateret problem eller kommer med Dells syn på sagen, gør vi det klart, at vi arbejder for virksomheden" fortæller han.

5) En personlige hjemmeside kan bruges som base

"Folk siger, at personlige hjemmesider hører fortiden til, men selv med en side på Twitter har man et sted at henvise folk til. Jeg synes stadig, at en hjemmeside er godt til det formål," siger John Carson, konsulent med speciale i sociale medier hos Echo Communications.

En hjemmeside er også et godt startsted, hvis nogen leder efter en, fortætter han. Det kan være så enkelt som et online-cv, der fortæller, hvem man er og hvor man har arbejdet tidligere.

6) Optimer dine søgeresultater med en blog

"Det er ikke svært at manipulere med resultaterne i en søgemaskine og dreje dem i en favorabel retning. Man skal bare vide, hvordan man gør det rigtigt," siger John Carson.

Få dit eget domænenavn, start en blog, læg tags ind i den, få udtalelser fra folk, bed dem om at linke tilbage til dig, og hvis du virkelig vil udvide dit netværk, så tilføj gæsteartikler fra influenter inden for dit område, foreslår han.

Hvis du har en blog, bør den indeholde dit fulde navn, cv, alle dine anbefalinger og udtalelser og hvad du ellers kan komme i tanke om, foreslår Michael O'Connor Clarke, direktør for Thornley Fallis Communications.

"Selvom du er glad for dit nuværende arbejde og har siddet i den samme stilling de sidste 20 år, er der ingen der ved, hvad der kan ske, sådan som jobmarkedet ser ud i dag. Så opdater din blog nu," siger han.

Gode råd 7 - 10

7) Indsaml udtalelser og anbefalinger

En arbejdsgiver, der står over for at ansætte nye medarbejdere og beslutter sig for at grave dybere end søgeresultaterne på Google, vil formentlig forsøge at få fat på kandidatens tidligere kolleger, fortæller John Carson.

"Hvis du skal ansætte en ny medarbejder, er du nødt til at se på kandidaten som et brand og høre, hvad folk siger om personen. Du er nødt til at læse på lektien," siger han.

Så bed folk om at skrive en kort anbefaling eller komme med en udtalelse, foreslår Michael O'Connor Clarke. Det gjorde han på sin egen blog.

"De ligger stadig på min blog som en form for proaktiv markedsføring af min profil. Det er noget, alle og enhver kan gøre - vi har alle sammen folk i vores netværk, vi kan bede om den tjeneste," siger han.

8) Deltag i online-communities

"Man behøver ikke at have en blog, men det er en god idé at involvere sig i den sociale medieverden på en eller anden måde," mener Michael O'Connor Clarke.

"Hvis du finder noget, du oprigtigt er interesseret i eller noget, du ved noget om, hvorfor så ikke kommentere på det? Hvorfor ikke opbygge et footprint - et spor der beviser din erfaring og ekspertise?"

"Én ting er at abonnere på RSS-nyheder om en masse mennesker og læse blogs for at holde sig opdateret, men det er endnu bedre at engagere sig i communities - og det er der ikke ret mange, der gør. Det er en anden måde at brande sig selv på," siger Paolo Pasquini.

9) Vær tilbageholdende, hvis du er i tvivl

"Det er sværere at slette negative oplysninger, når de først er blevet offentliggjort, end at sørge for, at det kun er de positive oplysninger, der bliver offentliggjort til at starte med," siger John Carson.

"Hvis du er usikker, er det bedst at være lidt tilbageholdende, for der er så mange eksempler på folk, der har sagt det forkerte eller medarbejdere, der har sendt en e-mail til den forkerte modtager."

10) Din profil på Facebook er vigtig

Det værste du kan gøre er at indtage en holdning om, at "hvis jeg ikke rører det, så rører det ikke mig", mener Paolo Pasquini.

"Hvis du ikke aktivt holder styr på dit brand online, så gør du dig selv en bjørnetjeneste, for ellers er der måske andre, der gør det for sig, og det er ikke nødvendigvis ønskværdigt," siger han.

Hvis du for eksempel ikke har en profil på Facebook, risikerer du, at andre tagger billeder af dig, som du ikke bryder dig om og ikke vil forbindes med - for eksempel billeder af dig fra julefrokosten hos konkurrenten til din nuværende arbejdsgiver.

Gode råd 11 - 13

11) Vær aktiv og hold dig opdateret

Vær proaktiv og skab det positive brand online, for hvis du ikke gør det, så er der måske en anden, der gør, advarer Paolo Pasquini.

"Den form for aktivitet er der meget af i it-arbejdsstyrken, fordi det er de folk, der står bag en stor del af denne innovation, så det er vigtigt at være aktiv og holde sig opdateret."

12) Du kan i det mindste holde øje med dine oplysninger

"Tingene sker meget hurtigt på nettet i dag. Du kan være helten mandag og skurken tirsdag. Du er nødt til at være meget forsigtig, for informationer spredes hurtigt på nettet, og du skal sørge for at holde det under kontrol," siger John Carson.

Google dig selv jævnligt, og hvis du finder noget, du ikke ønsker, en potentiel arbejdsgiver skal se, så bed kilden om at fjerne oplysningen, foreslår Robert Half.

It-rekrutteringsfirmaet råder til, at man tilmelder sig såkaldte "tracking services" som Google alerts, som sender en mail, hver gang ens navn er nævnt online, og BlogPulse eller Technorati, der kan spore online-samtaler om personer eller deres sites.

13) Vær forsigtig og diskret

"Mit bedste råd til folk, der bruger sociale teknologier er at være opmærksom på, at når man offentliggør ting eller taler åbent på nettet, taler man til hele verden, og derfor vil alt hvad man siger følge en i meget lang tid," siger Chuck Hamilton, virtual learning program manager hos IBM Canada.

"Som IBM-ansat er min holdning, at jeg er IBM-ansat, uanset om jeg er på arbejde eller hjemme. Jeg skal altid opretholde en vis grad af professionalisme. Hvis jeg ikke gør det, udsætter jeg mig selv for at blive kritiseret og mine idéer og synspunkter for at blive misforstået," siger han.

"Nutidens internet overtræder grænsen mellem privatliv og arbejdsliv, og det er vigtigt at huske," siger Richard Binhammer.

"Folk løber ikke skrigende ned ad gaden i frokostpausen, og det bør man heller ikke gøre på nettet. Hvis man står foran sin kontorbygning og pludselig begynder at drikke og hoppe rundt, så vil folk tale," påpeger han.

"Vi er nødt til at være opmærksomme på, at internettet ikke glemmer," advarer it-chef for IT World Canada Matt Panchalingam.

"Google gemmer alt, med mindre webmasteren specifikt koder sine sider til ikke at blive indekseret af Google. Alt hvad man nogensinde har offentliggjort på nettet vil kunne findes til evig tid."

Tilbage til hovedartiklen Dit omdømme på nettet kan styre din karriere

Læs mere: Brug LinkedIn til at forbedre dit omdømme på nettet

Oversat af Mille Bindslev




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere