Den internationale udviklingsbank Verdensbanken har for nylig meldt ud, at den indiske outsourcing virksomhed Satyam er udelukket for kontrakter med banken de næste otte år, efter beskyldninger om korruption.
Beskyldningerne og et afbrudt opkøb af to virksomheder, der ejes af bestyrelsesformandens familie, har sat virksomheden under pres.
Det får dog ikke umiddelbart nogen konsekvenser for samarbejdet med danske KMD, som for tiden har 45 Satyam-ansatte til at arbejde fuld tid på KMD-projekter og forventningen er fortsat, at det tal vil komme op på 80 i løbet af 2009. Satyam løser udviklingsopgaver for KMD, og det indiske firma er blandt andet involveret i KMD's overgang til en SAP-platform.
"Man kan diskutere, hvor meget krise der er i Satyam. Man kan sige, at de har en ledelsesmæssig krise, men jeg tror ikke, de har en krise i deres ydelser og leverancer," siger Freddy Hansen, der er offshore manager hos KMD.
Han følger udviklingen og har været i kontakt med Satyams nordiske direktør for at forhøre sig. Umiddelbart mener Freddy Hansen dog ikke, at der vil være nogen konsekvenser for samarbejdet mellem KMD og Satyam.
"Det er en situation, vi følger med i, og nu må vi se, om der er noget om rygterne, og så vurderer vi bagefter, hvad vi gør," siger Freddy Hansen, der mener, at Satyam i bund og grund er en god samarbejdspartner.
Opkøb kan få betydning
Freddy Hansen fortæller, at KMD ikke har haft nogen grund til at betvivle Satyams forretningsmetoder. Allerede da Satyam blev udvalgt som samarbejdspartner, gik KMD nemlig efter en internationalt anerkendt virksomhed.
"De firmaer, som vi helt fra start har overvejet samarbejde med, er virksomheder, der er vant til at arbejde internationalt og formodes at følge de internationalt gængse spilleregler," siger Freddy Hansen.
Presset på Satyams ledelse får altså ikke en øjeblikkelig betydning for KMD. Men det kan ændre sig.
"Hvor vidt det kan få en betydning over tid, ved jeg ikke," siger Freddy Hansen.
Han mener, at det er alt for tidligt at sige noget om konsekvenserne, hvis det nuværende pres på Satyam fører til et salg eller en fusion, som der ifølge The Financial Times spekuleres i.
"Der sker konsolideringer bredt set i it-branchen, og hvis der sker noget, hvor de bliver opkøbt af vores direkte konkurrenter, bliver vi nødt til at vurdere det," siger Freddy Hansen.