Telefonerne Google G1, iPhone 3G, Blackberry Storm og Nokia N97 røg alle på markedet i 2008.
Et år, som folk i telebranchen betegner som et gennembrud for de såkaldte smart phones - eller mobiltelefoner, der blandt andet kan køre fremmede programmer i telefonens styresystem.
Organisationen Mobile Entertainment Forum (MEF) udfører lobby-arbejde for underholdningsindustrien inden for mobiltelefoni. Formanden for MEF, Andrew Bud, glæder sig over det snart overståede år.
"Det var et godt år," siger han til BBC.
Andrew Bud fremhæver specielt de nye telefoners samspil med sociale netværkssider som Facebook, MySpace og Bebo som af årsagerne til, at de mere avancerede telefoner har vundet frem.
"Vi har set en fremkomst af applikationer som en helt ny indholdskategori," fortæller han videre til BBC.
Et eksempel er Apple, som solgte mere end 100 millioner applikationer igennem Apple Store mellem juli og september i år.
Analytikeren Steven Hartley fra Ovum mener, at den øgede hastighed på 3G-nettet også gør, at telefonerne bliver mere attraktive at bruge.
"3G er virkelig begyndt at levere varen. Det er igen noget, som der har været talt om i lang tid," siger Steven Hartley.
Udsigt til fald i 2009
På trods af de store fremskridt, som smart phones har gjort i 2008, forventes det, at salget falder i det kommende år.
Det vurderer analysehuset CCS Insight i en rapport, som BBC refererer. Heri heddet det blandt andet, at det faldende mobilsalg bliver det første siden 2001.
CCS Insight fremhæver finanskrisen og den sløve globale økonomi som årsagen til, at mobilsalget nu vil gå den forkerte vej.
Den eneste redning for det globale mobilsalg er en øget vækst på markeder som Kina, Indien og Afrika syd for Sahara.