I flere år har teleselskabet 3 siddet solidt i førersædet på det mobile bredbånd med enorme markedsandele, men med mørkerøde tal på bundlinjen efter heftige 3G-milliardinvesteringer.
Efter selskabet i Danmark for første gang kunne juble over sorte tal, er 3's massive markedsdominans langsomt ved at glide af hænde.
Fra at have siddet på 76,1 procent af det mobile bredbåndsmarked opgjort efter alle 3G-teknologier er 3 rutschet ned til en markedsandel på 54,4 procent opgjort efter antallet af USB-dongles eller datakort til computere, som kun tillader datatrafik.
Men det bekymrer ikke 3's danske direktør, Morten Christiansen, der generelt ser positivt på telestatistikken.
"Vi fastholder vores førerposition på det danske marked bedre end forventet, og det er klart, at vores markedsandel er faldet, fordi vi før nærmest havde monopol på mobilt bredbånd," siger han.
Mobilt bredbånd buldrer frem
Statistikken fra IT- og Telestyrelsen viser, at mobile bredbåndsløsninger buldrer frem i Danmark, efter Telia, TDC og Sonofon er kommet ind i kampen om de mobile internet-danskere.
Og når det regner på præsten, så drypper det som bekendt på degnen.
"Hele branchen er med til at markedsføre mobilt bredbånd, og jeg vil hellere sidde med en lille andel på et stort marked end en stor andel på et lille marked," siger Morten Christiansen, der har som erklæret målsætning at sidde på 25 procent af det danske marked for mobilt bredbånd.
3 sælger 2,5 gange så meget mobil datatrafik i forhold til sidste år, og det giver teleselskabet en markedsandel på 91,1 af al mobil datatrafik. Og det er en nyhed, der glæder direktøren.
"Det er faktisk lidt overraskende, at vi kan holde en så høj markedsandel. Det viser egentlig bare, at vi gør det rigtige og skal fortsætte," lyder det automatpilotisk fra Morten Christiansen.
Skuffende tilgang
3 erkender dog, at forøgelsen af kundedatabasen med 36.000 nye kunder fordelt på mobile bredbåndsabonnementer og 3G-mobilabonnementer siden 2007 ikke er helt godt nok.
"Kunde-tilgangen er har været lidt skuffende, og det må betegnes som en stille start på året," siger Morten Christiansen med dæmpet stemme.
Teleselskabet 3 havde selv kalkuleret med en kundestigning på op mod 50.000 nye abonnenter.