Artikel top billede

Microsoft: Solgt til stanglakrids eller fit for fight?

Interview: Forsigtig, men stadig optimistisk. Computerworld har mødt chefen for Microsoft Business Solutions, Kirill Tatarinov, for at høre hans bud på, hvordan Microsofts Dynamics vil klare krisen.

Forsigtig forsigtig forsigtig. Og lidt optimistisk. Sådan lyder beskeden fra den russiske kaptajn på supertankeren Microsoft Business Solutions, der fra sin bro skuer grant ud over de oprørte vande, hvor finanskrisen har fået bølgerne til at rejse sig.

Det er under halvandet år siden, at den russiske kaptajn, Kirill Tatarinov, overtog ansvaret for divisionen.

I dag står han overfor et kommende uvejr, hvor det er hans opgave at forsøge at minimere skaderne på supertankeren i så høj grad som muligt.

Han står i en virkelighed, hvor kunderne har svært ved at låne penge til at investere i it, hvor kunder og partnere er usikre på, hvad fremtiden vil bringe, og hvor hans egen finanschef, Microsofts CFO Chris Lidell, for få uger siden nedjusterede forventningerne til både indeværende kvartal og hele året og samtidig varslede omkostningsreduktioner i million-klassen.

"Det er naturligt, at vi er forsigtige i det nuværende økonomiske klima, og at vi forbereder os på konsekvenserne af krisen. Vi følger nøje med i udviklingen og analyserer løbende de mulige konsekvenser af krisen," siger Kirill Tatarinov til Computerworld.

Det er kun få uger siden, at Microsoft lagde kursen om på grund af finanskrisen, der blandt andet har gjort det langt sværere for selskabets kunder at låne penge til at købe produkter for.

Den nye kurs handler i høj grad om at favne kunder og partnere og bistå dem med hjælp og støtte gennem krisen.

Samtidig handler det om at få marketing-trommerne til at buldre højt med budskabet om, at indkøb af Microsofts produkter kan bidrage til at øge produktiviteten - en ting, som efter Microsofts vurdering står højt på mange it-chefers ønskeseddel i en tid med stramme budgetter.

Truer fremtiden? Eller skinner solen?

Microsoft Business Solutions - der bygger på dels danske Navision, dels amerikanske Great Plains - tjener penge på via partnerkanalen at sælge løsninger til erhvervslivet med Dynamics-økonomisystemerne som hovedprodukter.

Efter Kirill Tatarinov har droppet den dansk-inspirerede millionsatsning til de små erhvervsdrivende, Microsoft Dynamics Entrepreneur, er hovedfokus rettet på de mellemstore virksomheder.

Det er et marked, hvor der er vældigt store vækstmuligheder, mener Kirill Tatarinov. I hvert fald hvis man kigger fremad og ud i horisonten.

For lige nu kradser finanskrisen, og finansierings-mulighederne i markedet er nærmest tørret ind. Det betyder, at det er blevet ualmindeligt svært at låne penge til at købe software for. Og dem, der har råd, er afventende og forsigtige.

Virkelighedens rå tal understreger dette.

Ifølge Kirill Tatarinov har Microsoft Business Solutions i de seneste par regnskabsår nemlig haft en vækst på 21 procent om året. I det seneste kvartal - der sluttede med udgangen af september - var væksten nede på 10 procent.

Der er med andre ord tale om tydelige tegn på en voldsom opbremsning i forhold til standarden, der er høje vækstrater år efter år, kvartal efter kvartal. Og de er svære at opnå i et dalende marked.

Hvordan med omsætningen? Og indtjeningen?

Måske derfor afviser Kirill Tatarinov blankt at komme med bud på, hvor meget Microsoft venter at omsættte for i den kommende tid.

Hvordan forventer du, at Microsoft Business Solutions vil lande i de kommende kvartaler?

"Vi udtaler os ikke om vores forventninger," fastslår Kirill Tatarinov.

En nedgang fra 20 procents vækst til 10 procents vækst tyder på en jævn nedadgående bevægelse. Vil denne nedadgående bevægelse fortsætte?

"Vi udtaler os ikke om vores forventninger."

Sidste regnskabsår rapporterede Microsoft Business Solutions en omsætning på en milliard dollar….

"Vi offentliggør ikke omsætning for Microsoft Business Solutions, som hører under Microsoft Business Division, som er en af de fire divisioner, der offentliggør omsætning i Microsoft. Men efter afslutningen af regnskabsåret 2007 offentliggjorde vi dog, at Microsoft Business Solutions som en underafdeling af Microsoft Business Division fik en omsætning på mere end en milliard dollar. Vi gik ikke yderligere i detaljer. Og det er den eneste information, vi vil komme med i den forbindelse.

Da Microsoft købte Great Plains i 2001 og danske Navision i 2002, var forventningen en omsætning på 10 milliarder dollar i 2012. Der er stadig rigtig lang vej fra en milliard dollar. Hvordan ser du på det?

"Jeg var jo ikke i selskabet, da det mål blev sat, og det er svært for mig at forholde mig til, hvad der blev sat af mål i 2001. Det er klart, at vi stadig er meget begejstrede for Microsoft Business Solutions og mulighederne for vores ERP- og CRM-systemer i mellem-markedet og CRM-systemer i enterprise-markedet. Vi er fortsat meget fokuserede på at få succes i disse markeder."

De økonomiske vilkår er under pres, men en af dine opgaver er samtidig at accellerere væksten. Er det overhovedet muligt?

"Det er muligt for os at hjælpe vores kunder med at sætte gang i væksten ved dels at hjælpe dem med tage vare på deres kunder, som er deres bedste aktiv, samt ved at hjælpe dem til at gøre deres forretningsprocesser mere simple og - vigtigst af alt - at forbedre deres ansattes produktivitet. Og jeg mener, at vi har løsninger, der virker."

Og hvordan når det gælder Microsoft Business Solutions? Er det muligt stadig at accellerere væksten for Microsoft Business Solutions i det kommende år?

"Vi udtaler os ikke om forventningerne til divisionens vækst i det kommende år. Vi udtaler os ikke om vækst-forventningerne for nogen af divisionerne i Microsoft."

Skyldes din manglende lyst til at udtale dig om fremtidsudsigterne, det nuværende økonomiske klima og de dystre fremtidsudsigter?

"Microsoft Business Solutions er en del af Microsoft Business Division, som vi har nedfældet mål for. Udover det udtaler vi os ikke om forventningerne."

Vil krisen sætte sig spor i partnermiljøet?

Men du kender jo målene. Er du optimistisk, når det handler om at nå dem?

"Jeg er optimistisk. Det er jeg altid."

Med det in mente: Er vi på vej ind i periode med fortsat vækst, udjævnede kurver eller en periode med afmatning?

"Vi befinder os i et meget hårdt økonomisk klima. Lige nu er vi gang med at analysere, hvad der sker, og hvad konsekvenserne af de nuværende økonomiske vilkår vil blive for vores kunder og partnere.

Hvordan forventer du,at partner-miljøet vil se ud om et år? Vil krisen sætte sine spor?

"Vi forventer, at vores partnere vil fortsætte med at skabe succesfulde forretninger. Vi ser stadig en masse positive nyheder, og at vores partnere fortsat er meget entusiastiske, når det handler om fremtids-mulighederne med Microsoft Dynamics."

Så partner-miljøet er efter din mening ikke bekymret over fremtids-udsigterne. Partnerne kan stadig sælge deres produkter?

"Ja."

Er der nogen fordele ved denne krise? Kan Microsoft drage fordel af den på nogen måde?

"Der er dem, der vælger at bukke under for krisen, og så er der dem, der vælger at flyde ovenpå. Vi vælger helt afgjort at flyde ovenpå og at fokusere al vores energi på at hjælpe vores kunder og partnere med at klare sig i det nuværende økonomiske klima. Vi føler os sikre på, at mange af vores konkurrenter ikke er i stand til at gøre det. Når alt kommer til alt, er det dem, der kan garantere, at deres kunder og partnere vil klare sig igennem, der vil drage fordel af en krise."

Hvad er de største udfordringer for Microsoft Business Solutions lige nu?

"Det er meget vigtigt for os at sikre, at vores partnere kan klare sig gennem krisen, da vi jo med fuldt overlæg har udviklet en dyb afhængighed af deres succes. Vi vil fortsætte med at udvide mulighederne for at være tæt forbundne med vores partnere og kunder. Vi har allerede forbedret mulighederne dramatisk - blandt andet med to særlige online-portaler. I tider som disse tror vi på, at det er vigtigere end nogensinde før, at vi er meget tæt forbundne med vores partnere og kunder."

Hvad kan partnere og kunder regne med af konkrete støtte-initiativer fra Microsoft i den kommende tid?

"Vi har allerede introduceret en stribe af tilbud til både partnere og kunder. Et af eksemplerne er den nul-procent financiering, som vi har tilbudt vores kunder i 12 lande i forbindelse med Total Solution Financing, der nu har eksisteret i mere end et år. Det er noget, som både vores kunder og partnere har taget mægtigt godt imod, fordi vi nu er i stand til at levere et meget simpelt købsmiljø til vores kunder.

Dette tilbud findes ikke i Danmark. Gør I andet for at hjælpe partnerne i disse hårde tider?

"Vi kigger på måder, hvorpå vi kan udvide dette tilbud til også at gælde andre end de nuværende 12 lande. Når det handler om partnerne, tilbyder vi dem blandt andet en vidtfavnende pakke, som gør det muligt for partnere og kunder at interagere med hinanden og med Microsoft."

Microsoft har netop lanceret Dynamics NAV 2009, der er bygget på et rollebaseret design og har flere indbyggede analytiske muligheder. Hvilke teknologiske trends arbejder Microsoft efter, når det gælder den næste udgivelse efter NAV 2009?

"Vi arbejder med en helt stribe nye ideer. Det er klart, at simpeltheden i produkterne fortsat er en meget vigtig ting, som vi vil se på tværs af hele produktporteføljen. Desuden har vi udviklet en metodik, som vi kalder 'Feel IT', der gør det muligt for os at sætte bruger-oplevelsen i centrum.

Det er en ting, der bliver mere og mere efterspurgt, og som vi vil fortsætte med at implementere på tværs af hele Dynamics-viften. Samtidig vil alle produkterne blive tæt integreret med alle produkter på Microsoft-platformen. Det er faktisk en vigtig ting på alle de roadmaps, der ligger bag vores produkter."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere