Artikel top billede

Yahoo har malet sig helt op i det døde hjørne

ComputerViews: Yahoo spillede højt spil og står nu til at tabe det hele på gulvet. Efterhånden er der kun én udvej tilbage for selskabet.

ComputerViews: Yahoo spillede højt spil og tabte. Nu står selskabet med hatten i hånden og ønsker blot, at tiden kunne skrues tilbage.

Yahoo havde ellers alle muligheder for at flyve til vejrs som en anden raket, da Microsoft i februar udså selskabet som den helt afgørende platform i Microsofts bestræbelser på at komme op på siden af søge-kolossen Google med et stort anlagt opkøbsforsøg.

Faktisk var Microsoft så interesseret, at Steve Ballmer efter et hurtigt kig i sin bugnende tegnebog besluttede sig for at tilbyde Yahoo 33-34 dollar per aktie - væsentligt mere end den daværende aktiekurs.

Men Yahoo-ledelsen med stifter Jerry Yang i spidsen ville have mere. Og måske var Yang også drevet af visse ideologiske antipatier mod Microsoft, som efter flere forhandlingsrunder, hvor slaget var bølget frem og tilbage, smækkede døren i med et ordentligt brag og et 'farvel og tak."

Så vendte Yahoo sig i stedet mod Microsoft-rivalen Google, der bejlede med et forslag om et tæt samarbejde på annoncesiden. Den aftale er imidlertid også gået i vasken. Det skyldes, at de amerikanske konkurrencemyndigheder har sagt nej på grund af fare for monopol-dannelse.

Kørt bag af dansen

Yahoo er med andre ord gået fra at have været et af de mest ombejlede virksomheder i online-branchen til at have malet sig op i et strategisk hjørne.

Selskabet er for lille og har for få tunge tjenester til at kunne tage kampen op med Google og Microsoft, der begge i de seneste år har fyret på alle cylindre i arbejdet med at opruste deres online-tjenester med kombinations-løsninger, nye produkter og et væld af samarbejds-muligheder på kryds og tværs.

Det har Yahoo slet ingen mulighed for at hamle op med. Faktisk er selskabet i fuld gang med at blive kørt bag af dansen af de to store konkurrenter med dets alvorlige vækstproblemer.

Yahoo er nemlig inde i fjerde år i træk uden væsentlig vækst, selv om selskabet har millioner af brugere og dermed burde være velpositioneret til at vokse vildt i en tid, hvor annoncemarkedet skifter fokus fra print til online. Nedturen har været markant, og der har faktisk ikke været meget at råbe Yahoo for.

Yahoo er også løbet ind i andre blindgyder: Aktiemarkedets nedtur har sat en endelig stopper for muligheden for at sælge aktiverne til asiatiske investorer, mens muligheden for en fusion med Time Warners AOL-division - som har været på tegnebordet i meget lang tid - ser dyster ud, efter konkurrence-forbuddet mod en aftale med Google. Desuden har AOL outsourcet sin søgeannoncering til Google

Yang trygler Ballmer

Situationen forbedres ikke ligefrem af, at der i Yahoos bestyrelse sidder vrede aktionærer med Carl Icahn i spidsen, som alene arbejder for at score en så høj og kortsigtet gevinst som muligt på deres aktier.

Derfor har Jerry Yang kun én mulighed tilbage: Han må tage hatten i hånden og trippende begynde at trygle Microsoft-boss Steve Ballmer om lov til at komme inden for i varmen igen.

Det er da også, hvad han har gjort, da han bønfaldende offentligt røbede, hvad han egentlig ønsker: "Microsoft bør købe os," sagde han.

Dermed er hele balladen flyttet tilbage til start. Steve Ballmer erkendte i sidste måned, at et opkøb af Yahoo fortsatte ville give mening ud fra et strategisk perspektiv.

Alligevel afviste Microsoft dengang blankt muligheden for nye forhandlinger. Det kommer ikke til at ske, lød den klare melding.

Og fastholder han den holdning, er gode råd efterhånden ved at blive rigtigt dyre for Yahoo.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere