Uanset om du er it-chef eller helpdesk-tekniker, kan du ifølge en række karriere-coaches tage forholdsregler for at forhindre, at det er dig, der ryger i næste fyringsrunde.
CIO.com har lavet en liste over ting, du bør og ikke bør gøre, hvis du vil undgå at miste dit job. Nogle af anbefalingerne kan lyde lidt banale og åbenlyse, men lad være med at afskrive dem. De kan måske være din redning, når der rulle hoveder.
Gør opmærksom på dig selv
"Hvis du holder lav profil, er du den første, der ryger ud," siger Kirsten Dixson, forfatter af bogen 'Carreer Distinction: Stand Out by Building Your Brand'.
Kirsten Dixson anbefaler, at man laver en ugentlig statusrapport, der skitserer det projekt eller de projekter, du arbejder på, projekternes fremskridt og dine nøgletal og sender rapporten til chefen. Du kan også præsentere oplysningerne for chefen ved ugentlige møder.
Det er vigtigt at bevise sit værd, når økonomien halter, og det ser godt ud på cv'et, hvis man har gjort en ekstra indsats på tidligere arbejdspladser.
Hvis du er kendt som en it-chef med fokus på vækst og innovation, og du gerne vil beholde dit nuværende job, der i højere grad kræver fokus på at komme igennem det økonomiske uvejr end at skabe innovation, er du nødt til at bevise, at du er lige så godt til at reducere omkostninger som til at komme med nye ideer, siger Joanne C. Dustin, der har været i it-branchen i 25 år og nu arbejder som karriere-coach.
Hun mener, at it-chefer er nødt til at reklamere for den effektivitet og de besparelser deres innovationer har medført og for den indtjening, de har genereret. Det kan stadig ende med, at virksomheden beslutter, at der er behov for en it-chef med nogle andre kompetencer, men så har man i det mindste gjort, hvad man kunne.
Dine personlige indstillinger
Vær positiv
"Folk der holder teamet nede og spreder rygter er blandt dem, der står øverst på fyringslisten," siger Kirsten Dixson.
"Jeg har bemærket i arbejdet med mine kunder, at det ofte der dem, der har ytret deres utilfredshed med jobbet eller virksomheden i et stykke tid, der ryger først."
Hvis du gerne vil beholde dit job - eller hvert fald selv bestemme, hvornår du vil forlade virksomheden - er det en god ide at ændre attitude. Men det er ikke sikkert, at dine kollegers opfattelse af dig ændrer sig lige så hurtigt som din holdning, siger Kirsten Dixson.
Hun anbefaler en anderledes fremgangsmåde: Hold et møde med din chef og kom med forslag til, hvordan du kan forbedre situationen i din afdeling eller i hele virksomheden. Med andre ord: Gør din ændrede adfærd tydelig for dine kolleger.
Joanne C. Dustin fortæller, at det ikke er en fordel at være kendt som djævlens advokat, når økonomien halter. Hvis du altid er djævlens advokat, og du er bekymret for dit job, anbefaler hun, at du finder en mere forsigtig måde at udtrykke dine holdninger på.
Hvis det er umuligt for dig at være positiv omkring jobbet eller virksomheden, anbefaler Kirsten Dixson, at man begynder at se dig om efter et nyt job
"Det at du gør noget ved din situation, forbedrer dine udsiger," siger hun.
Det kan også gøre dit nuværende job mere attratktive at vide, at du gør noget for at komme videre.
Vær holdspiller
Når der skal fyres medarbejdere, spiller det ofte ind, hvordan folk kommer ud af det med andre, især når der gælder it-professionelle, der ofte er meget uafhængige, siger Joanne C. Dustin, der har arbejdet som programmør, projektleder og system-manager.
"Den nuværende økonomiske situation kræver samarbejde, fleksibilitet og vilje til at gøre en ekstra indsats," siger hun.
Ed Longanacre, it-chef hos Amerisafe, siger, at it-professionelle der bare sidder ved deres skrivebord eller i serverrummet fra 8-17 er udsatte. Problemet med at holde lav profil er ofte, at det giver andre indtrykket af, at man ikke er interesseret i virksomheden, siger han.
Han kommer også med en advarsel til prima donnaer:
"Hvis du er god til dit arbejde, men ikke kommer overens med folk, og du altid skaber problemer, er du værd at spilde tid og kræfter på," siger han.
"Hvis it-afdelingen bliver mindre, er de tilbageværende medarbejdere nødt til at arbejde godt sammen."
Vær villig til at ofre dig
Nogle af de administrerende direktører for de banker, der er plaget af subprime-lånekrisen, har opgivet deres bonuser for at bevare deres gode rygte - og deres job.
Mark Cummuta, der skriver CIO.com's blog CIO Job Search for it-chefer, har for nylig skrevet i et indlæg, at han gav afkald på flere lønudbetalinger, da han arbejdede som teknisk direktør for en software- og tjenestevirksomhed, der fik store problemer efter 11. september, så virksomheden havde penge til at betale sit team.
Han skrev også, at han betalte for servere og netværksudstyr med sit private kreditkort for at sikre, at virksomheden kunne opfylde kundernes behov.
Det viser engagement at give afkald på en bonus, springe et par lønninger over og købe udstyr af egen lomme. Men pas på med at tilbyde at gå ned i løn, siger Joanne C. Dustin. Du risikerer at blive betragtet som mindre værdifuld, hvis du er villig til at få færre penge, siger hun.
"Du tjener det du tjener, fordi du er det værd," tilføjer hun.
Dine kompetencer
Skærp dine kompetencer
Patricia Stepanski, direktør for Career Management Consultants, råder folk til at forbedre deres viden om deres virksomhed, når det ser skidt ud.
Medarbejdere er nødt til at forstå sin virksomheds forretninger, udfordringer og de forskellige funktioner i organisationen. Jo mere de ved, jo mere alsidige og værdifulde er de, og jo lettere har de ved at flytte til en anden afdeling, hvis deres egen bliver opløst.
Hun anbefaler, at medarbejdere benytter enhver chance for at melde sig frivlligt til at deltage i sikkerhedsudvalg eller arrangementer for at møde andre mennesker i branchen og spørge ind til deres roller, afdelinger og syn på virksomheden.
Ed Longanacre understreger vigtigheden af konstant uddannelse blandt hans virksomheds it-folk. Jo større forståelse de har for Amerisafes forretning, de teknologier vi bruger nu, og hvordan de teknologier kommer til at fungere med fremtidige teknologier, jo større værdi har de, siger han.
Han sætter også pris på, når hans medarbejdere melder sig til at hjælpe med projekter, hjælpe andre i it-afdelingen og tilbyder at fungere som kontaktperson i virksomheden. Det er særligt imponerende at melde sig som kontaktperson, fordi den rolle for det meste ikke har noget med it-medarbejdernes daglige arbejde at gøre, siger Ed Longanacre.
Kontaktpersoner viser, at de har evnen til at opbygge relationer med medarbejdere uden for it-afdelingen, forklare it-afdelingens strategiske retning, forstå virksomhedens behov og kommunikere de behov tilbage til it-gruppen - altsammen ting der øger personens værdi for virksomheden.
Lad være med at sprede rygter, men vær opmærksom på sniksnak
Rygtespredere står højt på listen over folk, der ryger ud under nedskæringer, så tag det som en advarsel. Men selvom det ikke kan betale sig at sprede rygter, skader det aldrig at lytte til det, der bliver talt om i krogene.
Det er en god idé at holde sig opdateret omkring, hvad der foregår i virksomheden, også al sladderen, da det kan gøre det nemmere at forudse, hvilke ændringer der kommer til at ske, siger Stepanski Plouffe.
"Hvis der går rygter om, at din afdeling skal reduceres, kan du begynde at tænke over, hvor i virksomheden dine kompetencer så kan bruges," siger hun.
Men husk; du skal ikke tro alt, hvad du hører - uanset om det kommer fra kaffemaskinen eller fra økonomidirektøren.
Din opførsel som leder
Lad være med at være nedladende
Ed Longanacre fortæller, at den infrastruktur-manager, der var ansat i Amerisafe, da han startede i virksomheden i april 2000 havde en holdning om, at "jeg ved hvad der er bedst for virksomheden", der ikke faldt i god jord hos Ed Longanacres chef, der var tidligere it-chef i virksomheden.
"Min forgænger holdt det ud i et halvt år og skilte sig så af med ham," siger han.
Ledere der ikke finder sig i overlegne medarbejdere, når det går godt, finder sig slet ikke i det i en krise.
Vis at du er leder
"Det forventes at ledere opstiller en vision og forsikrer medarbejderne om, at virksomheden er på rette vej," siger Kirsten Dixson.
"En krisesituation er ikke det rigtige tidspunkt at gå ind på sin kontor og lukke døren. Vis beslutsomhed, styrke og integritet. Vis at du bekæmper rygtesmedjen."
Vær entusiastisk omkring dine projekter
"Det projekt du arbejder på lige nu er vigtigt, fordi det viser, hvor kompetent du er," siger Kirsten Dixson.
Og der er ingen vej uden om, at det er på den baggrund, der tages personalebeslutninger.
Vær hurtig til at tilpasse dig til ændringer
"Hvis du kan udvikle en attitude, der siger, at tingene skal ændres og at din organisation og dit job altid vil forandre sig, er det meget lettere at håndtere ændringer. Vær klar til alle de ændringer, du møder på din vej," siger Stepanski Plouffe.
Kilde: Patricia Stepanski Plouffe
Oversat af Mille Bindslev