Tilbage til artiklen: Sådan ser fremtiden ud for it-branchen
Ni ud af ti af it-direktørerne i softwarevirksomhederne forventer indtjeningsstigning. Kun 9 procent forventer fald eller stagnation, viser årets Deloitte It Vækstbaromter.
Og hele 33 procent af softwareselskaberne forventer en indtjeningsstigning på mere end 25 procent.
"Det er endnu mere optimistisk end sidste års forventninger og endnu mere end softwareproducenterne er lykkedes med i år, hvor 68 procent realiserede en indtjeningsstigning, mens 32 procent fik stagnation eller direkte tilbagegang.
Det bliver meget svært at leve op til de forventninger," siger Kim Gerner, partner og leder af Deloittes division for teknologi, medier og tele.
Tror på bundlinjen
Hos it-servicevirksomhederne forventer 23 procent en stigning på mere end 25 procent i indtjening og syv ud af ti forventer en indtjeningsstigning.
Blandt hardwareproducenterne og distributører/forhandlere er tallet 19 procent med en tro på indtjening på mere end 25 procent.
Til gengæld kan det blive sværere for software-virksomhederne på et andet område.
Hver fjerde softwarefirma har været ude og hente ny kapital.
"Men de svære kapitalmarkedsforhold tegner ikke så positivt, når virksomhederne skal prøve at hente kapital fremover," vurderer Kim Gerner.
13 procent af alle virksomheder i branchen planlægger denne øvelse, men det er et særligt ønske i softwarebranchen. Her vil 20 procent forsøge at indhente kapital de næste par år.
"De dystre fremtidsudsigter og frygt for recession, kombineret med bankernes begrænsede lånevillighed har sat markedet under pres. Men for de rigtige virksomheder er det bestemt ikke umuligt at få kapital på den ene eller anden måde. Men nogle vil blive skuffede," siger Kim Gerner fra Deloitte.
Tilbage til artiklen: Sådan ser fremtiden ud for it-branchen