Sådan ser fremtiden ud for hardwarebranchen

Tilbage til artiklen: Sådan ser fremtiden ud for it-branchen

Deloittes IT-Vækstbarometer, der er baseret på svar fra virksomhederne i den danske it-branche, viser, at hele 45 procent af hardwarevirksomhederne betragter faldende efterspørgsel som den faktor, der har haft størst negativ indflydelse de sidste par år.

"Det vidner om, at hardwareselskaberne tydeligt mærker afmatningen. I vækstbarometeret for 2007 havde manglen på medarbejdere en klar førsteplads med 25 procent. I år er det kun det vigtigste for 15 procent," siger Kim Gerner, leder af Deloittes division for teknologi, medier og tele.

Samtidig peger 17 procent på konkurrencen i branchen som den væsentligste faktor med negativ indflydelse de sidste par år.

Og fremover ser det ikke meget bedre ud, ifølge virksomhederne selv.

Faldende efterspørgsel

44 procent af hardwarevirksomhederne forventer, at faldende efterspørgsel også vil blive den faktor, der får størst indflydelse de næste par år. Det er markant højere end hos den samlede it-branche, hvor 36 procent mener det samme.

Også på indtjeningen halter det en anelse for hardwarevirksomhederne. I alle delbrancher svarer omkring 60 procent, at selskabet har øget indtjeningen de forgangne år.

Der er dog stor forskel på top og bund. Hvor over 30 procent af software- og konsulent/serviceselskaberne har oplevet indtjeningsstigninger på mere end 25 procent, er det tal for hardwarebranchen kun på 18 procent.

Til gengæld forventer hele 89 procent af hardwarevirksomhederne at øge indtjeningen de kommende år mod et gennemsnit af alle virksomheder på 78 procent.

"Det bliver svært at få til at gå i opfyldelse. Dette års tal viser nemlig, at 'kun' 65 procent realiserede en indtjeningsfremgang, mens 31 procent oplevede stagnation eller fald.

Bekymringen underbygges af, at hardwareproducenterne også sidste år var mere optimistiske end dette års realiserede tal kunne holde til," siger Kim Gerner fra Deloitte.

Svært at holde på nøglemedarbejdere

Mens manglen på medarbejdere er faldet ned fra førstepladsen over de største bekymringer hos hardwarevirksomhederne, erkender de dog stadig, at det generelt er svært at holde på nøglemedarbejderne.

Lidt over hver tiende hardwarevirksomhed svarer, at de i høj grad har haft det vanskeligt med at fastholde nøglemedarbejdere.

Årets Deloitte IT-Vækstbarometer viser, at den tilsvarende andel for hele it-branchen er blot tre procent.

Derfor henter 27 procent af hardware-direktørerne også nøglemedarbejdere til Danmark fra udlandet. For direktører inden for it-servicegruppen gælder det kun 18 procent.

Hardware-direktørerne vender typisk blikket mod Sverige og England, når der skal findes medarbejdere, mens det for eksempelvis software er landene USA, Tyskland, Indien og Østeuropa, der blandt andet ses mod.

Den største ledelsesmæssige udfordring for direktørerne i landets hardwarevirksomheder er at tiltrække og fastholde medarbejdere.

Det står i kontrast til it-service, softwareproducenter og distributør-virksomheder, hvis vigtigste udfordring er at skabe og styre væksten.

I fremtiden vil denne forskel dog udjævne sig. Fremover forventer hardwaredirektørerne i højere grad at skulle tage højde for væksten.

"I hardwarebranchen siger 43 procent, at deres egen største ledelsesmæssige udfordring de sidste par år har været at tiltrække og fastholde medarbejdere. Det tal er faldet kraftigt til 31 procent og er nu på niveau med at styre og skabe vækst," siger Kim Gerner.

14 procent af toplederne i hardwarevirksomhederne tror samtidig på, at teknologisk forspring og unikke produkter vil blive den faktor, der får størst positiv indflydelse de næste par. Det tror kun otte procent af alle it-virksomhederne i Deloittes IT-Vækstbarometer på.

Tilbage til artiklen: Sådan ser fremtiden ud for it-branchen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere