Artikel top billede

"I de første 12 måneder lavede vi ikke andet end at rydde op," siger Asger Jensby, administrerende direktør, JMI Invest. Foto: Torben Klint

Netkoncept bliver solgt uden retssager

Flere retssager i efterspillet om Netkoncepts salg og konkurs er på vej mod afgørelse, men kommer ikke til at influere på salget af de fire forretningsenheder i Netkoncept.

Hvis det står til it-investoren Asger Jensby bliver it-forhandleren Netkoncept solgt samlet, og under alle omstændigheder slipper køberen for de aktuelle retssager.

Efter overtagelsen af Netkoncept i 2006 varede det ikke længe, før de første skeletter raslede ud af skabet.

"Vi fik flere uheldige overraskelser hen ad vejen, må man nok sige, hvilket kun har gjort det endnu sværere at få noget fornuftigt ud af Netkoncept. I de første 12 måneder lavede vi ikke andet end at rydde op," siger Asger Jensby, administrerende direktør, JMI Invest.

Varelageret var der ikke

En af de større overraskelser gjaldt det varelager, JMI Invest var blevet stillet i udsigt, da selskabet købte konkursboet.

"Faktisk viste det varelager sig at være ikke-eksisterende," siger Jensby.

Det forsvundne varelager er baggrunden for, at Jensby omkring årsskiftet 2007/08 lagde sag an mod kurator af Netkoncept-boets advokat Jørgen b. Elmer.

Asger Jensby forventer, at der kommer en afklaring i løber af de næste par måneder. Både i forhold til salget og i forhold til de aktuelle retssager, hvor de første er berammet ved retten i Glostrup til november.

"Der er forskellige sager i relation til Netkoncept. En af de primære vedrører det varelager, vi var blevet stillet i udsigt, da vi købte konkursboet, og som senere viste sig at være ikke eksisterende," siger Asger Jensby.

Derudover kører der nogle sager i relation til Eske Munck, som var ham, der ifølge Jensby "kørte Netkoncept konkurs."

Sagerne mod Eske Munck er berammet til november i år, men uanset hvordan de sager udvikler sig, bliver Netkoncept solgt "uden at disse retssager følger med."

Den oprindelige aftale

Tilbage i foråret 2006 indgik Asger Jensby en aftale med kurator, der betød, at boet fik et gældsbevis på 17,5 millioner kroner af Jensby.

Efter at Netkoncept efterfølgende på et år tabte 126 millioner kroner, nedskrev Asger Jensby gælden fra opkøbet med 17 millioner kroner, hvilket betyder, at han reelt kun har givet en halv million kroner for Netkoncept.

Jensbys påstand i sagen mod kurator er, at aktiverne slet ikke var de 17,5 millioner kroner værd, som han gav for dem.

Nu er selskabet sat til salg, og allerede samme dag henvendte de første 10-15 interesserede købere sig til Asger Jensby.

"Og før det havde jeg selv initieret en dialog med potentielle købere," fortæller Asger Jensby, der forventer, at der sker noget i sagen i løbet af "et par måneder."

Helst sælge samlet

Netkoncept består af fire forretningsenheder, som Jensby vil foretrække at sælge samlet ikke mindst af hensyn til de 110 medarbejdere.

De fire forretningsenheder er DataCompagniet, der er koncernens volumenforretning, Netkoncept Advisors, der er en af fire danske Cisco Platinum Partnere, Netkoncept Hosting og Netkoncept Service og Facility Management, der lever af at reparere og vedligeholde printere og kopimaskiner.

"Det er de fire selskaber, og som sagt vil jeg gerne sælge dem på en gang til én køber, det vil være det enkleste for mig," siger Asger Jensby, der godt nok selv er stærkt interesseret i Netkoncept Service og Facility Management.

"Det kan meget vel tænkes, at jeg selv køber den del, som passer strålende ind i vores kopi- og printforretning. Bliver den handel en realitet, så sker det selvfølgelig til den pris, andre også ville skulle betale," forsikrer Asger Jensby.

Skulle have været meget større

Oprindelig satsede Jensby på at bygge et Netkoncept, der var signifikant større, end det er i dag. Størrelsen skulle ikke hentes så meget på volumenforretningen som på Advisors og på hostingdelen.

"Når det er sagt, så må jeg også tage til efterretning, at de konkurrencemæssige forhold i markedet er blevet skrappere inden for de sidste 12 måneder samtidig med, at den generelle økonomi i samfundet ikke er så stærk i dag, som den var for et år siden. Men det er bare indikatorer, ikke den egentlige årsag til, at jeg ikke har kunnet få den rigtige forretning ud af Netkoncept," lyder det fra Jensby.

Der er tre muligheder

Jensby vurderer, at JMI Invest har tre valg i dag i forhold til Netkoncept:

Enten at sælge enhederne til nogen, der er bedre til at drive dem.
Eller at skære virksomheden til, hvilket betyder, at mange skal fyres.
Eller bygge videre på Netkoncept, så selskabet bliver tre gange så stort, som det er i dag.

"Prisen for at realisere den sidste mulighed bliver højere, end hvad jeg er parat til at betale eller investere," lyder det.

"Samtidig vil jeg helst undgå at lave kraftige nedskæringer, hvilket betyder, at min førsteprioritet er at sælge på en måde, så vi bevarer flest mulige arbejdspladser derude," konstaterer Asger Jensby.

Uanset hvilken vej retssagerne falder ud, er der ingen fare for økonomien i JMI Invest, der har en egenkapital på en lille milliard kroner og i regnskabsåret 2006/07 leverede et resultat efter skat på 647 millioner kroner.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere