Gå tilbage til artiklen iMac fylder 10 år
Introduceret med 15" LCD skærm, 60 GB harddisk, 800MHz, 256 MB hukommelse
Efter seks millioner solgte iMac G3'er, var der pres på Apple. Succesen skulle følges op, men hvordan revolutionerer man en revolution?
Siden 1998, hvor G3 blev introduceret, var LCD-skærme kommet på markedet, og fra Apples side var der ikke nogen tvivl - iMac G4 skulle være med flad skærm.
Nye fordele - nye problemer
"Det var nemt nok at beslutte, at vi skulle bruge fladskærme. Det hårde var at finde ud af hvordan vi kunne få det til at lade sig gøre," fortalte chefdesigner Jonathan Ive i en introduktionsvideo til G4'eren.
Selvom LCD-skærmene gav helt nye muligheder, betød det også udfordringer for designholdet. Man kunne ikke længere slippe af sted med en dyb kasse, hvor teknikken kunne gemmes, som med CRT-skærmene.
Løsningen blev et slags kompromis, hvor de nye, flade skærme fik lov til at være i fokus, mens resten blev gemt af vejen i en base. De bløde linier blev ført videre fra G3 og Steve Jobs var tilfreds.
Adskillelsen af skærm og hardware, med en forkromet arm som bindeled, gav hurtigt anledning til øgenavnet 'iLamp', og armen blev et meget vigtigt element i designet. Skærmen kunne flyttes op og ned, fra højre til venstre og tippes efter behov, og med minimal kraftanstrengelse.
Der var stort ingen grænser for hvad skærmen kunne, og Apple fik stor succes med at pointere at skærmen nærmest så ud til at flyde i luften.
Ualmindelig karismatisk
Mens designet traditionen tro var radikalt og nyskabende, havde designholdet formået noget helt nyt, som ingen andre havde gjort før, indenfor computerdesign.
"En ting er at løse designproblemer, noget helt andet er at give et produkt personlighed og liv. Det er meget sværere, men det er uendeligt mere tilfredsstillende, og jeg mener at den nye iMac har det," forklarede Jonathan Ive.
Apples marketingafdeling kastede sig fluks over computeren, og slog på tromme for den lille charmetrold. Og takket være lidt hjælp fra et af chefens tidligere hobbyprojekter - animationsstudiet Pixar - blev der skruet nogle reklamer sammen, hvor iMac G4 virkelig foldede sig ud som en kæk sag.
G4'erens design er, til dato, det mest roste der er kommet ud af Apples desktop afdeling, og hyldes stadig som et mesterværk indenfor industrielt design.
Gå tilbage til artiklen iMac fylder 10 år