På trods af, at egenkapitalen er gået i minus med mere end 30 millioner kroner, og resultatet før skat er faldet fra seks til minus 40 millioner, erklærer mobilselskabet Telmore frejdigt, at regnskabet "afspejler succes."
Succesen går angiveligt på, at det er lykkedes at flytte salget af mobiltelefoner fra den fysiske verden til onlinehandel.
"Langt de fleste telefoner sælger vi til eksisterende kunder, som dermed med fordel bliver hos os. Vi ser 2007 som et gennembrud på onlinehandel med telefoner og har investeret kraftigt i denne vækst," siger Allan Christiansen, administrerende direktør, Telmore, i en pressemeddelelse.
Steg med ni procent
Omsætningen er steget med ni procent til knap 886 millioner kroner og ifølge regnskabsmeddelelsen fortsætter den vækst i 2008.
Samtidig gøres der klart opmærksom på i regnskabet, at årets negative resultat på stort set alle fronter skyldes "øgede tilskud til mobiltelefoner".
"Investeringen i mobiltelefoner har for 2007 resulteret i røde tal på 31,7 millioner kroner i årets netop offentliggjorte regnskab. Vi er alligevel tilfredse med resultatet, da vi har sikre tegn på, at vi henter pengene hjem allerede i 2008," siger Allan Christiansen.
Et samlet billede
Telmore mener, at forbrugerne i stigende grad efterspørger et samlet billede, der omfatter priser, mobiltelefoner og en god kundeoplevelse, når det handler om mobiltelefoni.
Ifølge Allan Christiansen er det præcis det billede, som Telmore har" investeret massivt i at blive kendt for," og han mener, at en fremgang i omsætningen i første kvartal af 2008 på 10 procent sammenlignet med samme periode sidste år er et bevis på, at den strategi er rigtig.
Forventningen til indeværende år er "fremgang i omsætning og resultat i forhold til 2007" dog uden specifikation af, hvornår selskabet venter at nå sorte tal på bundlinjen.