Mozilla igangsatte i går en kampagne, der skal skabe den mest nørdede verdensrekord til dato.
Kampagnen opfordrer folk til at hente Firefox 3 på udgivelsesdagen og målet er en plads i Guinness-rekordbog for nettets mest hentede program på 24 timer.
Mozilla har døbt dagen til "Download Day", der ud over opfordringen til at hente programmet desuden kommer til at byde på festligheder verden over.
Nørd-fest
Festlighederne vil blive optaget på video som dem, der ikke er inviteret så kan følge med i på organisationens webside.
Til "Download Day" stiller Guinness-rekordbog op med en dommer, der skal underskrive et officielt dokument, der bekræfter rekorden.
Der er endnu ikke fastsat en præcis dato for hvornår, den færdige version af Firefox 3 bliver sluppet fri, men det forevntes at blive engang midt i juni.
Man kan dog allerede nu melde sig til at hente programmet, når det kommer.
På denne webside er der desuden oprettet et kort, som fortæller hvor mange forhåndstilmeldinger, hvert land har registreret. I skrivende stund står Danmark for 66 interesserede.
Der findes i øjeblikket ingen officielt registreret verdensrekord i antal downloads af et computerprogram, så selv om download-serverne bliver rødglødende, skal det nok ende med en godkendt rekord.
Firefox anslås til at have 175 millioner brugere i 230 lande.