9.000 computere i den schweiziske Geneve-provins vinker farvel til Microsoft Windows og siger i stedet goddag til open source-systemet Ubuntu.
Så fra næste semester kommer eleverne i Geneve, der er hovedby i den fransktalende kanton af samme navn, til at arbejde på en ny platform, så længe de anvender skolernes maskiner.
Det skriver avisen Tribune de Geneve.
Windows skrottes helt
Windows bliver droppet helt og kommer således ikke engang til at fungere som en mellemløsning.
Selv maskiner, der i dag anvender dualboot mellem Ubuntu og Windows vil få afinstalleret Microsoft-versionen.
Argumenterne for skiftet lyder på, at skolerne kan spare penge på licenser samt, at eleverne kan benytte den samme software på hjemmecomputeren uden at det behøver at koste noget.
Der er således en pædagogisk tilgangsvinkel om, at den frie software forstærker målsætningen om, at alle elever skal have samme forudsætninger for at suge lærdom til sig.
Manuel Grandjean, der er it-chef for skolerne i provinsen siger til Tribune de Geneve, at den åbne kildekode stimulere samarbejde, skaber et mere demokratisk syn på kundskaber og, at teknikken ikke er bundet til en bestemt leverandør.