Feltet af it-virksomheder, der kan løfte opgaven med at forsyne Københavns kommunes it-drift over de næste fem år, er ikke stort.
Der er realistisk set kun tre it-virksomheder, der kan påtage sig opgaven som hovedentreprenør.
"Jeg vil godt udråbe favoritfeltet til at være de tre store, nemlig KMD, IBM og CSC," siger Karsten Fogh Ho-Lanng, analytiker og nordic research director i analysehuset IDC.
Han vil ikke kåre en vinder på forhånd, men de tre virksomheder er de mest sandsynlige spillere, når buddene skal gøres op.
Siemens eller NNIT?
Københavns kommunes udbud af sin it-drift er op til 800 millioner kroner værd. Det svarer til 10 procent af hele markedet for kommunal it-drift i Danmark.
Udbuddet er et såkaldt rammeudbud, hvor højst fire it-virksomheder vil kvalificere sig til at kunne få opgaverne de kommende fem år.
Men hvis de tre mest sandsynlige bydere på den store opgave er IBM, CSC og KMD, så er der lige plads til en til.
"Jeg vil ikke udelukke Siemens eller NNIT. Begge virksomheder har ambitioner i det kommunale marked. Siemens har ind imellem hentet store generelle driftsopgaver hjem, og har blandt andet Forsvaret som kunde," siger Karsten Fogh Ho-Lanng.
Den sorte hest
Endelig er der the dark horse i feltet, Accenture, som muligvis slet ikke er så dark, når det kommer til stykket.
Accenture har ganske vist ikke det bedste ry i Københavns kommune efter sagen med de utallige forkerte lønsedler, men Accenture løser stadig masser af opgaver for kommunen.
Fortsættes...
De afgørende faktorer
"Image-tingen skal Accenture overkomme for at komme i betragtning. Men Accenture er jo ikke ude af Københavns kommune. Det var helt specifikt deres business process outsourcing-opgave, der forsvandt.
Men det er klart, at hvis der bliver stillet op til skønhedskonkurrence, vinder Accenture den ikke på deres relationer til kunden i forvejen," siger Karsten Fogh Ho-Lanng.
Kvalitet og sikkerhed
At netop KMD, CSC og IBM ifølge analytikeren lægger sig i førerfeltet fra starten, skyldes virksomhedernes erfaring med drift af offentlige it-systemer.
"KMD vil gerne lave mere driftsoutsourcing, og står i forvejen stærkt i Københavns kommune efter de fik opgaven med at rydde op i lønsystemerne efter Accenture.
IBM har ganske givet også store ambitioner og vil gå langt for at få en opgave som denne her. CSC står stærkere på statssiden end på kommunesiden, men har også ambitioner om at begive sig ind på KMD's enemærker, ligesom KMD har ambitioner om at gå den anden vej," siger Karsten Fogh Ho-Lanng.
Kommunens endelige valg af hovedleverandør vil afhænge meget af kvalitet og levereringssikkerhed, vurderer han.
"København vil være meget fokuseret på kvaliteten af det, der skal leveres. Man har ikke lyst til at havne i en endnu en sag, hvor kommunens outsourcing henter uheldige forsider.
Men selvfølgelig kommer prisen og evnen til at leve op til de sikkert meget skrappe krav, som kommunen vil stille til sin leverandør, til at spille ind."