Mærsk – den velovervejede teknologinørd

Den 94-årige skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller betegnes som både innovativ teknologinørd og fremsynet it-realist.

Tilbage til artikel-oversigten: It-arven hos A.P Møller.

Du kender næppe en 94-årige mand, der, som Mærsk Mc-Kinney Møller, kender hver en teknologisk krog af et skib, boreplatform eller operahus.

Han er kendt og berygtet for at sætte sig ind i alle detaljer – også de tekniske.

“Fra kommandobroen og maskinen og de mange komplicerede tekniske installationer helt ned til kølen og fra stævn til agterspejl. Man kan faktisk ikke fortælle ham om noget overhovedet på et skib, som han ikke ved i forvejen,” siger tidligere administrerende direktør Jens Erik Karlskov Jensen fra Danapak og entrepanørselskabet Rasmussen & Schiøtz Holding i bogen ‘Myten Møller’.

Dermed ikke sagt, at Mærsk Mc-Kinney Møller ligger i kø-tilbud foran Apple-butikker i udlandet, når der kommer nye produkter. Han er ikke it-fanatiker på den måde.

Det var faktisk hans kone, den nu afdøde Emma Mc-Kinney Møller, der fik indført teknologi på parrets private lystyacht.

“Jeg kan godt lide at sejle, Mærsk, og jeg bliver ikke søsyg, men jeg synes altså ikke, det er så morsomt at ligge stille på den her måde i timevis. Vi kommer jo ingen vegne. Hvis jeg skal sejle videre med dig, må du sætte en motor i skibet, så vi kan komme i havn, når vi har lyst,” skulle hun have sagt til sin mand, ifølge bogen ‘Myten Møller’. Derefter blev der installeret en motor.

Det var dog næppe pres fra Emma Mc-Kinney Møller, der fik Mærsk Mc-Kinney Møller til at bringe den gigantiske organisation ind i den digitale tidsalder.

I stedet har det været en fremsynethed og trang til innovation hos skibsrederen.

Galmandsværk

Da Mærsk Mc-Kinney Møller tiltrådte som topchef i 1965 var forinden gået nogle år med hans fader bag roret.

Fælles for dem begge var en iderigdom og innovationstrang, man ofte overser.

‘Galmandsværk’. Det var ordet Mærsks far, Arnold Peter Møller, selv brugte om det iværksætteri, der senere skulle blive til en af de 200 største virksomheder i verden.

Men den unge Møller var også selv en smule gal for nu at blive i det ordvalg, faderen brugte om hans iværksættertrang.

“Det er naturligvis godt, men livet ville være lidt roligere, hvis ikke han udviste så meget initiativ,” sagde faderen til en britisk forretningsforbindelse om sin søn, ifølge bogen ‘Den der har evnen’.

De to forfattere Kenneth Andersen og Jon Bloch Skipper beskriver i bogen, hvordan disse evner og dyder ofte overses i forbindelse med rederiet.

“Mange fremhæver flid, pligtopfyldelse og loyalitet, som kernebegreber i A.P. Møller – Mærsk, hvilket de også er, men initiativet og virketrangen er udgangspunktet.”

“Initiativ handler om at handle, som modsætning til at lade stå til eller afvente. Initiativ kræver dog også fremsynethed. Virketrang handler om viljen til at præge, forandre, yde indflydelse og gøre forskel,” skriver de.

Og netop en leder, der tør se ud i fremtiden, er Mærsk Mc-Kinney Møller, når det gælder it. Men decideret førende og pioner på området, er han næppe.

It-kursen sættes

Det var i Mærsk Mc-Kinney Møllers sekretariat, at ideen til Mærsk Data blev født.

Tidligere skibsreder Bjarne Hansen, der også har været direktionsassistent i sekretariatet, forklarer, at flere personer sad i faderens senior-sekretariat og i sønnens junior-sekretariat og arbejdede med forskellige nye tiltag og ideer.

“En havde dataudvikling som sin særlige arbejdsopgave. Han forlod sekretariatet for at koncentrere sig herom. Det blev siden til det store Mærsk Data,” siger Bjarne Hansen i bogen ‘Myten Møller’.

Mærsk Data skulle groft sagt levere it til organisationen, frem for at dette skulle købes udefra.

Mærsk Mc-Kinney Møller var opmærksom på, at det ikke er nogen let opgave at indføre nye arbejdsrutiner og mere effektive arbejdsgange ved hjælp af ny teknologi.

“At ændre et organisationsapparat er ofte svært. Mennesket kan godt lide det tilvante. Men det er nødvendigt at finde nye, bedre, mere lønnende, men samtidig billigere veje og metoder, og det er spændende at medvirke hertil,” har Mærsk Mc-Kinney Møller udtalt i bogen ‘Den der har evnen’ om det fortsatte behov for at effektivisere forretningsgangene i rederiet.

Parløb med IBM

Skibsrederen ved, hvad han taler om, når det gælder ledelse af organisationer.

Faktisk var anerkendelsen så stor, at en af de absolutte sværvægtere i den globale forretningsverden ønskede at trække på Mærsk Mc-Kinney Møllers kompetencer.

Det var vennen fra USA, Tom Watson, som Mc-Kinney Møller kendte fra et ophold i landet i sine unge dage, der inviterede Mærsk Mc-Kinney Møller med i bestyrelsen hos IBM, som den første udlænding nogensinde.

IBM beskæftigede ved skibsrederens indtrædelse i bestyrelsen i 1970 260.000 mennesker og omsatte for 54 milliarder kroner årligt.

Mærsk Mc-Kinney Møller fortsatte som medlem af bestyrelsen frem til 1984, hvor han faldt for aldersgrænsen.

Dog fortsatte han i IBM’s rådgivende bestyrelse, ‘The Advisory Board’, der bestod af tidligere topchefer hos IBM. Her sad han frem til 1993.

Og der hersker ingen tvivl om, at Mærsk Mc-Kinney Møller var respekteret i IBM’s bestyrelse.

“Mærsk talte ikke så meget ved vore bestyrelsesmøder, men når han tog ordet med den lidt undskyldende bemærkning, ‘jeg ved ikke så meget om det’, blev der virkelig lyttet. For det, han satte spørgsmålstegn ved, var jo lige præcis det, det hele drejede sig om. Det var især den forretningsmæssige side af en sag, som Mærsk var så blændende til at analysere,” sagde Thomas Watson Jr. ifølge et interview i Børsen i 1986.

At skibsrederen havde forstand på andet end rederi-drift, stod klart.

“Har jeg kunnet klare det, ville Mærsk også kunne have gjort det. Derimod er det mere tvivlsomt, om jeg kunne have bestridt hans job i shippingbranchen,” sagde Thomas Watson Jr. ifølge bogen ‘Myten Møller’.

I øvrigt delte Thomas Watson Jr. og Mærsk Mc-Kinney Møller skæbne i den forstand, at de begge havde fædre, der ledte virksomheder i verdens absolutte superliga.

Glem ikke mennesket

Selvom Mærsk Mc-Kinney Møller altså både gør sig som innovatør, har nærmest nørdet teknologisk indsigt og såmænd har siddet med i ledelsen af en af verdens absolut største it-virksomheder, løber it-inspirationen ikke af med ham.

Han forbliver til det sidste yderst velovervejet i sine it-valg.
Afgangssalutten til medarbejderne fra manden, der introducerede dem til it, var da også:

“Edb-faciliteter er uundværlige for os, men som deres brug forøges, jo større bliver risikoen for, at vi mister brugen af den menneskelige computer – hjernen – og som konsekvens heraf, evnen til at udføre vore egne beregninger og danne egne kritiske vurderinger. Så beskeden til alle er: Husk at bruge din egen computer, lad den ikke stagnere,” siger han i 1993 ifølge bogen ‘Den der har evnen’.

En it-kurs og it-ledelse, der på mange måder står i kontrast til den kurs, hans afløser Jess Søderberg helliger sig og praktiserede.

I næste uge bringer vi et it-portræt af Jess Søderberg.

Mærsk Mc-Kinney Møller har ikke ønsket at medvirke til dette portræt.

---

Fakta: It-arven hos A.P. Møller
5. november tiltræder Nils Smedegaard Andersen som ny topchef i A.P. Møller – Mærsk Gruppen, og fra dag ét skal han navigere i slipstrømmen af en bekostelig it-skandale hos Maersk Line.

Fakta: Blå bog
1913: Mærsk Mc-Kinney Møller bliver født 13. juli.
1932: Første job hos A.P. Møller – Mærsk.
1965: Overtager ledelsen efter sin far, Arnold Peter Møller.
1970: Indtræder i IBM’s bestyrelse.
1970: Opretter Mærsk Data.
1993: Stopper som daglig leder af A.P. Møller – Mærsk.
2003: Stopper i bestyrelsen af A.P. Møller – Mærsk.

Tilbage til artikel-oversigten: It-arven hos A.P Møller.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere