Pengene vælter ud af kriseramt Danware

Millionerne buldrer ud af Danware, der kæmper for at komme på ret køl. Muligheden for et salg eller en fusion er forøget med de dårlige finansielle resultater.

Artikel top billede

Omlægningen af salgsstrategien har været en større mundfuld en forventet, lyder det fra Danware-direktør Peter Grøndahl.

Med skuffende salgstal i tredje kvartal erkender det børsnoterede softwarehus Danware, at væksten er udeblevet. Selskabet nedjusterer nu forventningerne.

Det børsnoterede softwarefirma melder om et fald i omsætningen i 2007 fra forventet 130 millioner kroner til kun 90 millioner kroner.

Samtidig vil et forventet overskud før skat på 16 millioner ende i et underskud på 13 millioner kroner, fremgår det af selskabsmeddelelsen onsdag.

Drastiske tiltag

Det dårlige resultat skyldes faldende salg indenfor de to vigtigste forretningsområder Desktop Management og Education.

Resultatet er i tredje kvartal faldet i alle Danwares markeder med undtagelse af Norden.

Administrerende direktør Peter Grøndahl begrunder udfordringerne i 3. kvartal med både interne faktorer og eksterne markedsforhold.

”De interne forhold har vi løst ved at skifte lidt ud. Strategien, som vi har valgt, er den rigtige. Men det at omlægge vores salgsstrategi har været en større mundfuld, end vi havde regnet med,” erkender direktøren.

Vil dreje på håndtagene

Samtidig gør han opmærksom på, at virksomheden vil fortsætte med den samme strategi, men ændre på implementeringen, der skal sikre øget salg og indtjening.

”Det var en overraskelse, at regnskabet for tredje kvartal blev så hårdt, for vi havde trods alt vækst i det første halve år. Det er en ambitiøs salgsstrategi, men vi er af den opfattelse, at det er det rigtige, vi gør,” siger Peter Grøndahl.

Administrerende direktør i IDC, Per Andersen, mener, at der nu er mindre, der tyder på, at Danware vil være i stand til at få et godt år. Og at softwarehuset stadig er i den situation, at det i år skal bevise, at det kan lave en god forretning.

”Sandsynligheden for, at der kommer til at ske noget drastisk som salg, opkøb eller fusion, er forøget. Jeg tror ikke, at en reorganisering i sig selv vil hjælpe Danware meget, fordi firmaet har en meget specifik produktprofil, som det kæmper for at gøre bredere. Det er noget, der tager lang tid og svært at få en effekt af på kort sigt,” siger han.

Peter Grøndahl afviser dog muligheden om salg, fusion eller opkøb.

Fokus på salg

Danware har, så langt det kan spores tilbage, præsteret overskud.

Men siden virksomheden blev børsnoteret i 2001, er salget stagneret.

Regnskabet for 2006 så heller ikke for godt ud og var således karakteriseret af en svagt stigende omsætning og stærkt faldende indtjening.

Ifølge Ib Kunøe, der ejer og styrer en fjerdedel af aktierne, skulle 2006 være et skæbneår for Danware – året, hvor der virkelig skulle ske noget afgørende.

“Danware er blevet for fed og sælger for lidt," sagde finansmanden i et interview med Computerworld januar 2006.

Det prøvede Ib Kunøe og Peter Grøndahl at gøre noget ved gennem forskellige strategiske tiltag.

Udskiftning

Mest markant kom det til udtryk, da salgsdirektør Per Pedersen efter kun 11 måneder på posten blev afløst af Michael Graves som ansvarlig for salget i august 2006.

Nu er han også blevet afløst. For en måned siden meddelte Danware, at selskabets salgsdirektør fratrådte som følge af uenigheder med resten af ledelsen om koncernens salgs- og distributionsstrategi.

Fyringen af selskabets salgsdirektør var konsekvensen af, at salget i årets tredje kvartal ikke havde levet op til forventningerne, men Danware så sig ikke i stand til at foretage en nedjustering af årsforventningerne.

Advaret

Allerede i juli 2007 fremhævede to analytikere over for Computerworld, at Danwares strategiske tiltag skulle slå igennem på bundlinjen inden udgangen af året. Ellers lå der dramatiske ændringer forude.

De to analytikere var skeptiske over for virksomhedens strategi.

Til sit forsvar fremhævede direktør Peter Grøndahl, at underskuddet var ventet og en del af den plan, virksomheden havde lagt.

Danware har på basis af udviklingen i tredje kvartal iværksat en nærmere analyse af, hvilke barrierer der er for at opnå den ønskede vækst.

Nærmere redegørelse omkring forventningen til helåret kommer i forbindelse med kvartalsregnskabet den 20. november.

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 17. august 2026 ansat Jesper U. Sørensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Chief Technology Officer hos NetSec ApS, hvor han også var partner. Nyt job
    Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Nikolaj Henrik Pieter Jansen som Junior Consultant. Han skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Han kommer fra en stilling som Digital Advisor & Account Manager hos Twentyfour. Han er uddannet hos IT-Universitetet i København. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og projektstyring. Nyt job

    Nikolaj Henrik Pieter Jansen

    Norriq Danmark A/S

    Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

    Jan Julin

    Genetec

    Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

    Victor Dohlmann

    Arctic Wolfs Network