Måske får IT- og Telestyrelsen snart en europæisk storebror med både større muskler og større rækkevidde.
I hvert fald barsler EU-kommissær Viviane Reding med at skabe en europæisk super-telestyrelse, der blandt andet skal kunne tvinge de tidligere tele-statsmonopoler i de enkelte medlemslande til at skille telenettene fra service-forretningen.
Det skriver blandt andre Computerworld News Service og International Herald Tribune.
Målet med styrelsen, der skal hedde Den Europæiske Myndighed for Telekommunikationsmarkeder, er at sikre konkurrerende teleselskaber en lettere adgang til nettet og dermed øge konkurrencen til fordel for forbrugerne.
En talskvinde fra kommissionen nægter dog at kommentere ideerne forud for den politiske debat, der først skydes i gang i slutningen af oktober.
Brug for større lighed
Det er håbet, at en egentlig EU-telestyrelse vil kunne sikre en større ensartethed i reguleringen af de enkelte landes telemarkeder.
"Der er en ulighed i reguleringen rundt om i Europa," siger Ilsa Godlovitch, der er leder i ECTA, som repræsenterer konkurrenterne til de store tidligere nationale teleselskaber.
Snakken om en super-telestyrelsen under EU begyndte allerede i midten af 90'erne og kom igen frem til overfladen i forbindelse med en revurdering af EU's regulering af telemarkederne i 2002.