I England trækker det op til en hård markedskamp om bredbåndskunder. Bredbåndsudbydere vil forære bærbare computere væk til kunder, som binder sig for et to-årigt abonnement.
PC-forhandleren PCWorld er sammen med Orange allerede igang med at forære bærbare computere væk mod at få bredbåndsabonnementer af to års varighed.
Til september vil Carphone Warehouse, AOL og Dell forære Dell-computere til bredbåndsabonnenter, der binder sig for en to-årig periode.
Danske bredbåndsbrugere ser dog ikke ud til at få det samme tilbud.
TDC Internet oplyser til Computerworld, at de ikke har nogle umiddelbare planer om at give bærbare computere væk i kampen om bredbåndskunder.
Telia, der i slutningen af 2004 købte den danske afdeling af Orange, beretter ligeledes, at de heller ikke planlægger at forære bærbare computere væk for at tiltrække bredbåndskunder.
Begge bredbåndsudbydere henviser blandt andet til, at danske internetudbydere ifølge telelovgivningen kun må binde kunderne et halvt år.
Det vil i praksis gøre det svært at få økonomien til at hænge sammen i en bredbåndskampagne med gratis bærbare computere.
IT- og Telestyrelsen har nyligt offentliggjort rapporten "Strategisk eftersyn af telereguleringen", hvor man blandt andet ser nærmere på bindingsperiodens længde.
Her hedder det blandt andet i afsnit 7.2.3 "...telelovgivningens regler om en maksimalt tilladt bindingsperiode på seks måneder kan udgøre en barriere for innovation og investeringer på teleområdet, herunder særligt for udbredelsen og anvendelsen af 3G-tjenester og andre bredbåndstjenester."
Der lægges dermed op til at bindingsperioden med fordel kan forlænges.
Rapporten er til høring i øjeblikket. Når interesseorganisationerne har givet deres kommentarer, kan politikerne begynde at vurdere, om den tilladte bindingsperiode skal være længere.
Hvorvidt det vil give gratis bærbare computere til danskerne, vil tiden vise.