Danske private og offentlige hjemmesider skal beskyttes bedst muligt.
Derfor slår IT- og Telestyrelsen til lyd for i en endnu ikke offentliggjort rapport at oprette et statsligt it-varslingscenter.
"Der kommer hele tiden flere og mere avancerede teknikker til i udformningen af virus og it-trusler, og vi har senest set, hvor galt det kan gå i Estland med hensyn til angreb over netværk," siger Thomas Kristmar fra it-sikkerhedskontoret i IT- og Telestyrelsen.
Han understreger dog, at ideen om det statslige it-overvågningscenter ikke er affødt af krisen i Estland.
Her har flere millioner computere været brugt i såkaldt distribuerede denial-of-service angreb (ddos-angreb), der i over seks uger lagt offentlige og private servere ned på stribe efter flytningen af en russisk bronze-statue fra Anden Verdenskrig.
"Denial-of-service-angreb er nemt at opspore og lukke for. Men når vi taler om ddos -angreb i såkaldte bot-netværk, så kræver det mange ressourcer at bekæmpe," forklarer Thomas Kristmar som grunden for oprettelsen af et it-vagtværn herhjemme.
Manglende tilgængelighed
IT- og Telestyrelsen anser faren i Danmark for at ligge i manglende tilgængelighed på danske hjemmesider, hvor effekten sideløbende kunne være afsendelsen af spam og afpresning i form af trusler om at lægge hjemmesider ned, hvis der ikke falder en kontant betaling.
Danmark var senest hærget af ddos-angreb i forbindelsen med nedlæggelsen af både Jyllands-Postens og Politikens hjemmesider sidste år, da Muhammed-krisen var i sine værste uger.
USA frygter kinesisk trussel
I eksempelvis USA ser man ikke let på truslen om cyber-angreb fra en potentiel fjende.
Det amerikanske Forsvarsministerium oplyser i en rapport til Kongressen fra 2007, at den kinesiske hær er i besiddelse af soldater, der kan programmere virus og implementere den på amerikanske computere og netværk.
Samtidigt skulle Kina være i gang med at udvikle et forsvarssystem, så noget lignende ikke skulle ske i på kinesisk hjemmebane.
Det amerikanske forsvarsministerium anslår, at Kina siden 2005 har arbejdet på scenarier, hvor det skulle slå først i en eventuel cyberkrig mod fjendtlige styrker.
Dansk forslag skal i høring
Thomas Kristmar ønsker ikke at oplyse, hvor meget et varslingscenter vil koste eller om Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste eller anden enhed skal sidde som øverste myndighed på centeret.
IT- og Telestyrelsens forslag er nemlig endnu ikke godkendt, da det politiske apparat ikke har vurderet relevansen af al indholdet i styrelsens rapport.
Styrelsens forslag vil blive sendt i høring om en uges tid, og derefter vil det blive politisk besluttet, hvordan og om Danmark skal have oprettet det statslige varslingscenter.