Snart kan vi alle gå på skattejagt i DR's arkiver
Fra nytår kan danskerne via nettet gå på opdagelse i DR's samling af gamle radio- og tv-udsendelser. Optagelserne svarer til 65 år ud i én køre, og den unikke mulighed for at genfinde de gamle sker efter en aftale mellem DR og CopyDAN. Aftalen er kommet i hus efter, at man på blot fire måneder har samlet alle rettighedshaverne og fået deres accept af en samlet aftale. (Politiken)
Milestone satser alt på vækst
It-virksomheden Milestone Systems i Brøndby, der udvikler software til overvågningssystemer, har intet problem med, at vækstsatsningen koster lidt på bundlinjen. I 2006 voksede omsætningen med 46 procent, men samtidigt blev årets resultat 11 procent dårligere end sidste år. Sådan har det været tiltænkt, lyder det fra virksomheden. I dag har Milestone en global markedsandel på ti procent, og det er her, at virksomheden satser på at vokse. Omsætningen for 2006 lyder på 59,9 millioner kroner, og årets resultat lå på 7,3 millioner kroner. (Børsen)
TDC Kabel TV skifter navn
TDC Kabel TV er gået i offensiven for at promovere digitalt kabel-tv. Virksomheden pønser samtidigt på et navneskifte, der skal adskille den fra resten af TDC-koncernen. "TDC Kabel TV er en selvstændig enhed, og derfor vil vi gerne finde et navn, der signalerer, at vi ikke er TDC," siger administrerende direktør i TDC Kabel TV Niels Breining. Han vil dog ikke løfte sløret for, hvad virksomheden kommer til at hedde fremover. (Børsen)
Webanalyser batter på bundlinjen
Webanalytics hedder en af tidens hotteste produkter, når det handler om værktøjer til online markedsføring. "Behovet for webanalyser stigende," fortæller landechef Jesper Lindhardt fra Instadia nu Omniture. Fordelen ved analyseværktøjerne er, at de kan bidrage med en grundig forståelse for brugernes behov via analyse af de enorme datamængder på nettet. (Børsen)
Radioen lever på lånt tid
MP3-afspillerne gav det digitale dødsstød til den bærbare cd-afspiller, og nu er transistorradioerne også i farezonen. Digitale konkurrenter med docking-stationer giver nemlig muligheden for bedre lyd samt adgang til den musik, der ligger på ens MP3-afspiller. Både hos Creative og Logitech spår man docking-stationerne en stor fremtid som afløser for transistorradioen. (Jyllands-Posten)
Virksomheders ry på nettet skaber nye jobs
Virksomheder skal opfinde nye jobs til medarbejdere, der overvåger virksomhedens ve og vel på nettet. Forbrugerne dømmer nemlig langt hurtigere i debatfora, weblogs og på websites, end virksomheden kan nå at reagere med en pressemeddelelse. "Virksomhederne bliver nødt til at tage internettet seriøst. De kan ikke kontrollere det, men afbøde krisen ved at forebygge," siger vidensansvarlig Christian Schwarz Lausten fra Innovation Lab. (Jyllands-Posten)
Google går nye veje
Søgemaskine-giganten Google har længe solgt reklamer og annoncer til trykte medier samt radio og tv. Men kan man forestille sig noget lignende i Danmark? "Det er i hvert fald et spændende tankeeksperiment," country manager Peter Friis, som er Googles danske chef. Google sidder i forvejen solidt på de danske søgninger, idet 89 procent af danskerne søger oplysninger på nettet via Google. (Jyllands-Posten)
Få automatisk dagens avisresumeer sendt til din indbakke hver morgen. Opret dig som bruger på Computerworld.dk og sæt "Dagens aviser om it" på overvågning med Computerworld Nyhedsovervågning.