Der er udsigt til faldende priser efter dagens Telenor-opkøb af danske Tele2, vurderer flere analytikere.
I første omgang er det dog Tele2s eksisterende kunder, der vil få mest ud af at komme under de samme vinger som Sonofon og Cybercity.
"Kunderne vil stadig få deres vare og til en fornuftig pris, men de vil nok få adgang til flere tjenester og flere muligheder med en større organisation i ryggen, end de har haft igennem Tele2," vurderer teleanalytiker John Strand, Strand Consult.
Forudsigeligt salg
Han betegner salget af Tele2 som forudsigeligt, for uden egen infrastruktur ville virksomheden gå en tvivlsom fremtid i møde.
Skulle Tele2 fortsætte med at leje sig ind på andre operatøres net, ville det nemlig ikke være muligt at tilbyde flat rate-produkter, som han vurderer som nøglen til fortsat at være konkurrencedygtige i telebranchen.
"I takt med at konkurrencen bliver skærpet og priserne styrtdykker, kunne Tele2 spørge sig selv om hvad sandsynligheden var for at selskabet blev mere eller mindre værd inden for de næste to år. De kunne sige til sig selv, at så er det nok bedre, at sælger nu," siger John Strand.
Køb kan medføre lavere priser
Også Torben Rune, direktør i Netplan, ser tilgangen af eget netværk som en væsentlig del af årsagen til at Tele2 har sagt ja til Telenors tilbud.
Med egen infrastruktur vil selskabet nemlig kunne tilbyde flere og bedre produkter til sine eksisterende produkter.
"Sonofon og Cybercity kommer med hele netværket bagved, og det vil gøre det nemmere at betjene Tele2s kunder med bedre teknik, bedre forbindelser og frem for alt egne net. Det vil betyde, at man vil kunne gå endnu kraftigere til biddet prismæssigt," siger han.
"Hvis jeg var konkurrent til Sonofon/Cybercity ville jeg frygte denne her udvikling, for jeg ville se det som en mulighed for at priserne kunne få et yderligere tryk ned," siger Torben Rune.
Ingen fremtid for Tele2
I en pressemeddelelse har Tele2 oplyst, at selskabet på sigt vil ophøre som selvstændigt selskab og i stedet blive en del af Sonofon/Cybercity-brandet. Tidsrammen er endnu ukendt.
Torben Rune forudsiger, at Tele2-brandet i første omgang kan forsætte til fastnet-kunderne, hvor det er synonymt med lavpris, og så lade de restende produkter indgå i Sonofon og Cybercity. Der er dog ikke nogen tvivl om, at Tele2-navnet lever på lånt tid.
"Jeg vil give det et år til halvandet, så tror jeg ikke, der er noget, der hedder Tele2 i Danmark længere," siger han.