Klokken 10.43 8. november i fjor sad administrerende direktør for pc-byggeren Zepto, Lasse Frost, og stirrede med mild vantro på en meddelelse fra vækstbørsen First North.
”Alt udsolgt”, stod der.
Forud var gået et par døgn, hvor han spændt havde fulgt aktiemarkedets modtagelse af Zepto-aktien.
Spændingen var parret med en god portion skepsis, da han langt fra var sikker på, at de investorer, som på forhånd havde sagt, at de ville købe Zepto-aktier, gjorde alvor af snakken.
– Folk snakker, og røven går. Jeg ved jo godt, at der er langt fra at give et tilsagn til rent faktisk at hive penge op af lommen, siger Lasse Frost.
Børsrekord
Hans skepsis blev dog hurtigt gjort til skamme. Investorerne var så ivrige, at Zeptos introduktion på First North i november i fjor skabte ny børsrekord.
To dage tog det, så var 937.000 Zepto-aktier revet væk.
Den hurtige børsnotering fyldte 30 millioner kroner i Zeptos pengekasse, og pengene er øremærket international ekspansion.
I dag ser Zepto-aktien ud til at have fundet et forholdsvis stabilt leje svingende mellem kurs 50 og 70.
Dermed må man kalde aktionærernes tillid til pc-byggeren fra Hedehusene lidt uden for Roskilde for stor.
Hul i hovedet at producere i Danmark?
Men hvor stammer den tillid fra?
Lyder det da ikke som en halv-sindssyg forretningsplan at bygge bærbare pc’er i Danmark, hvor lønomkostningerne er så høje, at blandt andre elektronikproducenten Flextronics under stor mediebevågenhed lukkede og flyttede produktionen til lavtlønslande i 2004?
– Nej, det giver rigtig god mening, fastlår Lasse Frost.
Han peger på, at produktionsomkostningerne – herunder arbejdslønnen – blot udgør 0,9 procent af selskabets samlede omkostninger på en bærbar.
- Komponenter som CPU’er, hukommelses-moduler og harddiske står for langt den største del af omkostningerne med 64,5 procent, mens barebonen – kabinet og skærm – står for de resterende 34,6 procent af de samlede omkostninger, siger Lasse Frost.
Blandt andet derfor kan Zepto ifølge Lasse Frost bide skeer med de store hardwareproducenter med bærbare computere på repertoiret som Dell, Acer, Fujitsu Siemens, Lenovo og HP.
Også selvom produktionen ikke er placeret i Kina, men i et halvtrist industriområde i Hedehusene.
Tunet Dell-model giver forspring
– Det tager en til fem dage fra en kunde bestiller en bærbar på vores hjemmeside, til den lander i hans skød, siger Lasse Frost.
Og lige nøjagtig her ligger en af Zeptos styrker sammenlignet med de store pc-producenter.
Zepto følger et build-to-order-koncept, som er stærkt inspireret af den amerikanske hardwarekæmpe Dell, mens de øvrige store pc-producenter typisk fastlægger specifikationerne på en ny type bærbar, som derefter bliver sat i masseproduktion.
Derefter tager de bærbare ofte turen forbi en distributør, som sender dem videre til en forhandler, der endelig sælger den bærbare til slutkunden.
Den proces kan tage mellem to og tre måneder, hvilket er kostbart på et marked, hvor priserne på komponenter rasler ned i et afsindigt tempo.
Fra distributør til pc-producent
Lasse Frost etablerede sammen med broderen Per Frost, der i dag er bestyrelsesformand i Zepto Computers, it-distributøren EET i 1987.
EET udviklede sig hurtigt til et større foretagende, der jævnligt flyttede til større lokaler og hyrede nye medarbejdere. Ud over vokseværket havde EET også udvidet forretningen, så de nu distribuerede alle de komponenter, der kan proppes ind i en computer, såsom CPU’er og harddiske.
- I 1997 solgte vi halvdelen af virksomheden til CVC Capital, og i 2000 købte de resten af virksomheden. Det var super timing. Det var dengang, it-branchen kunne gå på vandet, så vi fik en god pris, fortæller Lasse Frost.
I 2002 vendte Frost-brøderne tilbage til it-branchen.
– Vi havde egentligt svoret, at vi aldrig ville vende tilbage, men det begyndte ærligt talt at krible i fingrene. Vi havde næsten 20 års erfaring i branchen, kendte termer, personer og alt det andet. Så vi tænkte: Det kunne være sjovt at gøre det igen, siger Lasse Frost.
Zepto nyder godt af bærbart boom
Zepto Computers fremgang kan i høj grad forklares med, at selskabet kom på markedet med det rigtige produkt på det rette tidspunkt.
Siden etableringen af Zepto er der sket et veritabelt boom i salget af bærbare pc’er, og det er i dag den hurtigst voksende del af it-markedet.
Bærbare computere, der for ganske få år siden var et særsyn og kendt under lettere hånlige navne som ”blærbare” og ”slæbbare”, er i dag overalt. I toget, i lufthavnen, ja, selv på cafeen, kan man ikke undgå at støde på en.
- Vi positionerer i dag en bærbar pc som et almindeligt produkt, der i løbet af de seneste fem år er gået fra at være et luksusprodukt til en commodity, siger Lasse Frost.
Omsætningen er på tre år røget i vejret fra 14,3 millioner kroner til 87 millioner kroner i regnskabsåret 2005.
Samtidig formår selskabet at tjene penge på et marked, der ellers ikke har været specielt fornøjeligt for danske pc-byggere.
IDC overrasket over Zepto-succes
Pc-analytiker Anders Elbak fra IDC er overrasket over selskabets udvikling.
- Jeg må indrømme, at Zepto har klaret sig betydelig bedre, end jeg havde forventet. Jeg er dog stadig lidt skeptisk, når det drejer sig om udlandet. En af Zeptos største fordele herhjemme er selskabets nærhed til markedet. Det vil dels sige det rent konkrete med annoncering, leveringstider og så videre, men i høj grad også deres omtale i medierne, siger han.
Han peger på, at en Zepto-bærbar ofte er med i pc-magasiner, når der laves tests (hvor de generelt klarer sig godt), dels er de landsdækkende aviser glade for at skrive om dem, da Zepto er en af de få eneste danske pc-producenter med succes.
- Derudover er Zepto afhængige af partnere i udlandet, hvilket stiller selskabet i en lidt anden situation end herhjemme. Det spiller også en stor rolle, at de store spillere på markedet som HP, Acer og Lenovo endnu "kun" ser Zepto som en lokal spiller. I takt med en eventuel succes i udlandet, vil Zepto få større opmærksomhed fra disse leverandører, der alle har betydeligt større ressourcer til en eventuel priskrig. Endelig har de store spillere en stærk position over for distributører og forhandlere, så de har mulighed for at presse Zepto, hvis det bliver nødvendigt, siger Anders Elbak.
Medarbejdere coaches som et fodboldhold
Men udover effektiv distribution, dansk design, det rigtige produkt og en strømlinet produktionsproces - det tager kun seks minutter fra en ordreseddel printes ud på Zeptos fabrik i Hedehusene, til en færdig Zepto-bærbar ruller af samlebåndet – så spiller medarbejderne en helt afgørende rolle.
– Vi har meget bevidst skitseret vores udfordringer overfor medarbejderne som et dansk fodboldhold, der får chancen i Champions League. Vi har slået alle vores konkurrenter i den hjemlige liga – SD Data, Amitech, Zitech og så videre - og nu står vi altså over for de helt store drenge som Acer, HP og Dell i takt med at vi ekspanderer forretningen til hele Europa, siger han
Derfor er der heller ikke tid til slendrian, når arbejdsdagen begynder hos Zepto klokken 8.30, fordi så er kampen begyndt.
- Jeg har sgu aldrig set en fodboldspiller lalle rundt med en kop kaffe eller have glemt at få sine strømper på, når dommeren fløjter en kamp i gang i Champions League. Skal vi have succes som et dansk hold mod verdens største pc-producenter, så kræver det hård træning, og at vi er kreative. Vi ved godt, at vi ikke har de samme muligheder og ressourcer som vores store konkurrenter, men så må vi bare finde på noget, så vi kan løbe lidt hurtigere ned af langsiderne end dem, siger Lasse Frost.
Læs mere om Zepto i fredagens trykte udgave af Computerworld.