I den nye version af den norske browser er der indbygget et phishing-filter baseret på PhishTank.
PhishTank er et fællesskab, som drives af OpenDNS, hvor alle kan tilføje informationer og links til mistænkelige websider.
På denne vis kan internetbrugere får gavn af hinandens erfaringer og opdagelser og samtidig deltage aktivt i kampen mod phishing for at undgå svindel på nettet.
Allerede i Opera version 8 dukkede den første phishing-beskyttelse op i browseren, men i den nye Opera 9.1 er konceptet blevet udvidet til at være en realtids beskyttelse, som kan gardere surferne mod de mange phishing-sider med en kort livscyklus.
Phishing er ved at udvikle sig til et stort net-problem, og i følge PhishTank er der alene i november rapporteret 9628 unikke phishing-angreb.
Lille og alsidig
Den norsk byggede browser sidder stadig kun på en meget lille del at browsermarkedet.
Ifølge en analyse fra Net Applications står Opera-browseren for 0,67 procent af markedet, mens Microsoft og Mozilla sidder på henholdsvis 80 og 13,5 procent at verdensmarkedet.
Opera er klar til download i version 9.1, og den findes til Windows, Mac OS X, Linux, Solaris, og FreeBSD.